Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Total Re- ...make!

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, July 11, 2012 12:42:18

'Philip K. Dick er død!' skrev mit 13-årige jeg dramatisk i sin dagbog i 1982 med udråbstegn, linjeskift og al den patos jeg mente hørte med til genren dagbog. Ikke at jeg nogen sinde har været den store dagbogsskriver - min erfaring er at i de perioder hvor man måtte have tid til at skrive dagbog, oplever man ikke noget der er interessant nok til at bevare for eftertiden, mens man i de perioder hvor der virkelig sker noget i ens liv, hverken har tid eller overskud til at nedkradse sine meritter. Jeg prøvede, som det fremgår, i de tidlige teenageår med noget der dybest set var en stiløvelse hvor jeg imiterede dagbogslitteraturens konventioner. Så var der mere oprigtighed over de spredte optegnelser jeg et lille årti senere gjorde under overskriften 'Anti-dagbogen', hvor hvert notat blev indledt med ordene 'Hvis jeg havde en dagbog, ville jeg i dag have skrevet i den: ...' Den postmoderne ironi var svær at undslippe i min generation.

Ikke alene var det følelsesladede udbrud i 1982-dagbogen noget påtaget, man kan også diskutere om udsagnet i enhver forstand er sandt. Det er med PKD som det er blevet sagt om Elvis: For a dead man, he is awfully noisy. En afhandling der snart må blive skrevet (hvis den ikke allerede er det et sted), er gennemgangen og analysen af Philip K. Dicks Nachleben, en undersøgelse der går let hen over Dicks liv og virke og alene koncentrerer sig om hans efterliv som kulturelt ikon og inspirationskilde. Dick er blevet a name to conjure with, en betegnelse man kan slynge ud i flæng. Han fik sin pligtskyldige reference på linje med alt det andet moderne americana i Donna Tartts Den hemmelige historie fra 1992. 'Let's talk Philip K. Dick!' udbryder den søde Sabrina idet hun modvilligt forvandler sig selv til nørd i 'Geek Like Me', et afsnit af Sabrina, the Teenage Witch fra 1996. Philip K. Dick selv optræder som person i snart et utal af noveller og romaner fra og med Richard Lupoffs The Digital Wristwatch of Philip K. Dick fra 1985. Michael Bishop gjorde Dick til hovedperson (og til en tomat på størrelse med Mars) allerede i Dicks egen levetid i Kafka-pastichen 'Rogue Tomato', 1975 (de to tyske oversættelser fra henholdsvis 1983 og 1990 hedder, begge lige passende, 'Als Tomate im Weltraum' og 'Die Verwandlung'), og Bishop skrev senere den litterært vigtigste roman om PKD, Philip K. Dick is Dead, Alas, 1987. For tiden kan man i boghandlerne finde David F. Duftys How to Build an Android: The True Story of Philip K. Dick's Robotic Resurrection.


Man kan bære andet end formler på kroppen. Den herre der her lægger hud til PKD's klassiker Ubik, er ingen ringere end Jonathan Lethem, forfatteren til bl.a. Ensomhedens fæstning. Han har naturligvis også skrevet sin egen Dick-historie, 'Phil in the Marketplace'.


Dertil kommer den besynderlige dobbeltrolle PKD posthumt har fået som henholdsvis litterær/filosofisk kultskikkelse med stadig stigende status i intellektuelle kredse og Hollywood-blockbuster-inspirationskilde. På den ene side udkommer der readers og annoterede udgaver af hans værker, uudgivne bøger og notater bliver udsendt på tryk, og der skrives om Dicks filosofi og oversete litterære betydning. 'Our own homegrown Borges,' som Ursula Le Guin i sin tid kaldte ham. På den anden side er der Blade Runner, Total Recall og Minority Report, PKD som hovedinspiration for stort eller mindre stort anlagte science fiction-film, der i mange tilfælde ville have været bedre tjent med et originalt manuskript eller med at have brugt et stykke nyere science fiction som forlæg. (Der er dog også en understrøm af mere art cinema-agtige projekter, som ofte interesserer sig mere for den dickske tone, hvoraf A Scanner Darkly forbliver det mest interessante).

Og som alle betydningsfulde skikkelser der for alvor glider ind i kulturen, efterlader Dick sig en arv hvor der ikke længere er tale om referencer eller bevidst inspiration, men at dickske elementer er blevet optaget og indarbejdet i genrer og tradition. The Matrix (1999), der ikke var en Dick-filmatisering, fremstod med sine virkelighedsspil på mange måder som lige så meget en Dick-film som Total Recall (1990). (De opfølgende film i Matrix-trilogien gav dog indtryk at filmskaberne ikke selv fattede hvad det var for en guldåre de havde ramt). The Truman Show (1998) greb tilbage til noget der minder om den tidlige samfundssatiriske Dick i Time Out of Joint (1959), hvor blændværket er socialt/medieskabt i stedet for metafysisk. Inception (2010) videreførte traditionen fra The Matrix og tilføjede endnu flere virkelighedsniveauer og spidsfindigheder, og selv om filmen var en gennemført fornøjelse, lignede den også et slutpunkt. Denne type fortælling synes nu at være nået til samme blindgyde som tidsparadokshistorierne i science fiction-litteraturen: Der er intet vundet ved yderligere paradokser/niveauer/komplikationer. Det føjer ikke nyt til den grundlæggende usikkerhed og uvirkelighedsfølelse der udgør den egentlige fascination.

Her til august er der så premiere på en genindspilning af Total Recall. ('En genindspilning af Total Recall!' ville jeg have skrevet i min dagbog, hvis jeg stadig var 13 år. I dag ville jeg nok causere over det lidet udforskede psykologiske fænomen en 'hvoffor nu det!?'-oplevelse). Den oprindelige Total Recall havde fat i virkelighedslegen og niveauerne fra Dicks 60'er-novelle 'Vi husker det for dem engros' og bragte også Dicks go'e gamle Mars (ikonisk på linje med Burroughs og Bradburys) til det hvide lærred. Så var der selvfølgelig nogle logiske brist og en hollywoodsk prioritering af effekter over handling - filmen tilhørte jo ikke mindst en anden særlig genre med sine egne forventninger og konventioner, nemlig Schwarzenegger-filmen. Det er derfor ikke helt uinteressant at prøve at trække Arnold ud af ligningen og se hvad resultatet så bliver. Total Recall-2012 dropper også Mars og lader handlingen forblive på Jorden. Velsagtens er der tale om et remake af filmen fra 1990 snarere end om en ny filmatisering af Dicks novelle, men det må vi jo vente og se til filmen har premiere. Trailerne tyder på et mørkere billedsprog (selv om vægten stadig ligger på action, hvad der ikke er synderligt dicksk), og her er det man ser hvordan Dick-traditionen har fået sit eget liv eller er blevet til en tradition hvori Dick indgår som én ingrediens: Stemningen med det asiatiske element i såvel handling som filmsprog peger tilbage på både Blade Runner og The Matrix. Inspirationskilden er ikke længere Philip K. Dick, men værker inspireret og præget af Dick. Det dickske er med andre ord blevet løsrevet fra Dick, som det nødvendigvis må ske, hvis det skal forblive en kulturel faktor på længere sigt.

Hvis jeg havde en dagbog, ville jeg i dag have skrevet i den: Philip K. Dick lever!

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post127