Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Damnatio memoriae - comic-book style

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, November 20, 2011 23:52:53

Nero var den værste kejser over Romerriget. Alle der sagde ham imod, blev myrdet. Nero kunne godt lide at spille på lyre, men han var frygteligt dårlig til det. Engang tog Nero til fest med alle sine venner. Det endte med, at festen blev ved i dagevis. Samtidig udbrød der brand i Rom. Byens borgere sendte en budbringer hen til festen for at sige til Nero at han skulle vende hjem til Rom. Nero ignorerede meddelelsen, og festen blev ved i flere dage endnu. Da han vendte tilbage til Rom, gav han de uskyldige kristne skylden, og tusinder af kristne blev dræbt. Nero var helt klart den værste af de romerske kejsere.

Ovenstående er skrevet af en 11-årig amerikansk dreng, der straks skal være tilgivet på grund af sin unge alder. Når jeg vælger at gengive det, er det fordi det så nydeligt opsummerer det populære billede af Nero der er fremherskende selv i dag. Den grusomme selvoptagede kejser der ukritisk plagede sine omgivelser med talentløse digte og musik. Pyromanen der satte ild på Rom og akkompagnerede synet af den brændende by med lyrespil (hvis det da ikke ligefrem var en violin, 1500 år før violinens opfindelse). Kristenforfølgeren. Modermorderen.

Der er ingen tvivl om at Nero i sin tid vitterlig gjorde sig skyldig i et utal af grusomheder. Men samtidig er han en af de verdenshistoriske skikkelser der har haft dårligst presse. Eftertidens billede af Nero er præget af to forhold. For det første damnatio memoriae, dvs. 'tilsvining af eftermælet'. Når der kom en ny kejser på tronen, skulle forgængeren ofte for alt i verden fremstilles som en despot, så man kunne glæde sig over den nye hersker som en frelser - et fænomen vi i nyere tid kender fra f.eks. omskrivningerne af historiebøgerne i Sovjet. Vores hovedkilder til Nero er Sveton, hvis kejserbiografier er særdeles underholdende læsning, men underholdende netop i kraft af at der er tale om ukritisk sladderbladsjournalistik, og den moraliserende historiker Tacitus, der ligesom moderne konservative samfundskritikere opfatter en kejser der giver kulturpolitik for meget plads i budgettet, som en hån mod de gamle romerske dyder. For det andet er vores billede af Nero i høj grad præget af to tusind års kristen tradition, hvor Nero som kristenforfølger får reserveret en særlig plads i helvede, hvis han da ikke ligefrem er Antikrist selv. (Det er værd at bemærke samtidens syn på den sag. Sveton, der ikke lægger fingrene imellem i sin tilsvining af Nero, opregner kristenforfølgelserne blandt de få gode ting kejseren trods alt gjorde, og mens Tacitus anfører at afstraffelsen af de kristne skete med unødvendig grusomhed, nærer han ingen tvivl om at der er tale om en farlig menneskefjendsk sekt - terrorister og ekstremister, ville det hedde nu om dage). Dette eftermæle skyldes nok især at Nero var den første af kristendommens fjender på statslederniveau. Det er ironisk hvordan en senere skikkelse som filosofkejseren Marcus Aurelius, der nærede en seriøs, intellektuelt begrundet modvilje mod kristendommen som han systematisk satte igennem med magt, nærmest har fået ry af pseudokristen humanist ligesom en anden stoiker, Neros samtidige Seneca.

Virkelighedens Nero var efter alt at dømme en mere sammensat og derfor mere interessant skikkelse. (Miriam Griffins Nero: The End of a Dynasty, 1985, er nok stadig standardværket blandt de moderne biografier. Michael Grants Nero fra 1989 er populært læseværdig. På dansk har vi Rudi Thomsens lødige, men lidt gammeldags lille bog Kejser Nero, 1998, og Peter Ørsteds også med international målestok fremragende Nero, Kejser i Rom fra 2004). Den psykologiske profil af et menneske der levede for flere tusind år siden, og som vi primært kender gennem hans fjenders fremstilling, må nødvendigvis blive noget uklar. Men de kendsgerninger vi har, peger på et svagt, snarere end ondt, menneske der fik alt for meget magt og ansvar i en alt for ung alder (Nero blev udråbt til kejser som 17-årig i 54 e.Kr.). Et følsomt, kunstnerisk begavet ungt menneske (intet tyder på at Nero var talentløs som kunstner eller væddeløbskører) hvis ulykke bestod i at han tilfældigvis var verdens herre og dermed aldrig kunne møde den modstand og kritik der kunne udvikle hans personlighed og talenter. Neros biografi skriger på en nærmest vulgærfreudiansk fortolkning: Den unge kejser er marionet for sin mors, Agrippinas, ambition og magtbegær. Efter at hun er borte, med stor sandsynlighed myrdet på Neros ordre, mister den nu almægtige unge kejser alle hæmninger og med tiden al selvkritik og virkelighedsfornemmelse. Han fører sig frem som et menneske der blot ønsker at nogen ville sætte en grænse for ham, og bliver mere og mere ekstrem da det ikke sker, indtil han uundgåeligt selv bliver myrdet ved en omvæltning i 68.

