Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Lit-hop! Må man rappe om middelalderlitteratur og naturvidenskab?

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Sat, January 28, 2012 16:07:09

Umiddelbart er der noget tåkrummende ved tanken om en rapper der forsøger at bruge rappen til genfortællinger af episk digtning og formidling af evolutionsteori. Man ser for sig en nørd uden nogen form for street credibility der slynger fremmedord ud fra scenen, og forestiller sig den lige store pinlige berørthed hos såvel autentiske hiphoppere som akademiske fagfolk. Man kommer da heller ikke uden om at f.eks. Geekpop-festivalen ofte byder på rig lejlighed til at mase tæerne ned i skosålerne.

Den canadiske rapper Baba Brinkman der vakte opsigt første gang i 2004 med sine underholdende rapfortolkninger af Chaucers Canterbury-fortællinger fra det fjortende århundrede, og som for tiden optræder i USA med sin Rap Guide to Evolution, er af samme grund et overraskende bekendtskab. Brinkman har også sine smuttere - jeg har det temmelig svært med hans nye, visuelt velproducerede video 'DNA', hvor mavedanserinder vrider sig til et smægtende omkvæd af 'We are made of DNA', og jep, jeg forstår godt den billedlige kobling med kvindekroppe der slanger sig som dobbeltspiraler, men det er netop her grænsen overskrides til det pinlige. Det er imidlertid en klar undtagelse for en kunstner der fremstår som en umulig, men forbløffende velfungerende krydsning mellem Eminem og Richard Dawkins. Brinkman er overbevisende fordi han fungerer musikalsk, og fordi han virker autentisk. Hans formidling af en naturvidenskabelig indfaldsvinkel virker båret af et oprigtigt engagement og til tider en oprigtig indignation. Hans sange og show virker ikke som konstruerede pædagogiske projekter, men som noget han føler oprigtigt for, fordi naturvidenskabelig tænkning ikke bare er 'fakta', men også handler om hvordan vi ser på samfundets indretning, religion, forholdet mellem kønnene og seksuelle og etniske minoriteter. Brinkman er en intellektuel rapper, men fremstår stadig som en 'rigtig' rapper med humor, retfærdig harme og en social dagsorden - og flowet i orden.

Det er illustrativt at se på de tilfælde hvor Baba Brinkman tager et kendt raphit og fortolker det ud fra sit eget budskab. Når den hvide Brinkman tager Dead Prez' black pride-nummer I'm a African på sit repertoire, ændrer han det politiske budskab fra panafrikanisme til panhumanisme ud fra den udviklingshistoriske kendsgerning at vi alle, uanset aktuel hudfarve, deler forfædre med rødder i det afrikanske kontinent. Musiknummeret og teksten til Brinkmans 'I'm a African' ligger her, men lyt først til indledningen fra en live-opførelse, Unity of Common Descent, hvor Brinkman redegør for sin brug af sangen, og også lige får gjort det klart for publikum hvorfor det ikke skal hedde 'I'm an African'.

I en noget friere fortolkning tager Brinkman Jay-Z's Off That og forvandler den til en festlig slagsang for rationalisme eller 'metodologisk naturalisme' (skrevet til ovennævnte Geekpop-festival).

Brinkmans kraftige udfald mod irrationalisme i denne sang giver igen indtrykket af et stærkt følelsesmæssigt engagement, og sætter fint og præcist fingeren på hykleriet i at ville nyde godt af teknologiens resultater uden at acceptere de procedurer der fører frem til resultaterne, om end han her overskrider grænsen til det anklagende og får lidt samme præg af ateistisk vækkelsesprædikant som Richard Dawkins. (Noget Brinkman vedkender sig, samtidig med at han lige lægger en lille afstand til Dawkins' form, i 'Performance, Feedback, Revision' (nedenfor): 'Yes, you know I'm tryin' to be the Hip-hop version of Richard Dawkins / Even though his attitude can sometimes be a little pompous / I think his powers of logic are frickin' awesome / Plus he's dealin' with the central problem of modern life / It's belief in reason versus passive belief in an afterlife').

Brinkman kan i disse prædikende øjeblik minde om science fiction-forfatteren Greg Egan (se Egan, Roberts og de to kulturer) der på samme måde er båret af den overbevisning at det er gennem rationalismen og teknologien man opnår social retfærdighed, ligestilling mellem kønnene osv., ikke gennem fortænkte ideologiske analyser der, skønt emancipatoriske i egen selvforståelse, ofte går det etablerede systems ærinde ved at 'melde sig ud' i en irrationel position. Brinkman gør det f.eks. i Creationist Cousins klart at han betragter socialkonstruktivisme og postmodernisme som blot en anden form for kreationisme, troen på en kulturbestemt forklaring på alle træk, hvilket han skildrer sin søster som karikeret repræsentant for: 'She says: Baba, the Western scientific method / Is just as subjective as every other cultural tradition / Except it’s just better at pretending to be objective / Because, like, all behaviour is socially constructed / And mostly, it just promotes injustice / And, like, gender roles have nothing to do with genitals', osv. Men i modsætning til Egan der af og til kan virke som en fjern iagttager i en ny form for elfenbenstårn, hvor man kan spekulere på om han nogen sinde har mødt de humanistiske fundamentalister han stiller op som modstandere, virker Brinkman igen autentisk. Vel er søsteren i ovennævnte eksempel en parodi, men parodierne er i de fleste tilfælde kærlige, og man får altid indtrykket af at de er parodier på mennesker og holdninger han rent faktisk har mødt.

Brinkman har i bogstavelig forstand haft fingrene i jorden: Han er vokset op i en træhytte i en afkrog af British Columbia som søn af Joyce Murray, en venstreorienteret politiker, og Dirk Brinkman, stifter af en bæredygtig virksomhed der har plantet en milliard træer (ikke mindst som sommerarbejde for studerende). I den eksplicit politiske Social Contract udtrykker Brinkman sin position klart - 'I’m all about change, but I’m not about the counter-culture' - og lægger afstand til sin hippiebaggrund med kærlig skarphed:

You think I haven’t gone through any hardships
‘Cause I was raised in communes instead of projects?
That’s why I’ve always had problems with the opposite sex
‘Cause I was taught never to treat women as objects
And never to treat anything simple as complex
And vice versa, but I can’t remember what I was taught next
See, that’s the problem with hippie kids
They stop listenin’ when you teach ‘em not to listen to hypocrites

Overbevisningen om værdien af den naturvidenskabelige forklaringsmodel og dens frigørende potentiale illustreres måske bedst af Brinkmans rap The Evolution of Gayness om et evigt kontroversielt emne: biologiske forklaringer på homoseksualitet. Der er ikke noget naturvidenskaben elsker som meget som et mysterium, siger Brinkman, og det er det der er det elementært fascinerende ved videnskaben: ikke kun svarene, men jagten på dem. Hvordan kan man udbrede og videreføre et genetisk træk der netop ikke fører til forplantning? Uanset hvad forklaringen er, går Brinkman imod den automatreaktion der per definition opfatter en genetisk forklaringsmodel som undertrykkende. Nej, siger Brinkman, det er derimod undertrykkende når folk påstår at homoseksualitet er 'unaturligt', samtidig med at man kan pege på at homoseksuel adfærd forekommer hos mere end fire hundrede dyrearter, og undertrykkende at skildre seksualorientering som et frivilligt valg så folk 'bare kan lade være'. Videnskab er alene et spørgsmål om at finde den mest overbevisende forklaring.

Senest har Baba Brinkman kastet sig over erhvervsøkonomi i The Rap Guide to Business.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post118