Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Darwin og Dracula - litteratur og biologi

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Tue, October 02, 2012 16:22:38

Når forskning præsenteres i medierne, sker det ofte med en (nødvendig) forsimpling hvor fronterne bliver trukket (nogle gange unødvendigt) skarpt op: Dette er noget helt nyt som ingen har tænkt på før, og forgængerne på feltet tog fuldstændig fejl! Og selv om akademisk diskussion ofte kan være stærkt polemisk over for faglige modstandere, er det reglen snarere end undtagelsen at man selv tager forbehold og i hvert fald nuancerer og perspektiverer. Igennem de senere år har litteraturforskeren Mathias Clasen været ude i medierne med et evolutionært perspektiv på gysergenren - fra en DR2-udsendelse med Lone Frank over flere indlæg på videnskab.dk til denne måneds nummer af DSB's Ud & Se hvor Mathias udtaler sig om fascinationen ved horror sammen med blandt andre Søren Henrik 'Skræk og Rædsel' Jacobsen. Flere af disse indlæg har haft en vinkling af typen 'Nu har vi fundet forklaringen på horrorgenrens popularitet!', 'Ud med Freud - ind med Darwin!' og 'Nu bliver et hidtil fritsvævende humanistisk område videnskabeliggjort' (gennem naturvidenskabelig metodologi). Jeg har nu haft fornøjelsen af at læse Mathias Clasens ph.d.-afhandling Monsters and Horror Stories: A Biocultural Approach - og jeg iler med at understrege at formuleringen her ikke er en høflig kliché. Afhandlingen er nemlig usædvanligt velskrevet og dermed vitterlig en fornøjelse at læse, naturligvis uden at den går på kompromis med det akademiske teksts konventioner. Ikke overraskende er forskeren Mathias Clasen også mere nuanceret i sine synspunkter end popularisatoren af samme navn som vi møder i medierne (og den journalistiske fremstilling af hans pointer). Skarpest er han i sin afvisning af ortodoks freudianisme i litteraturanalysen, men heraf følger naturligvis ikke nogen skråsikker påstand om at have fundet den eneste og fulde forklaring med det nye paradigme. Afhandlingens undertitel, en 'biokulturel tilgang', frem for den 'litteraturdarwinisme' der tales om andre steder, understreger at der ikke er tale om den form for naturvidenskabelig reduktionisme man straks bliver skudt i skoene hvis man vover snuden frem og påstår at eksempelvis biologiske forklaringsmodeller kan have relevans for humanistiske fag.

Afhandlingen har ud over den grundlæggende introduktion til tilgangen form af otte artikler. Tre artikler har teoretisk karakter, hvoraf de to omhandler det biokulturelle studium af horrorgenren generelt og det tredje går i detaljer med et specifikt horrorelement, nemlig zombier. En fjerde artikel undersøger hvorledes et darwinistisk/evolutionært perspektiv har sat sig spor i litteraturen/kulturen, med udgangspunkt i R. Scott Bakkers Neuropath. De næste tre artikler gør brug af den biokulturelle tilgang til analyse af specifikke værker, nemlig to af genrens klassikere, Stokers Dracula og Richard Mathesons I am Legend (Jeg er den sidste), samt et nyere værk, Dan Simmons' Song of Kali (Kalis sang). Ikke mindst Matheson-analysen demonstrerer hvad der ligger i den biokulturelle tilgang: Den biologisk-inspirerede del af analysen forklarer zombien som arketype (for nu frækt at låne en term fra fjenden), den kulturelle del ser værket i sin geografiske og historiske kontekst (USA, Den Kolde Krig), og den biokulturelle teori knytter forbindelse mellem de to. Den afsluttende artikel gør status over feltet.

Jeg har som udgangspunkt stor sympati for bestræbelser på eksakte videnskabsidealer (f.eks. falsificérbare udsagn) også inden for humaniora og for anvendeligheden af naturvidenskabelige indsigter og metodologi i humanistisk forskning (og vice versa). Forudsætningen er naturligvis at indsigterne og metoderne er i orden set ud fra deres grundfagområder. Sagt på en anden måde: Hvis nogen præsenterer en 'naturvidenskabeliggørelse' af et humanistisk forskningsområde, er det første spørgsmål man skal stille sig, om den valgte metode er god naturvidenskab. Hvis man præsenterer en formalisering (for nu at nævne en videnskabelig metodologi jeg selv er stærkt tilhænger af), er den allerførste forudsætning at selve formalismen er i orden, så en matematiker ikke tager sig til hovedet når han ser den. Hvis det er tilfældet, kan man så gå videre til den væsentligste diskussion - erkendelsesværdien af applikationen af formaliseringen på det givne område. Ligeledes fordrer eksempelvis Noam Chomskys klassiske programerklæring om at lingvistikken skal være 'en gren af kognitiv psykologi', at kognitive psykologer vil finde lingvisternes metodologi acceptabel, osv. osv. Egentlig er det det samme (tvær)videnskabsideal der ligger bag Clasens opgør med freudiansk litteraturfortolkning. Hvordan kan man basere litteraturforskning på en psykologisk model - ortodoks klassisk freudianisme - som inden for den moderne videnskabelige psykologi er langt fra enerådende og på nogle punkter betragtes som decideret forældet? Som nævnt er det i opgøret med den freudianske litteraturanalyse at Mathias Clasen formulerer sig mest polemisk i afhandlingen, men hvis de eksempler han anfører, på nogen som helst måde er repræsentative, er den skarpe tone alt andet end uberettiget. Omvendt kan man selvfølgelig ikke se fuldstændig bort fra teorier der (som en slags semiotiske zombier) har fået deres eget liv i den kulturelle bevidsthed. Ligesom Clasen kan påvise den evolutionære tænknings spor i litteraturen og kunsten mere bredt, er der et utal af værker der helt bevidst er forankret i psykoanalytisk tænkning eller ubevidst farvet af det, og den freudianske analyses udbredelse helt ned på skoleplan har uundgåeligt skabt en forståelsesramme hvor dette har klangbund hos læserne. Det forsvinder ikke selv om man forkaster den klassiske freudianisme som psykologisk model og generelt litterært analyseværktøj, ligesom et maleri med religiøse motiver stadig rummer religiøse motiver, også når kunstkritikeren er ateist og gennemsnitsbeskueren ikke har sin bibelshistorie præsent.

