Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Tro ikke på tyngdeloven! - netbaseret samtidskunst

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sun, October 21, 2012 12:01:38

Den flittige kunstnerduo Anders Bojen & Kristoffer Ørum, der blandt andet stod bag Radiant Copenhagen (2009), som jeg havde den fornøjelse at deltage i, lancerer fredag den 26. oktober et nyt internetbaseret kunstprojekt: Disbelieving Gravity.

Bojen og Ørum har her lavet et læringsprogram der sår tvivl om tyngdekraftens teori gennem pseudovidenskabelige tests. Det er kunstnernes mål at få brugerne til at lære et nyt sprog der med vilje udfordrer det de tidligere har lært. Værket udnytter nettets kommunikative potentialer og demonstrerer hvordan det vi tror, er sandt, kan betvivles og gentænkes.

Disbelieving Gravity vil fra fredag kunne findes på sin egen hjemmeside og på Museet for Samtidskunsts nye udstillingswebsite til netkunst, Net.Specific, som en del af sitets første udstilling, Communication Paths / Kommunikationsstier, sammen med værker af Eva & Franco Mattes, JODI, Jens Wunderling & Philipp Bosch og Michelle Teran.

I forbindelse med lanceringen afholdes der på Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde, den 26. oktober 2012 kl. 15-19 et symposium om netkunst med foredrag og performances hvor Klaus Mulbjerg kl. 16.40 vil introducere Disbelieving Gravity.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post156

Nørd & Søn. (Advarsel: Dette indlæg rummer stærk sentimentalitet! Men der er også noget om fisk).

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Tue, October 16, 2012 10:02:25

Der er ting der kan røre en nørdfars hjerte. Som når man kommer ned om morgenen på efterårsferiens første dag og husets niårige søn har opstillet det fylogenetiske træ ud over hele stuegulvet med Schleich-dyr (hvilket afføder en diskussion om skildpaddernes afstamning hvor det viser sig at sønnikes vilkårlige placering af skildpadderne sammen med krokodillerne er i overensstemmelse med de nyeste teorier). Som når han tror at michelinmanden er en madanmelder (logisk nok for et barn der foreslår flækkede, gratinerede hummere når han får lov at komme med ønsker til aftensmaden). Som når man hører ham forsøge at spille Queens 'We Will Rock You' på blokfløjte. Som når man får overrakt en tegning af Jupiter med kongekrone, for 'den er jo planeternes konge', eller en anden med en brændende tiger, som viser sig at være en illustration af William Blakes 'The Tyger', et digt der i øvrigt kan afsynges højlydt på toilettet om morgenen på melodi af 'Tornerose var et vakkerbarn'. Tiger, tiger, burning bright, burning bright, burning bright / in the forests of the night, OOOOF THE NIGHT!

Store nørd og lille nørd er godt i gang med at holde efterårsferiefridage sammen, mens erhvervslivet gør krav på husets frue. Vi har allerede nået meget. Vi har løbet motionstur sammen i kold regn. Vi har lavet karrysalat med mango curry og gnocchi og æbler fra haven. Vi har set Modig i biografen. Vi har sørget for at være hjemme når rengøringsmanden kommer (hvilket jo altid ellers foregår i skoletiden, så gensynsglæden var stor og gensidig). Vi har oset i en legetøjsbutik, hvor jeg kom til at ødelægge noget fordi jeg ikke kunne lade være med at pille. Hver dag læser jeg højt af Sværdets søstre som er et stort hit hos den lille jiu-jitsu-udøver (som ellers er dybt uinteresseret i skønlitteratur, men der må jo også være ét område hvor han ikke minder om sine forældre).

