Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles?

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, October 26, 2011 10:42:30

Her er en gåde: Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles? Det har noget med science fiction at gøre. Sådan da.

Her til morgen gjorde én af mine facebook-venner, ingen ringere end Science Fiction Cirklens for'mand', Lea Thume, opmærksom på en science fiction-sang fra de gode gamle dage, nemlig Sheb Wooleys smukke klassiker 'The Purple People Eater':

'The Purple People Eater' er fra 1958 og nåede nr. 1 på hitlisterne da den kom frem. Sangens trækker på to kulturelle fænomener fra 1950'erne, invasion fra rummet-film og rock'n'roll, med historien om den sære 'one-eyed, one-horned, flying, purple people eater' der kommer til Jorden, ikke for at spise mennesker, men på grund af den gode musik ('that's not the reason that I came to land / I wanna get a job in a rock 'n roll band').

Det fik mig til at søge efter Lily Brobergs danske version, 'Lille lilla lemmedasker' fra 1960. Desværre ligger hverken sangen eller den danske tekst - af Preben Kaas - på nettet. Man bemærker i øvrigt at Kaas har valgt den udbredte fortolkning at det er skabningen der er lilla. Den engelske tekst er ellers dobbelttydig på det punkt, men rumvæsnet besvarer dog spørgsmålet 'What's your line?' med 'eatin' purple people and it sure is fine', så skabningen er åbenbart ikke (nødvendigvis) lilla selv, men har bare hang til at fortære lilla personer. (Strengt taget burde titlen så skrives 'The Purple-People Eater', men også i 1958 var der nok for sprogpedanterne at tage fat i).

Jeg fandt altså ikke Lily Broberg i min søgning, men til gengæld lærte jeg noget nyt: Gabriel Dalar inspillede i 1958 en fransk version, 'Croque-crâne-creux'. Der ligger ingen videoer med sangen på nettet, men man kan downloade en mp3-fil bl.a. her på MediaFire.

I den franske sang er monstret hverken lilla eller ynder af lilla mennesker, men kan lide at gnaske tomme hjerneskaller. Den mest morsomme og lidt overraskende oplysning er at den franske tekst er skrevet af ingen ringere end Boris Vian. De fleste danskere kender nok Vian for visen 'Desertøren' (med dansk tekst af Thøger Olesen), men Vian er også en af Frankrigs betydningsfulde forfattere i det 20. århundrede. Blandt hans vidunderlige, surrealistiske romaner er især L'Écume des jours (1947, da. Dagenes skum, 1966) læseværdig - som Kafka på svampe!

Ud over den åbenlyse inspiration fra surrealismen og fra samtidens franske eksistentialister, såsom Sartre, er der tydelige paralleller til Philip K. Dicks science fiction-romaner (skrevet et lille årti senere end Vians romaner), og Dicks forholdsvis store anerkendelse i Frankrig i sin levetid (før han blev mødt med tilsvarende 'seriøs' interesse i den engelsksprogede verden) skyldes utvivlsomt også at han i den forstand kan forholdes til en fransk-europæisk tradition. Det kan forklares med fælles inspirationskilder for Dick og Vian - Vian elskede amerikansk 'triviallitteratur', især hårdkogte detektivromaner, men også science fiction, og Vian oversatte bl.a. A.E. van Vogt til fransk. Van Vogt var et af Dicks tidlige forbilleder, fra hvem han overtog pulp-idealet om et hæsblæsende tempo i handlingen og en idérigdom der virker som et bombardement på læseren.

'Croque-crâne-creux' er en yderst kuriøs lille tilføjelse til historien om forholdet mellem Vian og science fiction - og da i øvrigt også en pudsig lille udflugt til rock'n'roll for Vian der som viseskriver og musiker mest forbindes med jazzen.


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post112