Clasens (og hans inspirationskilders) evolutionære litteraturforskning er naturligvis underlagt samme faglige krav: Hvis man skal indføre evolutionspsykologiske forklaringer på litterære fænomener, skal det være god evolutionspsykologi, og i sidste ende handler diskussionen naturligvis om anvendelsesområdet for biologiske-evolutionære forklaringsmodeller. Det er jo værd at huske at ligesom humanister diskuterer de naturvidenskabelige metoders relevans for deres fagområder, er der også stærk uenighed blandt eksempelvis biologer om i hvilken omfang metoderne lader sig overføre. Som en stor skygge over afhandlingens teoretiske udgangspunkt svæver biologen E.O. Wilsons vision om en enhedsvidenskab, sådan som han har udtrykt den i bl.a. Consilience (1998). Wilson er ikke hvem som helst: Han er verdens førende ekspert i myrer og andre sociale insekter (det var Wilson der i 1950'erne opdagede at myrerne kommunikerede ved hjælp af feromoner), og Wilson er grundlægger af sociobiologien som videnskabsgren. Sociobiologien og beslægtede fagområder forbliver omdiskuterede den dag i dag, og det interessante er for mig ikke automatreaktionen i kredse hvor selve ideen om naturvidenskabelige forklaringer på menneskelig adfærd og kultur er helligbrøde, men derimod den fagbiologisk funderede diskussion om hvorvidt metoderne lader sig overføre. Det samme gælder generelt evolutionære forklaringer. Man kan sagtens principielt mene at tingene har evolutionære forklaringer, men forklaringerne forbliver gæt hvis der ikke er empirisk materiale (f.eks. træk ved fossiler) til at teste forklaringerne - det som Stephen Jay Gould i sin ivrige kritik af sociobiologiens opkomst kaldte 'just-so stories'.

Det er store spørgsmål, men det er ingen tvivl om at Clasens biologiske tilgang til horror i nogle tilfælde skærer igennem og præsenterer helt indlysende påstande, som kan virke frygteligt (!) banale, men som netop derfor har deres berettigelse som modspil til en amokløben og indforstået kritisk diskurs. Monsteret i Alien er helt grundlæggende ikke uhyggeligt fordi det symboliserer den oral-sadistiske mor, men fordi det bærer alle rovdyrets og andre naturlige fares træk. Hvis der ikke var andet i det, ville det naturligvis være reduktionisme i en forsimplende/forfladigende forstand, men pointen med det biokulturelle er jo netop at udpege det generelt-biologiske over for det specifikke-kulturelle og undersøge hvordan niveauerne spiller sammen. Afhandlingen præsenterer, såvel som refererer og lægger videre op til, forskning der har klar iboende værdi. Det gælder således tværkulturelle empiriske studier af hvordan folk reagerer på elementer i gyserfilm (hvis new yorkere, aboriginals og kinesere reagerer identisk, har vi nok fat i noget der ikke er kulturspecifikt), eller applikationen af teorien om the uncanny valley.

Horror er en indlysende genre at gøre til genstand for den biologiske indfaldsvinkel. Nogle genrer er mere primitive end andre - hvilket ikke skal forstås som en nedvurdering, men således at de lader sig karakterisere ved nogle basale responsmønstre. Helt elementært tjener pornografien den funktion at gøre læseren seksuelt ophidset, og komedien at få folk til at le. Gyseren (et godt dansk navn fra længe før man sagde 'nederen' og 'grineren'!) er i denne sammenhæng en interessant genre, fordi den som udgangspunkt også lader sig karakterisere ved et stimulus-responsmønster, men hvad er pointen i at opsøge frygt, som i modsætning til sex og latter ikke er noget grundlæggende positivt? Sært nok har horrorforskningen åbenbart ikke før Clasen fyldt særlig meget i litteraturdarwinismen, som snarere har beskæftiget sig med f.eks. Jane Austens romaner anskuet i en adfærdsbiologisk ramme som dramaer om parringsvalg.

Dette sidste leder mig frem til min største skepsis ved afhandlingen og det biokulturelle paradigme generelt. Det er ikke indlysende for mig at der er en nødvendig sammenhæng mellem på den ene side evolutionsbiologiske forklaringer på fortællinger/litteratur generelt såvel som på specifikke genrer, og på den anden side en metode til specifik værkanalyse. Jeg er naturligvis ikke den eneste der har fremført denne kritik, og Clasen opregner den og imødegår i et indledende afsnit om den kritiske modtagelse af evolutionære litteraturstudier. Mathias Clasens fremfører at en ordentlig teori må vise sit værd ved både at tjene som generel forklaringsmodel og bidrage med nyt i konkrete analyse-cases. Det er naturligvis en glimrende holdning, også fordi den præsenterer eksempler som man så kan vurdere resultatet ud fra. Og i den biokulturelle tankegang (som den præsenteres i afhandlingen frem for mediernes 'ud med det gamle, ind med darwinismen') ligger jo netop heller ikke at den evolutionære forklaring skal ganske erstatte alle kulturelle forklaringsmodeller.

Men jeg er stadig ikke hundrede procent overbevist om at det kun er et spørgsmål om niveauer af 'samme' teori. I hvert fald synes jeg det er problematisk at der ikke i de konkrete værkanalyser gøres mere ud af det særegne ved de tilfælde - her Neuropath og Song of Kali - hvor der fra forfatterens side opereres helt bevidst med darwinistisk tankegang. Dette må en analyse naturligvis forholde sig til, ligesom man ved læsningen af en overlagt eksistentialistisk roman med fordel kan inddrage eksistentialistisk filosofi. Det er faktisk samme pointe jeg fremførte vedrørende freudianismen ovenfor: Der er værker hvor man er nødt til at forholde sig til Freud fordi de indskriver sig i en freudiansk tradition, eller fordi de handler om psykoanalysen, uden at man behøver være freudiansk litteraturanalytiker af den grund. Ligeledes ville de være mærkeligt at skrive om Neuropath uden at forholde sig til den neurobiologiske forklaringsmodel, men det bliver man ikke litteraturdarwinist eller biokulturel teoretiker af. Omvendt kan dette forhold naturligvis ikke anføres som et argument imod teorien.

Jeg vil i hvert fald se meget frem til de fremtidige forskningsretninger som afhandlingen udstikker.

Se også: Tog Darwin fejl? , EVO LIT: Evolutionen i litteraturen

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post153

Dichtung & Wahrheit? - da computerens far korreksede hofdigteren

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Sun, September 16, 2012 20:04:22

Da den britiske hofdigter Alfred Lord Tennyson (1809-1892), ham med The Charge of the Light Brigade, i 1842 udgav digtet The Vision of Sin, modtog han angiveligt et brev fra matematikeren Charles Babbage (1792-1871), opfinderen af regnemaskinen the difference engine og den programmerbare analytical engine, der aldrig blev bygget i Babbages levetid, men principielt var verdens første computer.