Men først og fremmest har vi aflagt Danmarks Akvarium et afskedsbesøg inden det lukker om 15 dage. Eftersom det har ligget på samme sted i Charlottenlund siden 1939, er der tale om nostalgi for generationer af københavnere. Vi glæder os til at Den Blå Planet åbner til næste år. Selvfølgelig. Plancherne med hvordan det bliver på Amager, var allerede ved sidste besøg en lige så populær del af udstillingen hos den unge mand som 'Rør ved havdyr' og akvariet med dragefisken. Men det var sjovt at besøge Charlottenlund en sidste gang. Der var tv-optagelse til Ramasjang med 'Danmarks modigste børn' som var ude at svømme en tur i piratfiskenes bassin. Piratfiskene klyngede sig forskræmt sammen i den anden ende. Og der var ekstraordinære rundvisninger 'bag kulisserne' hvor publikum ellers ikke har fået lov at komme i Akvariets lange historie. Vi lærte hvordan man altid lige skal kigge under døren inden man træder ind til krokodillen, da den holder så meget af at ligge på tremmerne lige indenfor.

Vi fik taget afsked med det hele, murænerne og den elektriske ål og den præserverede blå fisk. Vi stod længe og ventede på at vinkekrabben skulle stikke hoved og klo op og vinke farvel. Den kom ikke frem og vinkede. Det gør den bare aldrig.

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post155

Min nobelpriskandidat

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Wed, October 10, 2012 22:49:40

Georges Simenons navn blev i hans levetid noget overraskende nævnt i forbindelse med Nobelprisen i litteratur. Måske begyndte det med Simenons egen ungdommelige profeti om at han ville have modtaget Nobelprisen som 45-årig. Jeg har svært ved at forestille mig at nogen nogensinde for alvor har betragtet ham som mulig kandidat. Han havde for meget imod sig. Dels skrev han især hvad vi i dag inspireret af amerikansk sprogbrug kalder 'genrelitteratur' (hvilket man før da ofte bredt kaldte 'triviallitteratur'): detektivromaner. (Tænk på hvordan kritikere så sent som omkring 1970 udtrykte den holdning at det var talentspild når den danske realismes store håb, Simenon-beundreren Anders Bodelsen, skrev krimier). Dels skrev han meget af det. Simenons enorme produktivitet har formodentlig på forhånd udelukket ham som prismodtager. Det kunne jo ellers have været en banebrydende markering: En forfatter der bliver hyldet for sine ypperste præstationer uden smålig skelen til om han også har skrevet hyldemeter af bras, for hvad han har tilført sin genre, frem for hvilken genre der er tale om, og for andre kriterier end sprogbehandlingen. Sådan skulle det ikke gå. Til gengæld gik det vist hen og blev lidt af et Cato-agtigt mantra for Georges Simenons tilhængere: I øvrigt mener jeg at Simenon burde tildeles Nobelprisen!

Jeg erindrer at være stødt på denne erklæring allerede som barn og også dengang have spurgt mig selv: Hvis der er en krimiforfatter der fortjener Nobelprisen i litteratur, er der så også en science fiction-forfatter der gør det? Spørgsmålet bør dog snarere formuleres: Er der nogen af de forfattere der fortjener Nobelprisen, der (tilfældigvis) arbejder inden for science fiction-genren?

Det tætteste vi kommer på en science fiction-forfatter der har nogen som helst chance for nogensinde at modtage en nobelpris, er vel Thomas Pynchon. Af genreforfattere i mere snæver forstand er det mest realistiske bud nok Ursula K. Le Guin. 'Mest realistiske' betyder dog næppe at man skal gøre sig nogen forhåbninger på den ældre dames vegne.

Og jeg er desværre helt sikker på at det aldrig sker for den kandidat jeg ville nominere: Brian W. Aldiss. Det er blevet sagt om Aldiss at han lige fra sin fremkomst på science fiction-scenen i slutningen af 1950'erne var sin egen nye bølge. Den egentlige 'new wave' der dominerede et lille årti senere, var måske nok modernismens forsinkede indtog i science fiction-genren, sådan at forstå at mange af den nye bølges litterære eksperimenter kun var banebrydende inden for genren, da den tilsvarende revolution var sket en menneskealder tidligere i litteraturen generelt. På den måde kan man selvfølgelig også affærdigende sige at Brian Aldiss 'bare' skrev en science fiction-roman i Thomas Hardy-stil med Greybeard (1964), i Alain Robbe-Grillet-stil med Report on Probability A (1967), i James Joyce-stil med Barefoot in the Head (1969), osv. osv. igennem et halvt hundrede bøger. Men dels vidner spændvidden i sig selv om et vist stilistisk mesterskab, dels vidner det om den mulige spændvidde inden for rammerne af science fiction. Aldiss har simpelt hen gjort feltet større. Det har mange gjort ved at trække i en bestemt retning. Aldiss har gjort det ved at trække i et utal af retninger.