Søren Kierkegaard bruger i Enten - Eller (i "Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse") Nero som eksempel på den rent æstetiske personlighed der søger at dulme sin fortvivlelse gennem blind hedonisme, og fremsætter en bemærkning som (uanset om Kierkegaards fremstiling af Nero som ansvarlig for Roms brand er uhistorisk set med moderne øjne) fanger essensen af hvorfor Nero forbliver fængslende og interessant: 'dog vil jeg aldrig tilraade noget Menneske i strengeste Forstand at tiltroe sig selv Styrke nok til ikke at blive en Nero.' Nero er et mørkt spejl. Man skal være et yderst sindsroligt gemyt for ikke at gyse ved tanken om sig selv i Neros position. Som altid er den mest skræmmende tanke ikke om man kunne ende som offeret, men om man kunne ende som bøddelen.

Gør den dybe kløft af tid der skiller os fra kejseren, det vanskeligt at nå frem til de historiske sandheder om Nero, er Nero-skikkelsen til gengæld oplagt for kunstnerisk fortolkning. Desværre er de kunstneriske fremstilinger selv i dag gennemsyret af arven fra de to kritiske traditioner, damnatio memoriae og antikristen. Det kendteste og nærmest prototypiske fremstilling af Nero er den polske nobelpristager Henryk Sienkiewicz' Quo Vadis (1895, da. 1899) med Nero i klar skurkerolle og den tidlige kristendom i helterollen, et billede der er blev bestyrket af den kendteste filmatisering, Mervyn LeRoys Hollywood-storfilm fra 1951, med Peter Ustinov i hovedrollen som en talentløs, fej og komisk Nero. Hubert Monteilhets volumiøse Neropolis (fransk 1984, da. 1986) er i udpræget grad en bevidst opdatering af Quo Vadis - en opdatering i form og i historiske detaljer, men ikke i indfaldsvinkel eller grundholdning til Nero-skikkelsen og kristendommen.

Det er faktisk vanskeligt at komme på et kunstnerisk betydningsfuldt værk der tegner et anderledes portræt eller leverer en anderledes analyse af kejser Nero. (Umiddelbart husker jeg f.eks. David Wisharts roman Nero fra 1996 som en fin skildring, men det er ikke litteratur i Sienkiewicz' eller Monteilhets klasse). Så meget desto mere har det været en positiv overraskelse at stifte bekendtskab med den belgiske tegneserie Murena, skrevet af Jean Dufaux og tegnet af Philippe Delaby. Ottende bind af serien er her i efteråret kommet på dansk, og fortællingen er dermed nået frem til Roms brand i 64.

Seriens forsøg på at undvige klassiske klicheer springer i øjnene allerede på de første sider hvor kejser Claudius i tegninger og ord fremstilles som en kynisk og desillusioneret mand uden fysisk charme, men langt fra Sveton-stereotypernes lallende tåbe. Nero selv fremstår nærmest som en smuk mand med et brændende blik, et grundlæggende usympatisk, men langt fra dæmonisk menneske.

Michael Green, en Oxford-professor som jeg ikke har kunnet finde andre oplysninger om, skriver i et lille forord til bind 4, De som skal dø ..., at 'Dufaux og Delaby respekterer virkeligheden. De har haft intelligens til at se bort fra de fejlagtige overleveringer, som fremstiller [Nero] som en udsvævende gøgler med en harpe i hånden, der bringer Imperiet til fald. Han var en af antikkens mest afholdte kejsere.' Som vel alle andre opfatter Green - og Dufaux og Delaby - moderen, Agrippinas, død som vendepunktet i Neros liv, et vendepunkt der ironisk nok trækker kejseren i to retninger: Han tager for første gang personligt ansvar for sin embedsførelse, samtidig med at han påbegynder en rejse ind i vanviddet. Dette psykologiske spændingsforhold kendetegner seriens portræt af Nero med fortælleteknisk kontrapunkt i den, så vidt jeg ved, fiktive titelfigur Murena - og naturligvis et væld af andre skæbner.

Men begrænsningerne ved snævert definerede genrer er svære at undslippe. Den historiske roman om romertiden - sværd & sandal-fortællinger, om man vil - er tynget af en præcedens der får klicheerne til at ligge snublende nær. Ligesom western er sværd & sandal-genren defineret ved fortællingens tidspunkt og lokalitet og, mere problematisk, ved fortællingens inventar. En western uden heste, cowboys, seksløbere, indianere, saloons, dueller og konflikter er ikke en western, men noget andet ... f.eks. 'bare' en historisk roman om nybyggertiden. Helt så inventardefineret er romertidsfortællingen trods alt ikke, men der er et klart litterært forventningspres om at der skal optræde gladiatorer og slaver, sexorgier og smukke/snu kvindfolk, grusomhed, togaklædte senatorer og rænkespil, kristne og korsfæstelser, osv. Selv en avanceret serie som Murena læner sig faretruende op ad en række standardelementer der 'bare skal være der', ikke blot i fortællingen, men i billedsiden og dens æstetik, der i sidste ende er farvet (eller bleget) af vores drøm om antikkens rene hvide marmorstatuer. Men statuerne var i sin tid malet i pangfarver, og gaderne lugtede af lort, og de færreste fiktioner formår i selve æstetikken at fremmane antikkens radikale fremmedhed. Hvis man landede der, ville det vel føles som at vågne op i et ukendt land i den tredje verden og træde ind i en fremmed seksuel subkultur på en gang. Det eneste værk jeg kan komme i tanke om, der giver denne fornemmelse, er Fellinis film Satyricon (1969). Men mens vi venter på et værk der transcenderer genren, kan vi glæde os over Murena i kraft af portrætteringen der i én forstand er alt andet end tegneserieagtig.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post116