I brevet anfægter Babbage Tennysons verselinjer

Every moment dies a man,
Every moment one is born.

og skriver: 'If this were true, the population of the world would be at a standstill. In truth, the rate of birth is slightly in excess of that of death. I would suggest that the next edition of your poem should read:

Every moment dies a man,
Every moment 1 1/16 is born.

Strictly speaking, the actual figure is so long I cannot get it into a line, but I believe the figure 1 1/16 will be sufficiently accurate for poetry.'

Det er i hvert fald hvad man kan læse mange steder. Philip & Emily Morrisons Charles Babbage and his Calculating Engines: Selected Writings by Charles Babbage and Others (1961) citerer dog en noget anden version:

'I need hardly point out to you that this calculation would tend to keep the sum total of the world's population in a state of perpetual equipoise whereas it is a well-known fact that the said sum total is constantly on the increase. I would therefore take the liberty of suggesting that in the next edition of your excellent poem the erroneous calculation to which I refer should be corrected as follows:

Every moment dies a man
And one and a sixteenth is born.

I may add that the exact figures are 1.167, but something must, of course, be conceded to the laws of metre.'

Hvis brevet overhovedet er ægte, lyder den sidste version mest autentisk; den anden lyder som en popularisering hvor man undgår svære ord som 'equipoise' (ligevægt) osv. Det er der sådan set ikke noget galt i. Mere problematisk er det at omskrivningen i højere grad får Babbage til at fremstå som en fagidiot der slet ikke fatter hvad digtning går ud på: Uden 'I need hardly point out' får det klang af nedladende belæring, ligesom den underfundige slutbemærkning om at bøje sig for metrikkens love bliver erstattet af noget der i langt højere grad kan læses som lettere afstumpet og uforstående. Hvis brevet er autentisk, er der vist bred enighed om at det er spøgefuldt ment fra Babbages side, og man sporer også en selvironi hos matematikeren der selv må smile lidt over at han ikke kan undgå at bemærke 'regnefejlen' i digtet. Kedeligt hvis populariseringen bare er udtryk for (moderne) fordomme om datanørder og ordflippere.

Derimod var der vist ingen tvivl om at videnskabsjournalisten Simon Singh var ude på sjov da han med tydelig inspiration i Babbage-Tennyson-korrespondancen gik i rette med Katie Meluas popsang Nine Millions Bycycles og påtalte at linjerne

We are 12 billion light-years from
the edge,
That's a guess,
No one can ever say it's true,
But I know that I will always be
with you.

afslørede en rystede mangel på forståelse for moderne videnskab og rettelig burde lyde:

We are 13.7 billion light-years from
the edge of the observable universe,
That's a good estimate
with well-defined error bars,
Scientists say it's true, but
acknowledge that it may be refined,
And with the available information, I predict that I will always be
with you

Singhs 'rettelse' er selvfølgelig alvorlig sjov - et påskud for at fremføre en pointe om at videnskabelige resultater, selv om de er behæftet med usikkerhed og åbne for revision, ikke er 'gæt'. Dr. Michael Gross fra Oxford har dog forsvaret Katie Mehlua og ment at 'No one can ever say it's true' blot er et udtryk for forståelse for Poppers falsifikationsprincip.

Måtte der altid være lige meget plads til, og lige meget forståelse for, såvel videnskaben som poesien. Og gerne også plads til lidt humor og selvironi begge steder.

Se Simon Singh: Katie Melua's bad science, 2005

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post151

Men hvad betyder formlen egentlig?

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Mon, January 03, 2011 14:32:50
For et par dage siden skrev jeg om Oscar K. og Teddy Kristiansens interessante bog med den særprægede titel

og den noget mindre opsigtsvækkende undertitel Eller Gensyn med Heisenberg.

Nu har jeg jo også regnet ud at formlen udtrykker Heisenbergs usikkerhedsrelation. Men hvad betyder den helt præcist? Jeg spurgte min gode ven, fysikeren Thomas Frello, der ved den slags. Nedenfor følger Thomas' svar.

delta x = usikkerheden på partiklens position
delta p = usikkerheden på partiklens impuls
h = Plancks konstant, som er et meget lille tal
4*pi er bare for at det hele skal gå op

(impuls = masse gange hastighed, for det meste kan man bare tænke på impuls som hastighed, når man skal forstå formlen)

Formlen siger, at usikkerheden på positionen gange usikkerheden på impulsen aldrig bliver nul: Jo mere præcist man bestemmer en partikels position, desto mindre præcist kan man bestemme dens impuls (hastighed), og omvendt. Da Plancks konstant er så bittelille, er det ikke noget man i praksis kan observere i den makroskopiske verden, men det har store implikationer på atomar skala.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post98

Jeg lærer morgenmaden at elske dig

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Sat, October 30, 2010 11:47:52

Livet skal forstås baglæns, sagde Søren Kierkegaard, og citatet er i de senere år (efter Peter Thielts bog) blevet gengivet ad nauseam. Det bliver det ikke mindre rigtigt af. Nogle gange opdager man pludselig nogle temaer i sit liv og forstår slet ikke at man ikke har set dem før. Det behøver ikke være dybe erkendelser. Bare nogle brikker der falder på plads.

Da jeg sprang ud som fuldtidsoversætter, gik det pludselig op for at mig at jeg altid havde interesseret mig for oversættelse, og at det var min spæde ungdoms hobbyprojekter der havde banet vej for min senere professionelle karriere. Jeg kom i tanke om en sang til min konfirmation hvor det blev nævnt at jeg sad inde på værelset og oversatte historier. ''Men giver det penge i lomme?'' lød en linje på god konfirmationssangvis. Det er stadig et godt spørgsmål. Og samtidig gik det op for mig hvorfor jeg kunne lide at oversætte - fordi oversættelse udgør den grænseflade hvor min interesse for litteratur møder min mere teoretiske interesse for sprog. Det sted hvor forskellene og lighederne mellem sprogene træder frem. Det sted hvor de litterære virkemidler udmønter sig i den sproglige materie.

Der er et andet tema i mine ellers umiddelbart meget forskelligartede interesser der pludselig stod klart for mig. Igennem hele mit liv har jeg interesseret mig for forholdet mellem naturvidenskaben og de humanistisk-æstetiske fag. Det fremgår af min faglige baggrund i datalingvistik (videnskaben om hvordan man kan få computere til at håndtere menneskesprog som dansk og engelsk), et fag der kombinerer naturvidenskabelige metoder (formalisering) med det humanistiske kerneområde sprog. Og dette meget moderne fag kombinerede jeg endvidere med et af universitetets ældste og mest traditionsrige studier, klassisk latin. Den selv samme interesse for mødet mellem naturvidenskaben og æstetikken og de mere ''bløde'' menneskelige forhold ligger (ser jeg nu) også bag min store interesse for science fiction, en litteratur der ideelt set handler om teknologiens og det naturvidenskabelig verdensbilledes betydning for menneskelivet.