Dels er Aldiss unik ved at være dybt forankret og integreret i science fiction-genren og lige så dybt forankret og integreret i moderne britisk realistisk litteratur. Denne anden side af Aldiss kender vi kun på dansk fra den lille roman Ruiner (1988). Der er vel at mærke tale om et samlet projekt, et sammenhængende forfatterskab, snarere end to adskilte tråde, og dette er netop præstationen når han samtidig opleves som en 'rigtig' science fiction-forfatter og en 'rigtig' samtidsrealist. Ligesom science fiction-delen stilistisk og metodisk trækker på den øvrige litteratur, overfører Aldiss også teknikker og ideer fra science fiction til sit realistiske forfatterskab. Den litterære berigelse går således begge veje.

Navnet på årets nobelpristager i litteratur bliver offentliggjort i morgen, torsdag d. 11. oktober 2012 kl. 13.00. Og jeg tør vædde næsten hvad som helst på at det ikke bliver Brian W. Aldiss. Men så kan de jo give den til Haruki Murakami - om ikke andet så for at vi slipper for mere mediediskussion om ham som mulig kandidat. Den polemik en tildeling af prisen til Murakami ville medføre, ville vel være så forudsigelig at man bare kunne ignorere den.

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post154

Darwin og Dracula - litteratur og biologi

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Tue, October 02, 2012 16:22:38

Når forskning præsenteres i medierne, sker det ofte med en (nødvendig) forsimpling hvor fronterne bliver trukket (nogle gange unødvendigt) skarpt op: Dette er noget helt nyt som ingen har tænkt på før, og forgængerne på feltet tog fuldstændig fejl! Og selv om akademisk diskussion ofte kan være stærkt polemisk over for faglige modstandere, er det reglen snarere end undtagelsen at man selv tager forbehold og i hvert fald nuancerer og perspektiverer. Igennem de senere år har litteraturforskeren Mathias Clasen været ude i medierne med et evolutionært perspektiv på gysergenren - fra en DR2-udsendelse med Lone Frank over flere indlæg på videnskab.dk til denne måneds nummer af DSB's Ud & Se hvor Mathias udtaler sig om fascinationen ved horror sammen med blandt andre Søren Henrik 'Skræk og Rædsel' Jacobsen. Flere af disse indlæg har haft en vinkling af typen 'Nu har vi fundet forklaringen på horrorgenrens popularitet!', 'Ud med Freud - ind med Darwin!' og 'Nu bliver et hidtil fritsvævende humanistisk område videnskabeliggjort' (gennem naturvidenskabelig metodologi). Jeg har nu haft fornøjelsen af at læse Mathias Clasens ph.d.-afhandling Monsters and Horror Stories: A Biocultural Approach - og jeg iler med at understrege at formuleringen her ikke er en høflig kliché. Afhandlingen er nemlig usædvanligt velskrevet og dermed vitterlig en fornøjelse at læse, naturligvis uden at den går på kompromis med det akademiske teksts konventioner. Ikke overraskende er forskeren Mathias Clasen også mere nuanceret i sine synspunkter end popularisatoren af samme navn som vi møder i medierne (og den journalistiske fremstilling af hans pointer). Skarpest er han i sin afvisning af ortodoks freudianisme i litteraturanalysen, men heraf følger naturligvis ikke nogen skråsikker påstand om at have fundet den eneste og fulde forklaring med det nye paradigme. Afhandlingens undertitel, en 'biokulturel tilgang', frem for den 'litteraturdarwinisme' der tales om andre steder, understreger at der ikke er tale om den form for naturvidenskabelig reduktionisme man straks bliver skudt i skoene hvis man vover snuden frem og påstår at eksempelvis biologiske forklaringsmodeller kan have relevans for humanistiske fag.

