Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Tid og sprog og landskaber: 1960'er-fortællinger af David I. Masson

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Tue, June 28, 2011 14:55:33

Af og til i science fictions historie optræder forfattere hvis betydning og anerkendelse beror på nogle få noveller. Ted Chiang er et indlysende moderne eksempel. David I. Masson (1915-2007) skrev i løbet af tresserne en række særdeles kritikerroste noveller i Michael Moorcocks magasin New Worlds. Disse blev i 1968 samlet i bogen The Caltraps of Time. Sigende nok udvalgte Brian Aldiss og Harry Harrison i 1976 novellesamlingen til genoptryk i New English Librarys 'Science Fiction Master Series' - et vidnesbyrd om Massons status blandt professionelle i genren på det tidspunkt.

Læst i dag fremstår samlingen nu ikke som noget mesterværk, selv om der er et par stærke noveller der virkelig holder. I den svage ende ligger de tre historier 'Lost Ground', 'The Transfinite Choice' og 'Psychosmosis'.

'Lost Ground' bygger på to ideer. Den første er den surrealistiske forestilling om psykovejr, således at vejrudsigten ikke lover overskyet og nedbør, men måske let depression og ængstelse. Det er en original idé og et godt billede, men det bliver ikke udnyttet dramatisk. Den anden idé, som hurtigt overtager fortællingen, er langt mindre original: zoner af tidsforskydninger, så man ved et uheld kan vandre ind i et forkert århundrede. De to ideer bliver ikke integreret. Hvis der er en sammenhæng mellem dem, er det i hvert fald på et så subtilt niveau at det er gået hen over hovedet på mig.

'The Transfinite Choice' har grundlæggende en sjov pointe: et forsøg på at løse overbefolkningsproblemer ved at forflytte indbyggere til andre kontinua slår fejl, for disse parallelverdener er lige så overbefolkede og sender lige så mange mennesker den anden vej. Novellen indledes, overraskende for en 1960'er-novelle, med et greb fra langt tidligere science fiction: hovedpersonen flyttes frem i tiden for at fungere som iagttagende figur i fremtiden. Handlingselementet introducerer dog noget fiktik subatomar fysik der får videre betydning i historien, og der er også en afsluttende krølle. Mest mindeværdig i den ikke specielt velskrevne historie er dog den lille, dybt urealistiske, men fine detalje med personen der slår ud med armene, 'en ekstravagant gestus i så tætbefolket en verden'!

'Psychosmosis' er en fantasyagtig fortælling om en verden hvor man forsvinder hvis man nævner navnet på en afdød. Pointen er tydeligvis at eksponere et eksisterende tabu, og meget mere er der ikke at sige om det.

På niveauet over finder vi 'The Mouth of Hell' og 'Not so Certain'. 'The Mouth of Hell' er en beskrivelse af udforskningen af en nærmest uendeligt dyb kløft. Som moderne læser undrer man sig lidt over springet fra udforskning med bjergbestigerudstyr til senere bemandede fartøjer - hvad med at sende en robot eller sonde ned? Men det gør mindre. Fortællingen er fattig på drama, men rig på billeder, og det er som sådan den fæstner sig i erindringen.

'Not so Certain' er hård science fiction med den hårde science fictions svagheder - masser af technobabble, ikke megen fortælling. Det interessante er at det videnskabelige indhold består i fonologi, og det er en af de mest kyndige behandlinger af lingvistik der er set i science fiction. I modsætning til megen science fiction der postulerer alien-sprog der er ubegribeligt fremmedartede, er pointen her at der er tale om et sprog der ligger tæt nok på menneskelige sprog til at muliggøre kommunikation. Men netop den tilsyneladende lighed rummer faren for misforståelser, på samme måde som når vi 'tror' vi hører en sproglyd fra vores eget modersmål på et fremmedsprog. Der er fine detaljer som når en kompliceret udredning om alien-sproget følges af en (korrekt) kommentar om at der findes det der er langt værre, på jordisk sprog, eller følgende hib til konventioner i science fiction: 'By the way, if you can't use a phonetic schwa-symbol when you're writing the language, why not write an ordinary e, instead of that ambiguous apostrophe, or the hyphen?' (Og dette før C.J. Cherryhs tid!). Men stadig: for megen teknisk forklaring, for lidt drama!

I toppen ligger 'A Two-Timer' og Massons kendteste og mest genoptrykte historie, 'Traveller's Rest'. Kvalitativt er de to historier pudsidt nok spejlede: 'A Two-Timer' er dybt uoriginal, men læseværdig på grund af udførelsen, hvorimod det er indholdet og ikke udførelsen der hæver 'Traveller's Rest'.

'A Two-Timer' er en uhyre traditionel tidsrejsehistorie om en mand fra 1683 der finder en tidsmaskine og bliver transporteret frem til 1964. Her fungerer han så som naiv iagttager af det 20. århundredes verden, igen et særdeles traditionsrigt litterært greb. Det der gør den forholdsvis lange historie til en stor fornøjelse, er at den er udfærdiget i en vellykket imitation af det 17. århundredes engelske sprog og litteratur. Teksten oser af ren og skær fortælleglæde. En yderligere fornøjelse ved at læse novellen i dag, er den 'Verfremdung' der ikke alene opstår ved afstanden i tid mellem 1683 og 1964, men sine steder også mellem 1964 og 2011. Vores Two-Timer bemærker hvordan både spisesteder, biografer og det offentlig rum er fyldt med røgen fra cigaretter (som han tror, hedder 'Sick-Rates, because in the end they Corrupt the Lungs of many'), og undrer sig over fraværet af hjemløse og tiggere. Hmm.

'Traveller's Rest' skildrer ligesom Arthur C. Clarkes klassiske 'Wall of Darkness' (1949, da. "Muren i mørket" 1978) et endeligt, lukket univers. Beboerne er ikke klar over deres verdens struktur, og fører derfor ved 'grænsen' en krig mod en ukendt fjende, dem selv. En soldat afløses på sin post og får lov til at rejse hjem. Rejsen foretages så gennem zoner med stadige forandringer i landskabsforhold og sprog - at tiden også ændrer sig undervejs, forstår vi først, da soldaten efter at være vendt hjem, have stiftet familie og gjort karriere, bliver genindkaldt og indfinder sig på slagmarken, hvor der kun er gået få minutter. 'Traveller's Rest' er eksempel på noget af det ypperste inden for science fiction: dér hvor 'verdensbyggeriet' fungerer og er interessant i sig selv, samtidig med at det også bliver brugt til og siger noget andet, i dette tilfælde noget om krig og samfund, front/bagland (Masson var soldat i 2. verdenskrig), og menneskers skæbne. Desværre hæver novellen sig ikke sprogligt og fortællemæssigt i samme grad som den markerer sig på indhold og tema.

The Caltraps of Time blev genudgivet igen i 2003, tilføjet tre noveller fra antologier i 1970'erne. 2003-udgaven indeholder dermed samtlige science fiction-noveller Masson nogen sinde skrev.


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post105