Det er et helt grundlæggende spørgsmål i dag. Hvordan forener vi videnskabens beskrivelse af hvad tid er, hvad stof er, hvad vores hjerner er, med vores oplevelsesverden som bevidste væsener der føler sult og ambition og sorg og forelskelse?

Science fiction er naturligvis ikke den eneste form for kunst der tematiserer dette. Omvendt bliver science fiction ind imellem glemt i diskussionen af kunsten og videnskaben, velsagtens fordi den mere eftertænksomme science fiction står i skyggen af blockbusterprodukter som Avatar osv. Og det er et vanskeligt tema - af mange årsager.


(Billedkilde: Antonia Hayes)


Da jeg på Charles Darwins 200-års dag skrev om evolutionen i litteraturen, citerede jeg den berømte fysiker Richard Feynmans forelæsning 'The Value of Science' (1955), og citatet er så godt at jeg er nødt til at genbruge det:

The same thrill, the same awe and mystery, comes again and again when we look at any question deeply enough. With more knowledge comes a deeper, more wonderful mystery, luring one on to penetrate deeper still. Never concerned that the answer may prove disappointing, with pleasure and confidence we turn over each new stone to find unimagined strangeness leading on to more wonderful questions and mysteries - certainly a grand adventure!

It is true that few unscientific people have this particular type of religious experience. Our poets do not write about it; our artists do not try to portray this remarkable thing. I don't know why. Is no one inspired by our present picture of the universe? This value of science remains unsung by singers: you are reduced to hearing not a song or poem, but an evening lecture about it. This is not yet a scientific age.

Et af de bedste naturvidenskabelig inspirerede og samtidig dybt menneskelige digte jeg har læst, er sonetten ''This Morning's Man'' af den vist temmelig ukendte Mike Snider. Jeg tror jeg oprindelig faldt over det, fordi Snider citerer netop Feynmans essay. Det handler om stofskifte. Om at vi er et flygtigt materiale, en stadig skiftende konfiguration af atomer vi låner fra agurker og svinekoteletter. Og denne formation af materie kan føle stor ømhed - og dyb forundring over universet. Det er mysteriet.


This Morning’s Man
by Mike Snider

“So what is this mind of ours: what are these atoms with consciousness? Last week's potatoes!”
(Richard Feynman, “The Value of Science,” 1955)

Not the same man I was last week, I’m teaching
Breakfast how to love you, so next week’s man
Will still love next week’s you and fry a pan
Of bacon for us both, a carnal preaching
Of choirs to choirs, our serial selves all reaching
Out to a fruitful world from which we can
Contrive to feed love’s starved attention span
With chance organic changes, true I Ching.
It’s wonderful, this fleshly mystery,
And wonderful we’ve solved some trivial part —
Not you and I, this we, but apes like us —
Wonderful that we have learned to see,
With patience, hard-won skill, and cunning art,
That emptiness is all and glorious.


Hør Mike Snider selv fremføre digtet her.


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post90

Tog Darwin fejl?

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Sun, March 07, 2010 14:19:12

Jerry Fodor har i mange år været en af de mere kontroversielle stemmer i amerikansk filosofi og kognitionsforskning, en tænker der tit har været i modvind, men har været med til at sætte dagsordenen ved at stille provokerende spørgsmål og fremsætte provokerende alternative fortolkninger. I Fodors nye bog What Darwin Got Wrong -- skrevet i fællesskab med Massimo Piattelli-Palmarini, oprindelig biofysiker og molekylærbiolog, i dag professor i kognitionsvidenskab -- blæses der til angreb på den ortodokse (neo)darwinisme.

'Darwins teori' er i virkeligheden to ting: En teori om at evolutionen finder sted, at jordens planter og dyr indgår i et stort slægtskabsforhold hvor nye arter opstår i en fortsat udviklingshistorie, og en teori om hvordan evolutionen finder sted, nemlig med den naturlige selektion som den vigtigste (men ikke nødvendigvis eneste) mekanisme. Darwin kendte af gode grunde ikke noget til gener, og den darwinisme vi kender i dag (neodarwinismen), er produktet af den såkaldte 'moderne syntese' i 1930'erne hvor teorien om evolution ved naturlig udvælgelse blev forenet med de nye teorier om genetik og mutationer. Det er således principielt muligt at betvivle teorien om evolution gennem naturlig selektion af genetiske mutationer uden at betvivle at evolutionen finder sted. Og det er indlysende at den fortsatte videnskabelige udvikling og diskussion blandt evolutionister drejer sig om netop hvordan evolutionen foregår. Som jeg blandt andet bemærkede i diskussionen om evolutionen som tema i litteraturen, er det frustrerende at man (specielt i forhold til en bredere offentlighed) har vanskeligt ved at føre diskussionen om hvordan evolutionen foregår, fordi enhver kritik af Darwin, neodarwinisme osv. eller blot en påpegning af hvor meget vi ikke ved, straks bliver grebet som skyts af religiøse grupper og andre der ønsker at betvivle at evolutionen foregår. What Darwin Got Wrong er om ikke andet et brud på dette tabu -- et par 'out-right, card-carrying, signed-up, dyed-in-the-wool, no-holds-barred atheists' der går til angreb på de dominerende udlægninger af evolutionens mekanismer. Og de har selvfølgelig fuldstændig ret i at hvis den diskussion ikke må føres, har vi ladet evolutionsbenægterne sætte dagsordenen. Om deres referat af den moderne evolutionsbiologis indhold er retfærdigt, og om de har ret i deres kritik, er så en anden sag.