Afhandlingen har ud over den grundlæggende introduktion til tilgangen form af otte artikler. Tre artikler har teoretisk karakter, hvoraf de to omhandler det biokulturelle studium af horrorgenren generelt og det tredje går i detaljer med et specifikt horrorelement, nemlig zombier. En fjerde artikel undersøger hvorledes et darwinistisk/evolutionært perspektiv har sat sig spor i litteraturen/kulturen, med udgangspunkt i R. Scott Bakkers Neuropath. De næste tre artikler gør brug af den biokulturelle tilgang til analyse af specifikke værker, nemlig to af genrens klassikere, Stokers Dracula og Richard Mathesons I am Legend (Jeg er den sidste), samt et nyere værk, Dan Simmons' Song of Kali (Kalis sang). Ikke mindst Matheson-analysen demonstrerer hvad der ligger i den biokulturelle tilgang: Den biologisk-inspirerede del af analysen forklarer zombien som arketype (for nu frækt at låne en term fra fjenden), den kulturelle del ser værket i sin geografiske og historiske kontekst (USA, Den Kolde Krig), og den biokulturelle teori knytter forbindelse mellem de to. Den afsluttende artikel gør status over feltet.

Jeg har som udgangspunkt stor sympati for bestræbelser på eksakte videnskabsidealer (f.eks. falsificérbare udsagn) også inden for humaniora og for anvendeligheden af naturvidenskabelige indsigter og metodologi i humanistisk forskning (og vice versa). Forudsætningen er naturligvis at indsigterne og metoderne er i orden set ud fra deres grundfagområder. Sagt på en anden måde: Hvis nogen præsenterer en 'naturvidenskabeliggørelse' af et humanistisk forskningsområde, er det første spørgsmål man skal stille sig, om den valgte metode er god naturvidenskab. Hvis man præsenterer en formalisering (for nu at nævne en videnskabelig metodologi jeg selv er stærkt tilhænger af), er den allerførste forudsætning at selve formalismen er i orden, så en matematiker ikke tager sig til hovedet når han ser den. Hvis det er tilfældet, kan man så gå videre til den væsentligste diskussion - erkendelsesværdien af applikationen af formaliseringen på det givne område. Ligeledes fordrer eksempelvis Noam Chomskys klassiske programerklæring om at lingvistikken skal være 'en gren af kognitiv psykologi', at kognitive psykologer vil finde lingvisternes metodologi acceptabel, osv. osv. Egentlig er det det samme (tvær)videnskabsideal der ligger bag Clasens opgør med freudiansk litteraturfortolkning. Hvordan kan man basere litteraturforskning på en psykologisk model - ortodoks klassisk freudianisme - som inden for den moderne videnskabelige psykologi er langt fra enerådende og på nogle punkter betragtes som decideret forældet? Som nævnt er det i opgøret med den freudianske litteraturanalyse at Mathias Clasen formulerer sig mest polemisk i afhandlingen, men hvis de eksempler han anfører, på nogen som helst måde er repræsentative, er den skarpe tone alt andet end uberettiget. Omvendt kan man selvfølgelig ikke se fuldstændig bort fra teorier der (som en slags semiotiske zombier) har fået deres eget liv i den kulturelle bevidsthed. Ligesom Clasen kan påvise den evolutionære tænknings spor i litteraturen og kunsten mere bredt, er der et utal af værker der helt bevidst er forankret i psykoanalytisk tænkning eller ubevidst farvet af det, og den freudianske analyses udbredelse helt ned på skoleplan har uundgåeligt skabt en forståelsesramme hvor dette har klangbund hos læserne. Det forsvinder ikke selv om man forkaster den klassiske freudianisme som psykologisk model og generelt litterært analyseværktøj, ligesom et maleri med religiøse motiver stadig rummer religiøse motiver, også når kunstkritikeren er ateist og gennemsnitsbeskueren ikke har sin bibelshistorie præsent.

