Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Musik til arbejdet

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Thu, August 30, 2012 15:35:56

Så er der musik til arbejdet igen. Alanis Morissette ligger lige i udkanten af min ectofile smag, men hendes nye, havoc and bright lights, som jeg har lyttet til de sidste par dage, har en fin, lidt mystisk lyd liggende som understrøm til det rockede, bl.a. på 'Numb', som her er i en knap så mystisk, men til gengæld dynamisk live-udgave:

Cat Powers længe ventede album Sun udkommer 4. september og kan i disse dage høres på NPR First Listen. Og ellers er der en lille smagsprøve her:

Apropos længe ventet kunne jeg nu rigtig godt tænke mig en opfølger til Glassers debut Ring fra 2010, men det er der vist desværre ingen forlydender om. I disse dage må vi nøjes med et kuriosum - man får lejlighed til at høre Glasser/Cameron Mesirow bruge stemmen på en ganske anden måde, når hun her synger med på et 80'er-Spandau Ballet-agtigt nummer med Oxford-bandet Chad Valley:

Chad Valley - Fall 4 U

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post143

Huxley-drama og horrorfilmmusik på Det Kongelige

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Sun, August 19, 2012 21:26:29

Så er det den tid på året hvor teatersæsonen snart begynder og man bladrer i kataloger, virtuelt eller på papir, for at se hvilke forestillinger man allerede nu gerne vil redde sig billetter til. I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på en forestilling på Det Kongelige Teater til vinter (premiere 12. februar), som af flere grunde kunne have interesse også for dem, der måske ellers ikke går så tit til opera.

Aldous 'Fagre nye verden' Huxley skrev i 1952 en historisk roman, The Devils of Loudon, bygget over en autentisk sag om angivelig dæmoniske besættelse og hekseprocesser i 1600-tallets Frankrig. Romanen danner forlæg for John Whitings skuespil The Devils fra 1960 og for Ken Russells kontroversielle film af samme navn med bl.a. Vanessa Redgrave fra 1971.

I 1969 skrev den polske komponist Krzysztof Penderecki operaen Die Teufel von Loudun (altså med tysk libretto) på grundlag af Whitings skuespil. Pendereckis musik er kendt af mange uden at de nødvendigvis er bekendt med hans navn: Hans orkesterværk Polymorphia samt dele af en cellokoncert og såmænd Die Teufel von Loudun blev brugt i Friedkins Eksorcisten fra 1973, og Kubricks Ondskabens hotel fra 1980 bruger også dele af Polymorphia og en række andre Penderecki-kompositioner. Derudover er Pendereckis musik blandt andet blevet brugt af David Lynch i Wild at Heart (1990) og Martin Scorsese i Shutter Island (2010).

Det er denne opera der under titlen Djævlene fra Loudon kan ses i Operaen i København til februar. Mogens Wenzel Andreasen (der ud over at skrive om klassisk musik jo også er Stephen Kings danske hovedoversætter) skriver i Politikens Operafører: 'Ved premieren i Hamburg i 1969 blev Penderecki af nogle anmeldere beskyldt for med Djævlene fra Loudon at spekulere i "voldspornografi". Sandt er det, at næppe nogen anden opera i den grad svælger i realistiske torturscener, i blod, smerte, vildskab, hysteri og seksuelle frustrationer.' Hvis det ikke er anbefaling nok, skriver Mathew Boyden i den fremragende Opera: The Rough Guide: 'Penderecki's opera ... is no mere pot-boiler. The composer's libretto is meticulously constructed, breaking the action down to thirty short scenes which proceed from one to the next almost cinematically. ... Die Teufel ... requires its protagonists to exert every vocal resource to match the emotional pitch of the orchestra. It is a huge orchesta, including four saxes, electric bass guitar, piano, organ, harmonium and tape. ... Perhaps he wrote the work in order to test his [Christian] belief; or perhaps he wrote it simply because he knew it would make a profound and serious opera.'

Og for dem der ikke bliver lokket i teatret alene ved udsigten til 'blod, smerte, vildskab, hysteri og seksuelle frustrationer', kan man på sangsiden glæde sig til blandt andre Tina Kiberg, Michael Kristensen, Randi Stene og Sten Byriel i rollerne.

Se også: Science fiction og opera

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post141

Running Up That Olympian Mount?