Fodor og Piattelli-Palmarini repræsenterer i virkeligheden en anden yderfløj der kritiserer darwinismen for så at sige ikke at være ateistisk/mekanistisk nok. Darwin brugte selv avl og forædling som forklaringsmodel og billede på den naturlige udvælgelse, vel vidende at avl og forædling selvfølgelig netop er unaturlig udvælgelse -- i den naturlige selektion er der ingen handlende agent der udvælger, og der er ingen specifikke træk man bevidst søger at fremavle. Ifølge Fodor og Piattelli-Palmarini er det ikke lykkedes evolutionsbiologien at skille sig af med dette billede: Man påberåber sig naturligvis ikke Guds indgriben eller en personificeret Moder Natur, men taler dog som Richard Dawkins om 'selviske gener' og the blind watchmaker. Herimod kan man selvfølgelig indvende at der er tale om uheldig brug/dominans af metaforer i såvel popularisering som egentlig videnskabelig diskurs; Dawkins' 'selviske gen' er naturligvis ikke en handlende agent, men derimod en formulering af en pointe om at selektionsprocessen foregår på genetisk niveau (ikke på organisme- eller artsniveau), og the blind watchmaker er et populariserende modbillede til en forsætlig 'intelligent designer'. Men, siger forfatterne, selv når evolutionsteoretikerne undgår the intentional fallacy (med t), altså at tilskrive processen intentioner, undgår de ikke the intensional fallacy (med s). Det har at gøre med de sprogfilosofiske begreber intension/ekstension: Beskrivelserne 'elefanter med lang snabel' og 'langsnablede elefanter der ikke kan flyve' har samme ekstension -- dvs. de refererer til de samme elefanter ude i den virkelige verden idet samtlige elefanter med lang snabel heller ikke kan flyve -- men ikke samme intension, dvs. udtrykkene har et forskelligt betydningsindhold. I en teknisk argumentation af den type der kan overbevise filosoffer, men sjældent naturvidenskabsfolk og lægmænd, fremfører Fodor og Piattelli-Palmarini at neodarwinismens begreber må fortolkes intensionelt (og dermed igen indirekte intentionelt). En påstand om at det måtte have fremmet elefanters overlevelse at have lang snabel, holder ikke, for den kan ikke differentieres fra postulater om at det har fremmet elefanters overlevelser at have lang snabel og ikke at kunne flyve, samt et uendeligt antal andre udsagn med samme ekstension. (Elefant-eksemplet er mit eget, men argumentationen er bogens). Biologernes modsvar kunne være at de kun vil forholde sig til relevante empiriske fakta, og hvis man accepterer Fodor og Piattelli-Palmarinis argument, falder ikke blot teorien om naturlig selektion, men en frygtelig masse andre udsagn vi accepterer som videnskabelige. Det er en høj pris at betale.

Selv om man ikke lader sig overbevise af Fodor og Piattelli-Palmarinis angreb på den biologiske teoris logiske fundament (og jeg tør vædde stort på at flertallet af biologer vil afvise angrebet eller trække på skuldrene), er det selvfølgelig stadig en fuldgyldig diskussion inden for den empiriske videnskabs rammer om den naturlige selektion af genetiske mutationer er hele forklaringen på evolutionsprocessen. Der er, som man kan læse fra Darwin selv og frem, andre faktorer i spil: de generelle fysiske love, genetisk drift, miljøvariation m.v. (Herhjemme kan man -- i en lidt mere usædvanlig afart af kritikken af neodarwinismen -- nævne Jesper Hoffmeyer hvis opgør med 'gencentrismen' består i en biosemiotik hvor tegn og ikke gener er den afgørende selektionsenhed). Offentligheden (det er også mig!) har især sit billede af genetikkens altdominerende rolle fra Richard Dawkins' populariserende og polemiske værker. Dawkins sekunderes af en af Fodors traditionelle modstandere, filosoffen Daniel Dennett, der udover at forsvare Dawkins billede af evolutionen, ophøjer den naturlige selektion til universal acid, et billede der skal forstås sådan at selektionsprincippet tærer sig igennem enhver faggrænse og har gyldighed inden for områder så forskellige som kosmologi og moralfilosofi. Modbilledet til Dawkins er generationens anden stor popularisator af evolutionsteorien, nu afdøde Stephen Jay Gould, der var langt mere åben over for selektion på andre niveauer end genniveau og for andre processer end den gradvise forandring. Dawkins/Gould-debatten er fint analyseret af den australske filosof Kim Sterelny i Dawkins vs. Gould (2001) hvor det flere steder antydes at Gould dybest set har holdninger og bevæggrunde der ligger uden for det rent videnskabelige. I og med at Fodor og Piattelli-Palmarinis position som nævnt kan karakteriseres som rabiat ateistisk-mekanistisk, er det lidt pudsigt at de støtter sig til netop Gould og, som det er blevet formuleret, forsøger at være mere gouldske end Gould ligesom Dennett forsøger at være mere dawkinsk end Dawkins. Men hvis naturlig selektion af genetiske mutationer ikke er svaret på evolutionens mekanisme, hvad er så? Det har Fodor og Piattelli-Palmarini, hvoraf ingen jo er praktiserende biologer, forventeligt nok intet svar på. Mere interessant er igen deres principielle pointe som synes at udelukke et svar i traditionel forstand: Det er ikke muligt at opstille love for evolutionen i samme forstand som inden for fysikken og kemien. Fodor og Piattelli-Palmarini tolker her Darwin i en idéhistorisk kontekst som beslægtet med samtidige tænkere som Marx der troede at kunne opstille love for den historiske udvikling. Synspunktet i What Darwin Got Wrong er at dette lige så lidt lader sig gøre inden for biologien som inden for menneskets historie, at evolution netop er naturhistorie og således en hermeneutisk videnskab af samme karakter som faghistorie. Ganske vist kender jeg flere fysikere der ville få fråde om munden ved påstanden om at man skulle kunne formulere biologiske naturlove af samme grundlæggende karakter som de fysiske, men det er ikke desto mindre en temmelig omfattende intellektuel revolution forfatterne her lægger op til, og selv om denne videnskabsteoretiske pointe efter mit skøn er mere interessant end påstanden om intensional fallacy, bør den nok kigges efter i sømmene før man afskriver muligheden for at sige noget mere konkret om evolutionens mekanismer.