Clasens (og hans inspirationskilders) evolutionære litteraturforskning er naturligvis underlagt samme faglige krav: Hvis man skal indføre evolutionspsykologiske forklaringer på litterære fænomener, skal det være god evolutionspsykologi, og i sidste ende handler diskussionen naturligvis om anvendelsesområdet for biologiske-evolutionære forklaringsmodeller. Det er jo værd at huske at ligesom humanister diskuterer de naturvidenskabelige metoders relevans for deres fagområder, er der også stærk uenighed blandt eksempelvis biologer om i hvilken omfang metoderne lader sig overføre. Som en stor skygge over afhandlingens teoretiske udgangspunkt svæver biologen E.O. Wilsons vision om en enhedsvidenskab, sådan som han har udtrykt den i bl.a. Consilience (1998). Wilson er ikke hvem som helst: Han er verdens førende ekspert i myrer og andre sociale insekter (det var Wilson der i 1950'erne opdagede at myrerne kommunikerede ved hjælp af feromoner), og Wilson er grundlægger af sociobiologien som videnskabsgren. Sociobiologien og beslægtede fagområder forbliver omdiskuterede den dag i dag, og det interessante er for mig ikke automatreaktionen i kredse hvor selve ideen om naturvidenskabelige forklaringer på menneskelig adfærd og kultur er helligbrøde, men derimod den fagbiologisk funderede diskussion om hvorvidt metoderne lader sig overføre. Det samme gælder generelt evolutionære forklaringer. Man kan sagtens principielt mene at tingene har evolutionære forklaringer, men forklaringerne forbliver gæt hvis der ikke er empirisk materiale (f.eks. træk ved fossiler) til at teste forklaringerne - det som Stephen Jay Gould i sin ivrige kritik af sociobiologiens opkomst kaldte 'just-so stories'.

Det er store spørgsmål, men det er ingen tvivl om at Clasens biologiske tilgang til horror i nogle tilfælde skærer igennem og præsenterer helt indlysende påstande, som kan virke frygteligt (!) banale, men som netop derfor har deres berettigelse som modspil til en amokløben og indforstået kritisk diskurs. Monsteret i Alien er helt grundlæggende ikke uhyggeligt fordi det symboliserer den oral-sadistiske mor, men fordi det bærer alle rovdyrets og andre naturlige fares træk. Hvis der ikke var andet i det, ville det naturligvis være reduktionisme i en forsimplende/forfladigende forstand, men pointen med det biokulturelle er jo netop at udpege det generelt-biologiske over for det specifikke-kulturelle og undersøge hvordan niveauerne spiller sammen. Afhandlingen præsenterer, såvel som refererer og lægger videre op til, forskning der har klar iboende værdi. Det gælder således tværkulturelle empiriske studier af hvordan folk reagerer på elementer i gyserfilm (hvis new yorkere, aboriginals og kinesere reagerer identisk, har vi nok fat i noget der ikke er kulturspecifikt), eller applikationen af teorien om the uncanny valley.

Horror er en indlysende genre at gøre til genstand for den biologiske indfaldsvinkel. Nogle genrer er mere primitive end andre - hvilket ikke skal forstås som en nedvurdering, men således at de lader sig karakterisere ved nogle basale responsmønstre. Helt elementært tjener pornografien den funktion at gøre læseren seksuelt ophidset, og komedien at få folk til at le. Gyseren (et godt dansk navn fra længe før man sagde 'nederen' og 'grineren'!) er i denne sammenhæng en interessant genre, fordi den som udgangspunkt også lader sig karakterisere ved et stimulus-responsmønster, men hvad er pointen i at opsøge frygt, som i modsætning til sex og latter ikke er noget grundlæggende positivt? Sært nok har horrorforskningen åbenbart ikke før Clasen fyldt særlig meget i litteraturdarwinismen, som snarere har beskæftiget sig med f.eks. Jane Austens romaner anskuet i en adfærdsbiologisk ramme som dramaer om parringsvalg.