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Thu, August 09, 2012 08:33:47
Jeg har det generelt fint med OL i London. Danmark klarer sig overvældende, og ham dér der hedder Bolt, levede virkelig op til sit navn. Hvis jeg endelig skal se sport i tv, sætter jeg stor pris på idrætsgrene der er overstået på under 10 sekunder.

Så var der selvfølgelig det med åbningsceremonien hvor jeg blev snydt for både får og Duran Duran. På den baggrund ved jeg ikke hvor stor lid jeg sætter til dette rygte fra New Musical Express:

Kate Bush to play Olympic closing ceremony?

Lige nu kan man vist ikke engang få bekræftet om 2012-remixet af 'Running Up That Hill' er fup eller fakta. Men alle kneb gælder vel for at få os til at sidde klinet til skærmen.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post136

Musik til arbejdet

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Tue, July 24, 2012 13:40:40

De sidste par dage har jeg lyttet til Purity Rings netop udkomne, roste debutalbum Shrines mens jeg svedte over computeren. Og der er bestemt nogle numre med den misterioso synthpoplyd, jeg holder af. Her er lidt Gollumagtig stemning.

Men der er nu også mange steder hvor albummet glider over i noget R&B-agtigt. Så hellere svenske Niki & the Doves Instinct der holder stilen hele vejen igennem.

Heldigvis er der jo andet at glæde sig over. Bat for Lashes' tredje album, The Haunted Man, udkommer til oktober, og med singlen/videoen 'Laura', der har premiere i dag, lover det godt.

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post130

Mens vi venter på Ildenglen ...

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Wed, July 18, 2012 12:03:47

Jeg har her i foråret oversat en vidunderlig fantasyroman, Daughter of Smoke and Bone af Laini Taylor, som er første del af en trilogi der på dansk har fået titlen Ønskekræmmerens datter. Det første bind, som jeg vender tilbage til når det om kort tid udkommer, har vi på dansk valgt at kalde Ildenglen.

Først nu er jeg blevet opmærksom på at Ildenglen også er titlen - eller rettere en af de danske titler - på Prokofjevs opera Огненный ангел, der på fransk hedder L'Ange de feu (skønt skrevet i Rusland i 1919, blev operaen ikke førsteopført før i Paris i 1954) og på dansk enten Den brændende engel, Ildenglen eller en sjælden gang Englen med flammesværdet.

Ildenglen, altså Prokofjevs, er fortællingen om den unge Renata, der har haft visioner om en skytsengel, Madiel, som hun identificerer med sin elskede fyrst Heinrich, der i virkeligheden snarere er lidt af en sjuft. Da en anden mand forsøger at forsvare hendes ære og bliver dødeligt såret, går Renata i kloster for at angre og finde frelse. I stedet bringer hun sine visioner af ånder og dæmoner med sig ind i klostret og bliver dømt som heks af inkvisitionen.

Ildenglen udforsker konflikten mellem det åndelige i form af englen og det kødelige i form af Heinrich, og det står ikke klart om visionerne skal opfattes som overnaturlige hændelser eller blot hallucinationer. Operaen kom aldrig til opførelse i Prokofjevs levetid, men han genbrugte musikken i sin 3. symfoni fra 1928, hvor de 'nervøse' strygere er et levn af spændingsforholdet mellem det åndelige og kødelige i den oprindelige komposition.

Det siges at Ildenglen blev betragtet som for dekadent til opførelse i Sovjetunionen, men da vi her i Ekkorummet holder meget af dekadence, er her den hjemsøgte Galina Gortjakova på Mariinskij-teatret i 1993.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post128

Jesca Hoop - i god, men mere strømlinet form

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Sat, July 07, 2012 14:42:51

Dig this record / Dig it now / Dig it like you never dug one before cuz its so far out, synger Jesca Hoop på sit nye album, The House That Jack Built. Og selv om det pågældende nummer, 'Dig this record', er ganske syret med sin kunstigt drævende sang, skærebrænderlyd & futtog, er problemet med det nye album grundlæggende at det ikke er far out nok. Mange steder lyder hun på godt og ondt som så mange andre indie-bands. Ligesom Off-Broadway i sin tid gik hen og blev en lige så etableret kategori som Broadway, findes der i dag en klar indie-mainstream med sine egne konventioner og forventelige lyd. Her skiller The House That Jack Built sig ikke tilstrækkeligt ud, og det er skuffende oven på Hoops hidtidige originalitet.

