Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Science fiction er godt - bare ikke som litteratur?

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, July 29, 2011 12:26:00

Normalt reagerer jeg med en overbærende skuldertrækning på overfladiske og fordomsfulde omtaler af science fiction i medierne (ligesom jeg heller ikke rigtig kan hidse mig op over outsider-betegnelsen 'sci-fi'). Der er andre former for uvidenhed og fordomsfuldhed i verden som er vigtigere og mere værdige at spilde sin galde på.

Som jeg sagde for nylig i et interview i Novum, kan kritikken og irritationen med lige så stor ret vendes den anden vej - mod science fiction-kulturen i sine mere indspiste former. Jeg forstår ikke folk der kun læser science fiction. Ud over den indlysende værdi af at læse andre ting kommer man også til at værdsætte science fiction mere på den måde, for uden et sammenligningsgrundlag ville genrens egenart jo ikke træde frem. Folk skal naturligvis have lov til kun at læse science fiction, men man kan ikke tillade sig at være fortørnet over at resten af verden ikke påskønner genren, hvis man samtidig selv blindt fravælger en masse ting. Man kan se det på to måder. Man kan sige: Hvem er mest kræsen – den der ikke spiser tomater, eller den der kun spiser tomater? I det perspektiv er en inkarneret science fiction-fan naturligvis den mest snæversynede. Men man kan også sige at det er let at tilgive amatører og ungdommelige entusiaster en irritation over at andre ikke forstår eller deler deres begejstring, hvorimod det er meget mere problematisk at f.eks. en professionel anmelder, der ellers repræsenterer viden og bredt udsyn, demonstrerer en usaglig fordom. De professionelle er 'de store' der derfor netop burde være hævet over den slags.

Så selvfølgelig kan jeg ikke sige mig fri for også at føle en irritation engang imellem. Som nu f.eks. over dagens indlæg på videnskab.dk: Science fiction giver forskerne vilde ideer.

Det er egentlig ikke fordi der står noget særligt provokerende eller forkert i indlægget som sådan - det er snarere lidt banalt agurketidsagtigt fyldstof. Man kan heller ikke bebrejde et videnskabsnyhedssite (som jeg generelt følger med fornøjelse) at vinklingen er forholdet mellem science fiction og videnskab. Det irriterende er den underforståede antagelse om at science fictions videnskabelige indhold er genrens eneste og egentlige kvalitet. Med andre ord: Science fiction er alligevel godt - men altså ikke som litteratur betragtet. Det er altid problematisk når man giver sig til at forsvare ting på en måde der samtidig underkender deres iboende værdi. Lidt ligesom når studievejledningerne i min ungdom fortalte folk at det skam ikke var nogen dårlig idé at læse et humanistisk fag, for det gav dem generalistkvalifikationer! Læs du endelig italiensk, for så lærer du samtidig alle mulige andre ting som du kan få et job på! (Din specifikke faglighed har altså ikke nogen videre praktisk nytte eller værdi i sig selv - interessant 'forsvar').

Underoverskriften er temmelig eksplicit: 'Science fiction er måske mest kendt som en underlødig genre i litteraturen. Men erfaringerne viser, at forskere og sci-fi-forfattere inspirerer hinanden.' Jeg tror nu egentlig mest at science fiction er 'kendt' som en underlødig genre i de visuelle medier, og at det er den påtrængende tilstedeværelse af mindre subtile former for science fiction på film og tv der afholder de mere litterært sindede fra at stifte nærmere bekendtskab med science fiction i bogform, men lad nu det hvile. Det interessante er stadig 'forsvaret': Science fiction har alligevel noget at byde på, for det forudsiger opdagelser og opfindelser og inspirerer forskerne!

Således trækkes Jules Vernes månerejse (i 2011!) straks af stald som en gammel cirkushest, før man noget mere samtidsrelevant går videre til William Gibsons roman Neuromancer (1984) der 'er kendt for at have beskrevet, hvordan internettet ville virke og menes at have inspireret nogle af dem, der arbejdede med udviklingen af World Wide Web i begyndelsen af 1990’erne.'