Dette sidste leder mig frem til min største skepsis ved afhandlingen og det biokulturelle paradigme generelt. Det er ikke indlysende for mig at der er en nødvendig sammenhæng mellem på den ene side evolutionsbiologiske forklaringer på fortællinger/litteratur generelt såvel som på specifikke genrer, og på den anden side en metode til specifik værkanalyse. Jeg er naturligvis ikke den eneste der har fremført denne kritik, og Clasen opregner den og imødegår i et indledende afsnit om den kritiske modtagelse af evolutionære litteraturstudier. Mathias Clasens fremfører at en ordentlig teori må vise sit værd ved både at tjene som generel forklaringsmodel og bidrage med nyt i konkrete analyse-cases. Det er naturligvis en glimrende holdning, også fordi den præsenterer eksempler som man så kan vurdere resultatet ud fra. Og i den biokulturelle tankegang (som den præsenteres i afhandlingen frem for mediernes 'ud med det gamle, ind med darwinismen') ligger jo netop heller ikke at den evolutionære forklaring skal ganske erstatte alle kulturelle forklaringsmodeller.

Men jeg er stadig ikke hundrede procent overbevist om at det kun er et spørgsmål om niveauer af 'samme' teori. I hvert fald synes jeg det er problematisk at der ikke i de konkrete værkanalyser gøres mere ud af det særegne ved de tilfælde - her Neuropath og Song of Kali - hvor der fra forfatterens side opereres helt bevidst med darwinistisk tankegang. Dette må en analyse naturligvis forholde sig til, ligesom man ved læsningen af en overlagt eksistentialistisk roman med fordel kan inddrage eksistentialistisk filosofi. Det er faktisk samme pointe jeg fremførte vedrørende freudianismen ovenfor: Der er værker hvor man er nødt til at forholde sig til Freud fordi de indskriver sig i en freudiansk tradition, eller fordi de handler om psykoanalysen, uden at man behøver være freudiansk litteraturanalytiker af den grund. Ligeledes ville de være mærkeligt at skrive om Neuropath uden at forholde sig til den neurobiologiske forklaringsmodel, men det bliver man ikke litteraturdarwinist eller biokulturel teoretiker af. Omvendt kan dette forhold naturligvis ikke anføres som et argument imod teorien.

Jeg vil i hvert fald se meget frem til de fremtidige forskningsretninger som afhandlingen udstikker.

Se også: Tog Darwin fejl? , EVO LIT: Evolutionen i litteraturen

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post153

Foredrag: Xenolingvistik - det ultimative fremmedsprog

BegivenhederPosted by Stig W. Jørgensen Sun, September 23, 2012 12:57:56

På lørdag d. 29. september kl. 16 holder jeg et populærvidenskabeligt foredrag i Valby Kulturhus, 3. sal. Der er gratis adgang.

Foredraget indgår som programpunkt på den lille science fiction-festival Dancon, der strækker sig over både lørdag og søndag, og hvor man blandt andet også kan høre om steampunk, ny dansk science fiction-novellistik, betydningsfulde kvindelige science fiction-forfattere og Philip K. Dick-filmatiseringer, alt sammen helt gratis.
Se Dancon 2012

Jeg er blevet inviteret til at holde et science fiction-relateret foredrag ud fra et sprogfagligt udgangspunkt, og det er så blevet til nedenstående. Kom forbi, og få en forklaring på illustrationerne nedenfor.

Xenolingvistik - det ultimative fremmedsprog

Hvis der er intelligent liv derude i universet, vil disse væseners indbyrdes kommunikation så nødvendigvis have form af sprog som vi kender det? Behøver sproglig kommunikation at foregå ved hjælp af lyd, eller kan man forestille sig sprog der benytter sig af lys eller dufte? Vil fremmede sprog være opbygget efter samme principper som jordiske menneskesprog? Ville vi kunne lære at kommunikere på eller blot forstå udenjordiske sprog, eller vil det være en umulighed, måske fordi sprogene afspejler en helt anderledes måde at tænke på?

Foredraget tager udgangspunkt i videnskabelige og filosofiske teorier om sprog og ser på den baggrund på hvordan disse spørgsmål er blevet besvaret i science fiction-litteraturen, med vægt på betydningsfulde romaner med 'xenolingvistiske' temaer som Ian Watsons The Embedding (da. Sprogmestrene) fra 1973, Suzette Haden Elgins Native Tongue fra 1984 og China Miévilles Embassytown fra sidste år.

