Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Encyclopedia of Science Fiction - online

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Mon, October 10, 2011 23:32:13
En betaversion af The Encyclopedia of Science Fiction er online fra i dag:

SFE: Science Fiction Encyclopedia

Den trykte udgave af The Encyclopedia of Science Fiction udkom første gang i 1979, redigeret af Peter Nicholls med assistance fra John Clute og Brian Stableford. Det er med god grund en af de mest slidte bøger i min reol. Ikke alene var værket uhyre omfattende og meget pålideligt, det rummede også originale bidrag til den litteraturkritiske behandling af genren, såsom Nicholls' begreb 'conceptual breakthrough'. Den reviderede og udvidede udgave mange år senere, i 1993, denne gang redigeret af Nicholls og Clute i fællesskab, bekræftede værkets status som den bedste opslagsbog om science fiction nogensinde. CD-ROM udgaven fra 1995 vandt ganske stor popularitet.

Der er ikke udsigt til nye udgaver af værket i bogform. Til gengæld har en onlineudgave været lovet lige siden 2005. I og med at betaversionen først er blevet tilgængelig fra i dag, skal jeg ikke for alvor opkaste mig til dommer over den, men nogle få kontrolopslag viser artikler om nyere forfatterskaber af samme standard som artiklerne i de trykte udgaver, hvorimod f.eks. opslaget om Danmark tydeligvis (endnu?) ikke er blevet opdateret i forhold til 1993-udgaven.

John Clute redigerede sammen med John Grant i 1997 The Encyclopedia of Fantasy som en parallel til sf-leksikonnet, og denne bog var ligeledes karakteriseret ved at introducere en hel del ny kritisk terminologi. Jeg har ikke kendskab til nogen planer om at udgive en revideret udgave af The Encyclopedia of Fantasy, hverken på tryk eller i andre former.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post111