Hvad kan sige om Neuromancer - som litterært værk?

Neuromancer trak stilistisk set på såvel noir-genrens 'tough guy'-diktion som den form for sansebeskrivelser i intense glimt man kan finde hos eksempelvis Lawrence Durrell. Denne skrivestil har fortilfælde i science fiction tilbage til Alfred Bester og mere udpræget Samuel R. Delany, men fik hos William Gibson det subtile træk at metaforikken afspejlede højteknologien i den skildrede verden.

Neuromancer - og science fiction-undergenren cyberpunk generelt - repræsenterede genrehistorisk en (yderligere) konsolidering af den 'hårde' (naturvidenskabelige) og 'bløde' (psykologiske, samfundsorienterede) science fiction.

Neuromancer (og cyberpunk) repræsenterede postmodernismens indtog i science fiction: et verdenssyn uden absolutter eller en 'stor fortælling' (såsom en gudsgiven verdensorden eller historiske determinisme); referencer på tværs af traditionelle skel mellem finkultur og populærkultur; samt fragmentering af individet, i cyberpunkverdenen opblødningen af grænserne mellem et fysisk og et 'virtuelt' jeg. Alt sammen træk ved romanen der fik det efterfølgende årtis litteraturvidenskabsfolk til at svinge sig op til ord om udgrænsning af en skelsætten mellem natur og kultur, teknologien som konstituerende faktor i et nyt subjektivitetsbegreb og meget mere af samme skuffe.

Neuromancer flyttede handlingsmæssigt fokus fra forskeren og den videnskabelige opdagelsesproces til effekten af de teknologiske nyskabelser på hverdagsplan, fra en klinisk til en beskidt fremtid hvor 'gaden finder sin egen anvendelse for teknologi', som et af forfatterkredsens slagord lød.

Og så JA - Neuromancer etablerede begrebet cyberspace som betegnelse for de nye virtuelle rum, der var ved at vokse frem, og foregreb i den forstand internettets udbredelse. Og JA - i lighed med dengang Arthur C. Clarkes visioner om udforskningen af rummet var inspirationskilde og drivkraft for en generation der kom til at beskæftige sig med rumfart i virkelighedens verden (og kunne vi dog ikke have fået nævnt Onkel Arthur i stedet for Jules Fucking Verne?), blev Gibson inspirationskilde for den første generation for hvem computere blev både hobby, livsstil og erhverv. Det var om ikke en selvopfyldende profeti, så dog noget der forstærkede en igangværende udvikling. For selvfølgelig hører det også med til science fiction-genrens værdi at den forholder sig til og behandler den teknologiske udvikling og det naturvidenskabelige verdensbillede, men der er oftere tale om en mentalitetsmæssig 'forberedelse' på fremtiden, og snarere end at science fiction 'giver forskerne vilde ideer', er der tale om en meget mere subtil vekselvirkning, som Niels Dalgaard da også forsøger at trænge igennem med i sine udtalelser til artiklen.

For at undgå misforståelser: Jeg mener ikke man i en populær netartikel om science fiction og videnskab i stedet burde have omtalt Neuromancers stilistiske særtræk eller mentalitets- og genrehistoriske betydning, og naturligvis slet ikke i den stil jeg gør det i her. Min opremsning er ment som en illustration af hvad man litterært set kan sige om romanen. Det der provokerer mig, er stadig den slet skjulte antagelse om at et science fiction-værk alene kan besidde værdi i kraft af sit videnskabelige indhold og forhold til den teknologiske udvikling. Jeg vil nu vente i spænding på at videnskab.dk bringer en tilsvarende artikel om kriminallitteraturen: 'Krimi er nok mest kendt som en underlødig litterær genre, der kan give folk lidt spænding i deres indholdsløse liv. Men erfaringerne viser, at krimier i flere tilfælde faktisk har inspireret politifolk i deres efterforskningsarbejde.'

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post108