En interessant vinkel som jeg gerne havde set udbygget væsentligt, er brugen af evolutionære forklaringer inden for andre viden(skab)sområder end biologien. Fodor og Piattelli-Palmarini vier kun et appendiks til emnet hvor de lader en stribe lange citater tale mere eller mindre for sig selv, inklusive naturligvis citater fra en anden af Fodors gængse modstandere, psykologen Steven Pinker, hvis bog How the Mind Works (1997) Fodor har besvaret med The Mind Doesn't Work That Way (2000). Det er klart at hvis Fodor og Piattelli-Palmarini har ret, og neodarwinismen ikke holder, må applikationen inden for andre fagområder ryge med i faldet. Men selv hvis det ikke er tilfældet, er det en særdeles relevant diskussion om den naturlige selektion kan bruges som forklaringsmodel inden for andre felter. Selv om Dennetts universal acid vist er lidt af en retorisk overdrivelse, giver en evolutionær indfaldsvinkel god mening i mange sammenhænge. Et grundlæggende filosofisk problem som korrespondensen mellem vores indre repræsentationer og den ydre verden er måske slet ikke så mystisk -- det er de bedste mentale modeller der har overlevet. Men når nogen vil overføre biologiens forklaringer på nye områder (jeg har stadig lovet ved lejlighed at tage darwinistisk litteraturteori under kærlig behandling!), må det første spørgsmål være om det er god biologi. Ifølge Fodor og Piattelli-Palmarini er forskere inden for de 'våde' videnskaber mere åbne over for at diskutere alternativer til den naturlige selektion, mens det for eksempel er de evolutionære psykologer der er mest ortodokst neodarwinistiske. Det er også her man typisk finder adaptationisme i betydningen en tro på at alle træk kan forklares som produkter af tilpasning, og ofte med spekulative forklaringer der er vanskelige at efterprøve (Stephen Jay Gould var en fremtrædende kritiker af sociobiologi og evolutionær psykologi). Denne diskussion er overordentlig vigtig og relevant, uanset om man forkaster alle principielle pointer i What Darwin Got Wrong. Hensynet til videnskabelighed må gå forrest. Uanset hvad man mener om Dawkins' idé om 'selviske gener', er det f.eks. en helt urimelig guilt by association når Mary Midley i en positiv anmeldelse af What Darwin Got Wrong i The Guardian kæder teorien til et ultraliberalitisk menneskesyn. Det er ikke meget bedre end når religiøse grupper modargumenterer evolutionsteorien af etiske grunde. Videnskaben må ikke vige tilbage for ubehagelige sandheder -- hvad entet det ubehagelige består i at få at vide hvor meget af vores adfærd (f.eks. knyttet til vores køn) der er kulturel, når vi ellers troede at det var 'naturligt', eller det består i at få at vide at adfærden er biologisk betinget, bedst som vi mente at kunne forklare den med vores opvækst.

Dette fører os så tilbage til en af de indledende bemærkninger: Uanset hvad man kan sige om Fodor og Piattelli-Palmarinis projekt i What Darwin Got Wrong, må det nødvendigvis være sådan at forskere der er ateister og overbeviste om evolutionens realitet, også skal have lov at kritisere Darwin og teorien om naturlig udvælgelse. Og Fodor og Piattelli-Palmarini er i deres gode ret til at afvise de kolleger der angiveligt har fortalt dem at selv hvis de har ret i deres kritik af Darwin, bør de tie stille med den offentligt. Selvfølgelig vil en titel som denne blive misbrugt -- en søgning på nettet viser at kreationister m.v. naturligvis straks anfører den som om et eksempel på at evolutionisterne jo ikke engang kan blive enige indbyrdes -- og det kan man selvfølgelig især irriteres over hvis man mener at Fodor og Piattelli-Palmarinis pointer er vrøvl, men det ændrer ikke ved det principielle. Noget andet er om Fodor og Piattelli-Palmarini med den provokerende titel har begrænset deres publikum den anden vej. Jeg er for eksempel blevet spurgt om man nu også kan regne med at bogen ikke er maskeret Intelligent Design-propaganda. Det kunne jeg forsikre at den ikke er, men kun fordi jeg vidste hvem Jerry Fodor er; ellers havde jeg nok selv tænkt det samme. Men også filosofi og naturvidenskab indgår i mediesamfundet, og jeg kan selvfølgelig godt se at en titel som The Limitations of Neo-Darwinism: A Critique of the Adaptationist Consensus ikke ville være lige så salgbar.

What Darwin Got Wrong (forlagets hjemmeside)

Grundig og meget kritisk anmeldelse af Ned Block og Philip Kitcher i Boston Review

Mary Midleys positive anmeldelse i The Guardian

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post68

Turings test

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Tue, June 23, 2009 10:34:23

Nedenstående indlæg blev skrevet for nogle år siden som et bestillingsarbejde til et dansk computerblad der gerne ville have stof ’på et mere intellektuelt niveau’ – men det var åbenbart for meget af det gode! Nu bringer vi det her i dag for at fejre Alan Turings fødselsdag (23. juni).

'Spørgsmålet Kan maskiner tænke? opfatter jeg som så meningsløst at det ikke er en diskussion værdig. Ikke desto mindre er det min opfattelse at ordenes anvendelse og det kvalificerede standpunkt generelt ved århundredets slutning vil have ændret sig så meget at man kan tale om tænkende maskiner uden at regne med at blive modsagt.'

Med disse ord forudsagde matematikeren Alan Turing (1912-1954), en af den moderne datalogis fædre, situationen omkring år 2000. Ordene faldt i artiklen 'Computing Machinery and Intelligence' fra 1950, hvor Turing foreslog det kriterium der senere er blevet kaldt for Turing-testen: Placér en forsøgsperson foran to skærme og tastaturer. Den ene opsætning har forbindelse til et menneske der befinder sig i et andet lokale. Den anden opsætning er forbundet med en computer. Forsøgspersonen kan nu kommunikere via tastaturet (chatte, ville man sige i dag) med både menneske og computer, men han ved ikke hvem der er hvem. Computerens opgave er at lade som om den er et menneske. Hvis forsøgspersonen efter f.eks. fem minutters samtale ikke kan afgøre hvem der er det rigtige menneske, så har computeren bestået testen.

Det var Turings ønske at sætte en stopper for ørkesløse diskussioner om hvad 'tænkning' er, om forbindelsen mellem intelligent adfærd og bevidsthed, osv., og stille et konkret kriterium i stedet. Ideen om Turing-testen var på mange måder i tråd med tidens intellektuelle strømninger: Glem al snak om 'tanker' og andet der ikke kan ses, og koncentrer forskningen om det der kan måles og vejes! Men Turings ærinde var også praktisk, at foreslå et mål for computer-forskningen, en slags 50-års-plan for kunstig intelligens. Han forudsagde endvidere at det efter halvtreds år ville være muligt at programmere en computer med ca. 120 megabyte RAM til klare sig så godt i testen at forsøgspersoner i gennemsnit ville have mindre end 70 procents chance for at gætte om samtalepartneren var menneske eller maskine.

Hvis ideen om Turing-testen skulle bremse den filosofiske diskussion, kan den ikke hævdes at have været en succes. Turings artikel har tværtimod medført et halvt århundredes kiv og strid om hvad tænkning er og hvordan det kan testes. Filosoffer som John Searle er blevet berømte for argumenter imod Turing-testen. Og ikke uden en vis ret. Spørgsmålet om hvad tænkning er, kan ikke bare fejes af bordet, heller ikke selv om man er positivt indstillet over for kunstig intelligens som projekt.