Jesca Hoops musik fremstår ellers som en af de senere års største gaver til det ectofile folk. Debuten Kismet (2007) var en sjov pose blandede bolsjer og blev i 2009 fulgt op af den fremragende Hunting My Dress, et af de mest oversete album nogen sinde. (Et af de få steder hvor der blev lagt mærke til det herhjemme, var pudsigt nok her i Universitetsavisen). Hunting My Dress var vidtfavnende, skæv og spændende i en grad der (næsten) tåler sammenligning med Kate Bushs gale genistreg The Dreaming for en menneskealder siden (1982). Hoop bygger på en traditionel singer-songwriter-tradition, hvor den personlige erfaring skildres hudløst i sangene, men forener det med et større drama og mystik, også i arrangementerne, med en intensitet der kan minde om den unge Tori Amos' (og ligesom den tidlige Amos' fungerer Hoops sange lige godt i et enkelt scenearrangement med sparsom instrumentering og i de raffinerede gennemproducerede studieversioner). Hertil kommer hos Jesca Hoop en burlesk legesyghed, der er fuldstændig særegen, med finurlige, ordspillende tekster og originale harmonier. Det er flerstemmigt i mere end én forstand. Musikken er teatralsk i betydningen scenisk og dramatisk med skuespilagtige virkemidler. Hunting My Dress spænder fra drama og shamanistisk mystik i 'The Kingdom' over stilfærdig og rørende visesang i 'Angel Mom' og skæg og ballade i 'Four Dreams' til en slags techno-traditional i 'Tulip' (ikke ulig Sorten Mulds og Valravns 'folktronica' herhjemme). Den mangfoldige stil videreføres på EP'en Snowglobe i 2011.

The House That Jack Built har slet ikke samme karakter af overflødighedshorn. Den er velsagtens mere helstøbt, i betydningen mere ensartet. Lyden er som nævnt mere i retning af hvad man normalt forventer af indie, mere skrammelrock-agtig og også mere amerikansk i udtrykket med diskrete elementer af country og folk. Der følger på go' gammeldags manér et teksthæfte med cd'en, hvilket man godt kunne have ønsket sig til de foregående album, for harmonierne, de mange lydlag og Hoops ikke altid lige mundrette fraseringer kan gøre det svært at opfatte de ordrige og overraskende tekster. Singer-songerwriter-stilen videreføres i titelnummeret, der ud over det engelske børnevers hentyder til Jesca Hoops afdøde far, Jack Dennis Hoop, som albummet er tilegnet. Omkvædet 'It's not enough / to know you through them' rammer ret præcist hvad det handler om. Det er oprigtigt rørende, men andre steder, som i 'D.N.R.', formår det personlige ikke at blive gribende. I 'Hospital' er der blink i øjet og en spøgefuldhed i arrangementet, som ellers er noget af det albummet savner. Og selv om de øvrige sange vinder ved gentagne gennemlytninger, forbliver helhedsindtrykket for ensformigt. Singlen/indledningsnummeret 'Born To' er naturligvis albummets umiddelbare ørehænger, og måske netop derfor det nummer der ikke udvikler sig, mens de andre vokser, men man kommer ikke udenom at lige det nummer rummer meget af det drama og stor lyd der kendetegnede de foregående album. Og videoen fanger også den rette Jesca Hoop-magi.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post126

Lit-hop! Må man rappe om middelalderlitteratur og naturvidenskab?

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Sat, January 28, 2012 16:07:09

Umiddelbart er der noget tåkrummende ved tanken om en rapper der forsøger at bruge rappen til genfortællinger af episk digtning og formidling af evolutionsteori. Man ser for sig en nørd uden nogen form for street credibility der slynger fremmedord ud fra scenen, og forestiller sig den lige store pinlige berørthed hos såvel autentiske hiphoppere som akademiske fagfolk. Man kommer da heller ikke uden om at f.eks. Geekpop-festivalen ofte byder på rig lejlighed til at mase tæerne ned i skosålerne.