Stig W. Jørgensen har skrevet om science fiction igennem mange år. Et udvalg af hans artikler om genren er samlet i bogen Det virtuelle cocktailparty (2010). Han har også en sprogvidenskabelig fortid og er ph.d. i datalingvistik på en afhandling om det sprogfilosofiske begreb 'reference'.

Foredraget vil blive fulgt op med en artikel om samme emneområde i Himmelskibet.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post152

Dichtung & Wahrheit? - da computerens far korreksede hofdigteren

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Sun, September 16, 2012 20:04:22

Da den britiske hofdigter Alfred Lord Tennyson (1809-1892), ham med The Charge of the Light Brigade, i 1842 udgav digtet The Vision of Sin, modtog han angiveligt et brev fra matematikeren Charles Babbage (1792-1871), opfinderen af regnemaskinen the difference engine og den programmerbare analytical engine, der aldrig blev bygget i Babbages levetid, men principielt var verdens første computer.

I brevet anfægter Babbage Tennysons verselinjer

Every moment dies a man,
Every moment one is born.

og skriver: 'If this were true, the population of the world would be at a standstill. In truth, the rate of birth is slightly in excess of that of death. I would suggest that the next edition of your poem should read:

Every moment dies a man,
Every moment 1 1/16 is born.

Strictly speaking, the actual figure is so long I cannot get it into a line, but I believe the figure 1 1/16 will be sufficiently accurate for poetry.'

Det er i hvert fald hvad man kan læse mange steder. Philip & Emily Morrisons Charles Babbage and his Calculating Engines: Selected Writings by Charles Babbage and Others (1961) citerer dog en noget anden version:

'I need hardly point out to you that this calculation would tend to keep the sum total of the world's population in a state of perpetual equipoise whereas it is a well-known fact that the said sum total is constantly on the increase. I would therefore take the liberty of suggesting that in the next edition of your excellent poem the erroneous calculation to which I refer should be corrected as follows:

Every moment dies a man
And one and a sixteenth is born.

I may add that the exact figures are 1.167, but something must, of course, be conceded to the laws of metre.'

Hvis brevet overhovedet er ægte, lyder den sidste version mest autentisk; den anden lyder som en popularisering hvor man undgår svære ord som 'equipoise' (ligevægt) osv. Det er der sådan set ikke noget galt i. Mere problematisk er det at omskrivningen i højere grad får Babbage til at fremstå som en fagidiot der slet ikke fatter hvad digtning går ud på: Uden 'I need hardly point out' får det klang af nedladende belæring, ligesom den underfundige slutbemærkning om at bøje sig for metrikkens love bliver erstattet af noget der i langt højere grad kan læses som lettere afstumpet og uforstående. Hvis brevet er autentisk, er der vist bred enighed om at det er spøgefuldt ment fra Babbages side, og man sporer også en selvironi hos matematikeren der selv må smile lidt over at han ikke kan undgå at bemærke 'regnefejlen' i digtet. Kedeligt hvis populariseringen bare er udtryk for (moderne) fordomme om datanørder og ordflippere.

Derimod var der vist ingen tvivl om at videnskabsjournalisten Simon Singh var ude på sjov da han med tydelig inspiration i Babbage-Tennyson-korrespondancen gik i rette med Katie Meluas popsang Nine Millions Bycycles og påtalte at linjerne

We are 12 billion light-years from
the edge,
That's a guess,
No one can ever say it's true,
But I know that I will always be
with you.

afslørede en rystede mangel på forståelse for moderne videnskab og rettelig burde lyde:

We are 13.7 billion light-years from
the edge of the observable universe,
That's a good estimate
with well-defined error bars,
Scientists say it's true, but
acknowledge that it may be refined,
And with the available information, I predict that I will always be
with you

Singhs 'rettelse' er selvfølgelig alvorlig sjov - et påskud for at fremføre en pointe om at videnskabelige resultater, selv om de er behæftet med usikkerhed og åbne for revision, ikke er 'gæt'. Dr. Michael Gross fra Oxford har dog forsvaret Katie Mehlua og ment at 'No one can ever say it's true' blot er et udtryk for forståelse for Poppers falsifikationsprincip.