Derimod fik Turing i hvert fald til dels ret i sin forudsigelse af sprogbrugen. I dag løfter man ikke øjenbrynene over at høre tale om intelligent software. Men ord betyder noget forskelligt alt efter hvilken sammenhæng de optræder i. Ligesom et 'stort' sandskorn ikke lader sig sammenligne med et 'stort' bjerg, betyder en 'intelligent' søgemaskine heller ikke at Stephen Hawking har fået en farlig konkurrent. Og meget af denne tale er billedlig. 'Den skal lige tænke lidt over det,' siger jeg når jeg har sat min computer til at foretage en større beregning. Jeg kunne såmænd også have sagt at den skulle tygge på det. Men også den seriøse diskussion af maskinintelligens er ofte præget af cirkelslutninger hvor resultatet afhænger af definitionen på ordene: Hvis vi definerer tænkning som noget mennesker gør og som involverer selvbevidsthed og følelser, så har vi ingen tænkende maskiner. Definerer vi det derimod som evnen til at foretage beregninger, spille skak eller udføre andre afgrænsede opgaver, vrimler det naturligvis med dem.

Men mest interessant er naturligvis Turings forudsigelse af testresultaterne for årtusindskiftet. Vore dages chat-robotter og dialogprogrammer kommer end ikke i nærheden af Turings optimistiske skøn. Da Alice-robotten vandt Loebner-konkurrencen om det bedste samtaleprogram år 2000, var dommernes afgørelse 91% rigtig efter fem minutters samtale, og ingen computer blev i længden taget for at være et menneske. Alligevel lader folk sig narre af chat-robotter på internettet. For hvis man tror at man taler med et menneske, vil man gå meget langt for at få det sagte til at give mening (ligesom hvis man støder på et menneske der taler sort). Denne situation er imidlertid ganske anderledes end Turing-testen hvor forsøgspersonen aktivt arbejder på at afsløre om han taler med et menneske.

Kan man heraf konkludere at chat-robotter og 'intelligente' programmer er nytteløse, eller at tiden er løbet fra tanken om kunstig intelligens? Næppe. Intelligent software bliver ikke ubrugelig blot fordi dens intelligens ikke har noget med menneskelig tænkning at gøre. Helikoptere og jumbojets er uhyre nyttige selvom de ikke flyver efter samme principper som måger og humlebier. Faktisk stod det sløjt til med passagerflyvningen så længe man forsøgte at bygge fly der baskede med vingerne. Men vi kan ikke bruge en helikopter til at forstå hvordan en måge holder sig på vingerne.

Programmer hvis formål derimod er at udforske menneskelig tænkning og sprogevne, er sjældent så underholdende som chat-robotter eller så umiddelbart nyttige som søgemaskiner. Udviklingen foregår ofte i beherskede skridt. Hvis der er noget der er forældet i Turings artikel, så er det vel først og fremmest tidsrammen på 50 år.

Men er det noget vi skal være kede af? Den lære vi kan uddrage af Turing, er først og fremmest: Sæt en konkret mål og se hvad vi kan udrette i praksis. Bøger med titler som 'Den bristede drøm om tænkende maskiner' er der nok af. Det mest spændende er dog hvordan vi gør det faktisk kan, hvor begrænset det end måtte være. Douglas Hofstadter – forfatter til bl.a. den populære bog Gödel, Escher, Bach – har engang sagt at det undrer ham meget at det kaldes pessimisme hvis folk ikke tror at en maskine vil bestå Turing-testen inden for en overskuelig årrække. (Se også tidligere indlæg). Hvorfor er det pessimistisk at tro at sprog og tænkning er så komplicerede fænomer at vi ikke har kunnet, eller vil kunne, udforske dem på få år?

Da naturvidenskaberne begyndte at blive etablerede i Oplysningstiden, regnede mange med at det ville tage tredive til fyrre år at udforske den fysiske verden og fastlægge alle naturlovene. Som bekendt gik det ikke helt sådan. Betyder det at verden er mindre interessant end man dengang troede?

Alan Turing var en af de vigtigste intellektuelle skikkelser i det 20. århundrede med en interessant biografi og meget, meget mere end Turing-testen på samvittigheden. Se Andrew Hodges’ Turing Home Page.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post47

EVO LIT: Evolutionen i litteraturen

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Wed, February 11, 2009 23:25:46

Den 12. februar 2009 er 200-års-dagen for Charles Darwins fødsel.

Selv om der naturligvis er synspunkter der byder mig stærkt imod, bilder jeg mig ind at være rimeligt saglig i diskussioner osv. ('forbandet rationel', som min kone anklagende kalder det). Men vi har alle sammen områder hvor vi har svært ved ikke at ryge i flint. Min tolerancetærskel bliver således kraftigt udfordret når folk (her i Danmark heldigvis et lille mindretal, men dette er desværre en undtagelse på verdensplan) betvivler evolutionen, insisterer på at udviklingslæren 'bare er en teori' og lignende åndsformørket sludder. Så selv om jeg normalt heller ikke er den der skilter med mine holdninger, kører jeg rundt med dette klistermærke på min bil:

(mere Darwin-mechandise og humoristisk propagandamateriale på evolvefish.com)

Jeg har selvfølgelig den betænkelighed ved det at man dermed legimerer en opfattelse af sagen som et holdningsspørgsmål, evolutionsteorien som noget man kan 'støtte' på samme måde som man holder med et bestemt politisk parti, går ind for eller er imod indførelse af euroen, eller hvad det nu kunne være. Men den fortolkning bliver forhåbentlig undermineret af den tydelige ironi. Højtråbende modstandere af evolutionsteorien er ikke væsensforskellige fra forne tiders medlemmer af Flat Earth Society. Evolutionen er bare vanskeligere at forstå.

Det sørgelige ved det er at store begavelser spilder deres tid på at skulle forsvare præmisserne for deres arbejde. Og at 'diskussionen' om evolutionsteorien dermed i medier og folkeoplysning kommer til at overskygge de ægte og virkeligt interessante diskussioner om detaljerne i evolutionens mekanismer, dels fordi det kommer i anden række i forhold til spørgsmålet om evolutionens realitet, dels fordi enhver åben erkendelse af at der er noget vi ikke ved (en forudsætning for videnskabeligt fremskridt) straks bliver grebet som et argument imod 'darwinisterne'.