Den canadiske rapper Baba Brinkman der vakte opsigt første gang i 2004 med sine underholdende rapfortolkninger af Chaucers Canterbury-fortællinger fra det fjortende århundrede, og som for tiden optræder i USA med sin Rap Guide to Evolution, er af samme grund et overraskende bekendtskab. Brinkman har også sine smuttere - jeg har det temmelig svært med hans nye, visuelt velproducerede video 'DNA', hvor mavedanserinder vrider sig til et smægtende omkvæd af 'We are made of DNA', og jep, jeg forstår godt den billedlige kobling med kvindekroppe der slanger sig som dobbeltspiraler, men det er netop her grænsen overskrides til det pinlige. Det er imidlertid en klar undtagelse for en kunstner der fremstår som en umulig, men forbløffende velfungerende krydsning mellem Eminem og Richard Dawkins. Brinkman er overbevisende fordi han fungerer musikalsk, og fordi han virker autentisk. Hans formidling af en naturvidenskabelig indfaldsvinkel virker båret af et oprigtigt engagement og til tider en oprigtig indignation. Hans sange og show virker ikke som konstruerede pædagogiske projekter, men som noget han føler oprigtigt for, fordi naturvidenskabelig tænkning ikke bare er 'fakta', men også handler om hvordan vi ser på samfundets indretning, religion, forholdet mellem kønnene og seksuelle og etniske minoriteter. Brinkman er en intellektuel rapper, men fremstår stadig som en 'rigtig' rapper med humor, retfærdig harme og en social dagsorden - og flowet i orden.

Det er illustrativt at se på de tilfælde hvor Baba Brinkman tager et kendt raphit og fortolker det ud fra sit eget budskab. Når den hvide Brinkman tager Dead Prez' black pride-nummer I'm a African på sit repertoire, ændrer han det politiske budskab fra panafrikanisme til panhumanisme ud fra den udviklingshistoriske kendsgerning at vi alle, uanset aktuel hudfarve, deler forfædre med rødder i det afrikanske kontinent. Musiknummeret og teksten til Brinkmans 'I'm a African' ligger her, men lyt først til indledningen fra en live-opførelse, Unity of Common Descent, hvor Brinkman redegør for sin brug af sangen, og også lige får gjort det klart for publikum hvorfor det ikke skal hedde 'I'm an African'.

I en noget friere fortolkning tager Brinkman Jay-Z's Off That og forvandler den til en festlig slagsang for rationalisme eller 'metodologisk naturalisme' (skrevet til ovennævnte Geekpop-festival).

Brinkmans kraftige udfald mod irrationalisme i denne sang giver igen indtrykket af et stærkt følelsesmæssigt engagement, og sætter fint og præcist fingeren på hykleriet i at ville nyde godt af teknologiens resultater uden at acceptere de procedurer der fører frem til resultaterne, om end han her overskrider grænsen til det anklagende og får lidt samme præg af ateistisk vækkelsesprædikant som Richard Dawkins. (Noget Brinkman vedkender sig, samtidig med at han lige lægger en lille afstand til Dawkins' form, i 'Performance, Feedback, Revision' (nedenfor): 'Yes, you know I'm tryin' to be the Hip-hop version of Richard Dawkins / Even though his attitude can sometimes be a little pompous / I think his powers of logic are frickin' awesome / Plus he's dealin' with the central problem of modern life / It's belief in reason versus passive belief in an afterlife').

Brinkman kan i disse prædikende øjeblik minde om science fiction-forfatteren Greg Egan (se Egan, Roberts og de to kulturer) der på samme måde er båret af den overbevisning at det er gennem rationalismen og teknologien man opnår social retfærdighed, ligestilling mellem kønnene osv., ikke gennem fortænkte ideologiske analyser der, skønt emancipatoriske i egen selvforståelse, ofte går det etablerede systems ærinde ved at 'melde sig ud' i en irrationel position. Brinkman gør det f.eks. i Creationist Cousins klart at han betragter socialkonstruktivisme og postmodernisme som blot en anden form for kreationisme, troen på en kulturbestemt forklaring på alle træk, hvilket han skildrer sin søster som karikeret repræsentant for: 'She says: Baba, the Western scientific method / Is just as subjective as every other cultural tradition / Except it’s just better at pretending to be objective / Because, like, all behaviour is socially constructed / And mostly, it just promotes injustice / And, like, gender roles have nothing to do with genitals', osv. Men i modsætning til Egan der af og til kan virke som en fjern iagttager i en ny form for elfenbenstårn, hvor man kan spekulere på om han nogen sinde har mødt de humanistiske fundamentalister han stiller op som modstandere, virker Brinkman igen autentisk. Vel er søsteren i ovennævnte eksempel en parodi, men parodierne er i de fleste tilfælde kærlige, og man får altid indtrykket af at de er parodier på mennesker og holdninger han rent faktisk har mødt.