Måtte der altid være lige meget plads til, og lige meget forståelse for, såvel videnskaben som poesien. Og gerne også plads til lidt humor og selvironi begge steder.

Se Simon Singh: Katie Melua's bad science, 2005

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post151

Palmer & Gaiman - det ultima(lterna)tive celebrity couple

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, September 14, 2012 17:40:52

Glem alt om David & Victoria Beckham, Angelina Jolie & Brad Pitt. I Ekkorummets verden er der naturligvis kun ét celebrity couple der for alvor er værd at interessere sig for: punk-cabaret, ex-Dresden Dolls-sangerinden Amanda Palmer og tegneserieskaberen og fantasyforfatteren Neil Gaiman. Ud over at være kreative, interessante personer er parret også eksempler på kunstnere der formår at udnytte de moderne mediers muligheder. Dette gælder også den måde de håndterer deres status som (alternativt) celebrity couple. De blev 'gift' to gange, første gang ved et iscenesat flash mob-bryllup som Palmer arrangerede som fødselsdagsoverraskelse til Gaiman i december 2010, og anden gang ved en juridisk bindende vielse i januar 2011. For tiden kan man på twitter følge Neil's Twittér Wife, en virtuel personlighed hvis identitet varetages af en ny person hver uge, skabt af Palmer så ægtemanden har en 'hustru' til at underholde sig mens den virkelige hustru er på turné. Løjer som disse giver indtryk af et par der har det oprigtigt sjovt med hinanden og deres fans og formår selv at holde fast i roret og navigere i den medieberømmelse der nu engang er et grundvilkår for deres virke. At det samtidig er folk der kan tage til skarpt genmæle mod angreb osv. bliver det ikke mindre sympatisk og underholdende af.

I denne uge er Amanda Palmer og hendes nye band The Grand Theft Orchestra aktuel med Theatre is Evil, et projekt der ud over albummet også omfatter bl.a. en kunstbog. I lighed med bestsellerforfattere der i stigende grad vælger at frigøre sig fra forlagene og selv stå for produktion og salg af deres bøger, har Palmer valgt udgive albummet selv, finansieret gennem crowdsourcing (som i en artikel i Information forleden blev til 'crowdsurfing' - men det er jo heller ikke fremmed for den verden). Det forretningsmæssigt og mediesociologisk interessante ved udgivelsen må naturligvis ikke skygge for at selve albummet bestemt er et bekendtskab værd med sange der spænder vidt fra den burleske cabaretstil over det mere råt rockede til en ganske storladen lyd.

Helt så spændende nyt er der ikke p.t. fra ægtefællen, selv om inkarnerede Neil Gaiman-fans og samlere vel glæder sig til at deluxe-udgaverne af Stardust udkommer i slutningen af oktober.

Se også Queen of Nerds, King of Dreams - om det kunstneriske samspil mellem Gaiman og Tori Amos

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post150

Skriv det selv i stjernerne!

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Tue, September 11, 2012 14:34:35

'Det står skrevet i stjernerne,' siger man. Jeg troede jeg var kreativ da jeg engang sendte nogen en hilsen ved at skrive budskabet med braille-skrift hvor de enkelte punkter var stjerner som gemte sig på en stjerneklar nattehimmel. Men nu har astronomerne rettet kikkerten mod fjerne galakser og fundet mit navn indskrevet med galakseskrift - mindre kan nemlig ikke gøre det:

Lidt snyd er det nu. Galakserne står ikke i denne formation i universet, men de er ikke mindre autentiske af den grund. Skriv selv dit eget budskab med rigtige galakser ved hjælp af My Galaxies (fra projektet Galaxy Zoo hvor almindelige mennesker kan hjælpe astronomerne med at klassificere galakser).

PS: Hvis man er skuffet over at ens navn ikke står sådan rigtig ude i universet, kan man jo altid lede efter det i pi, som vi muntrede os med til pi-dag for et par år siden.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post149
« PreviousNext »