Brinkman har i bogstavelig forstand haft fingrene i jorden: Han er vokset op i en træhytte i en afkrog af British Columbia som søn af Joyce Murray, en venstreorienteret politiker, og Dirk Brinkman, stifter af en bæredygtig virksomhed der har plantet en milliard træer (ikke mindst som sommerarbejde for studerende). I den eksplicit politiske Social Contract udtrykker Brinkman sin position klart - 'I’m all about change, but I’m not about the counter-culture' - og lægger afstand til sin hippiebaggrund med kærlig skarphed:

You think I haven’t gone through any hardships
‘Cause I was raised in communes instead of projects?
That’s why I’ve always had problems with the opposite sex
‘Cause I was taught never to treat women as objects
And never to treat anything simple as complex
And vice versa, but I can’t remember what I was taught next
See, that’s the problem with hippie kids
They stop listenin’ when you teach ‘em not to listen to hypocrites

Overbevisningen om værdien af den naturvidenskabelige forklaringsmodel og dens frigørende potentiale illustreres måske bedst af Brinkmans rap The Evolution of Gayness om et evigt kontroversielt emne: biologiske forklaringer på homoseksualitet. Der er ikke noget naturvidenskaben elsker som meget som et mysterium, siger Brinkman, og det er det der er det elementært fascinerende ved videnskaben: ikke kun svarene, men jagten på dem. Hvordan kan man udbrede og videreføre et genetisk træk der netop ikke fører til forplantning? Uanset hvad forklaringen er, går Brinkman imod den automatreaktion der per definition opfatter en genetisk forklaringsmodel som undertrykkende. Nej, siger Brinkman, det er derimod undertrykkende når folk påstår at homoseksualitet er 'unaturligt', samtidig med at man kan pege på at homoseksuel adfærd forekommer hos mere end fire hundrede dyrearter, og undertrykkende at skildre seksualorientering som et frivilligt valg så folk 'bare kan lade være'. Videnskab er alene et spørgsmål om at finde den mest overbevisende forklaring.

Senest har Baba Brinkman kastet sig over erhvervsøkonomi i The Rap Guide to Business.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post118

Skriv en tekst om verdens skabelse, og få Björk til at synge den

MusikPosted by Stig W. Jørgensen Mon, October 31, 2011 17:57:06

Den islandske sangerinde Björk, der næppe behøver nogen præsentation, har med projektet Biophilia skabt et musikalsk, tematisk og formmæssigt usædvanligt værk. Biologen E.O. Wilson postulerede med biophilia-hypotesen et slægtskab og en empati mellem alle levende organismer, en tese der i senere fortolkninger, inklusive Björks kunstneriske fortolkning, inkluderer 'ikke blot insekter og bakterier i 'det biofile bånd', men også uorganiske størrelser som krystaller, vulkanudbrud, lynnedslag og månens cyklus', for at citere artiklen om Björks projekt i Ingeniøren.

Biophilia er multimedieprojekt der omfatter en live-forestilling, apps til iPad (er lanceret som 'verdens første iPad'-album), samt almindeligt musikalbum. Jeg er kun bekendt med musikalbummet, men det er værd at lytte til og vækker dels mindelser om de mere poetisk-stilfærdige af Björks tidligere album, især Vespertine (2001), dels om moderne minimalistisk kompositionsmusik, også i den intellektuelt-tematiske tilgang. Min favorit for tiden er 'Thunderbolt', hvor rytmen er inspireret af ventetiden mellem lynet og tordenen, og en teslaspole (et 'lynapparat') bruges som instrument.

Sangen 'Cosmogeny' (med tekst af ingen ringere end forfatteren Sjón) handler naturligvis om verdens skabelse og forskellige skabelsesmyter.

Frem til 7. november er det muligt at deltage i en konkurrence om at skrive et nyt vers til sangen. Vinderverset vil blive sunget af Björk ved en liveopførelse.

Deltag i Cosmogeny-konkurrencen her.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post114
Next »