En trøst er at naturvidenskaben trods alt sidder så meget på dagsordenen at kampen, om jeg så må sige, spilles på videnskabens banehalvdel. I dag er det kun et fåtal der tordner imod Darwin alene med henvisning til Bibelens ord. Begrebet Creation Science forsøgte som ordet siger at fremstille kreationismen som en videnskab, og dette gælder i endnu højere grad den verserende Intelligent Design-bevægelse hvor man helt benægter sin religiøse motivation. Det er efter min ærligste overbevisning fordækt, men dog et udtryk for at det videnskabelige verdensbillede trods alt bestemmer præmisserne for diskussionen. Den nyeste udvikling er at anti-darwinistiske bevægelser, som et udtryk for modstand mod vestlig materialisme, er i vækst inden for islam - en religion der ellers ikke har stået i noget modsætningsforhold til evolutionsteorien.

Nu er de fleste mennesker hverken religiøse fundamentalister eller principmodstandere af videnskabelig tankegang. Rigtig mange er bare sådan lidt ligeglade og har ikke hørt så frygteligt meget om den egentlige substans i diskussionen - det gælder for evolution som for mange andre videnskabelige emner. Det kan man naturligvis søge at råde bod på gennem undervisningssystemet, men det er jo, som ordsproget siger, lettere at trække en hest til truget end at tvinge den til at drikke.

Kunstens, og ikke mindst litteraturens, rolle er her interessant. Skulle man ikke forvente at netop digterne kunne formidle det videnskabelige verdensbillede? Aldrig er dette spørgsmål blevet formuleret så rammende som af den berømte fysiker Richard Feynman i forelæsningen 'The Value of Science' (1955):

The same thrill, the same awe and mystery, comes again and again when we look at any question deeply enough. With more knowledge comes a deeper, more wonderful mystery, luring one on to penetrate deeper still. Never concerned that the answer may prove disappointing, with pleasure and confidence we turn over each new stone to find unimagined strangeness leading on to more wonderful questions and mysteries - certainly a grand adventure!
It is true that few unscientific people have this particular type of religious experience. Our poets do not write about it; our artists do not try to portray this remarkable thing. I don't know why. Is no one inspired by our present picture of the universe? This value of science remains unsung by singers: you are reduced to hearing not a song or poem, but an evening lecture about it. This is not yet a scientific age.

Ian McEwans Tidens Fylde (The Child in Time, 1987, da. 1988) rummer følgende svada, lagt i munden på en teoretisk fysiker, en lige så mindeværdig og noget mere aggressiv pendant til Feynmans beklagelse:

En videnskabelig revolution, nej, en intellektuel revolution, en følelsesmæssig, sanselig eksplosion, en eventyrlig historie er ved at folde sig ud for øjnene af os, og du og din slags gider ikke bruge et enkelt alvorligt minut på den. ... Shakespeare ville have fattet bølgefunktionen, Donne ville have forstået komplementariteten og tidens relativitet. De ville have været begejstrede. Sikke en rigdom! De ville have plyndret denne nye videnskab i deres billedsprog. Og de ville også have opdraget deres publikum. Men I "kulturarbejdere" er ikke blot uvidende om disse storslåede fænomener, I er ligefrem stolte af ikke at vide noget ... Det er jo ynkeligt! Og fjern så det smørrede grin og skaf mig en drink. (s. 44-45, Jørgen Nielsens oversættelse)

'Videnskabelige' kunstværker er desværre ikke altid lige overbevisende. Ovenstående fremragende passage og bogens øvrige kvaliteter til trods (mit lokale bibliotek rubricerer den under 'ægteskab og skilsmisse' og 'mandeskildringer'!) synes jeg ikke at Tidens fylde er synderligt effen som en roman om tidens relativitet, og slet ikke i nogen videnskabelig forstand. Problemet er slet og ret: Hvordan skriver man loyalt og kunstnerisk om naturvidenskaben på en måde som både formidler dens storslåethed og gør den vedkommende?

Kosmologiens fortællinger om universets oprindelse og endelige skæbne er i en vis forstand den største fortælling vi har. Men det er ikke det samme som at den har dramatisk potentiale. Hvad dette angår vinder diverse mytologier, alt andet lige. På samme måde savner jeg Den Store Roman om evolutionsteorien. Jeg har ikke noget bud på hvordan den skulle skrives. (Som bekendt var det her i Danmark den store forfatter J.P. Jacobsen der oversatte Arternes oprindelse til dansk, og forfatterskabet præges jo af hans naturvidenskabeligt inspirerede ateisme, men skønlitteratur om selve evolutionen skrev han egentlig ikke). Men her kommer nogle eksempler på bøger med evolution som tema:

Hvis vi begynder med den realistiske litteratur er der en bog som Janes evolution (The Evolution of Jane, 1998, da. 2001) af Cathleen Schine, en rejseroman fra Galapagos hvor den nyligt fraskilte Jane render på en gammel barndomsveninde og fortidens konflikter kommer op til overfladen. Vi er et stykke vej fra f.eks. Ian McEwans finlitterære prosa, nærmere ovre i chick lit, men det er netop en pointe i sig selv: En ung kvinde kan udmærket have Darwin som sin helt (efter at være vokset fra nogle af de andre forbilleder som Bionic Woman og Fonzies kæreste). Sådanne bøger er med til at frigøre videnskabelige interesser fra et image som noget støvet, nørdet og særligt mandligt, og man lærer også noget om evolutionen og dyrelivet undervejs. Omvendt bliver evolutionen nærmest reduceret til et billede på nogle mellemmenneskelige forhold, og det er dermed i sidste ende ikke den store historie der bliver fortalt.

En anden mulighed er naturligvis at skildre videnskabsfolk - og da især de store opdagere. Harry Thompsons historiske roman This Thing of Darkness (blandt de første nomineringer til Booker-prisen i 2005) fokuserer på forholdet mellem Beagles kaptajn Robert Fitzroy og Charles Darwin - Fitzroy, der er en oprigtig menneskeven, forud for sin tid i sit sociale engagement og optaget af naturen, men samtidig dybt religiøs, og den præsteuddannede Darwin, hvis iagttagelser og teorier Fitzroy i stigende grad opfatter som en trussel mod grundlaget for sin etik. Samtidig med at vi kigger Darwin over skulderen og observerer evolutionsteorien in the making, får vi gennem de to mænd dramatiseret den konflikt mellem religion og videnskab vi stadig oplever i dag - udviklingslærens konsekvenser i tilgift til karakterportrætter og et tidsbillede. En uundgåelig ulempe er så at man utilsigtet får cementeret billedet af evolutionen som 'Darwins teori', det stereotype billede kreationister også opretholder, som om den moderne syntese og halvandet hundrede års videreudvikling ikke havde fundet sted.

Der er selvfølgelig også skrevet science fiction om evolutionen. En indlysende titel at nævne er Stephen Baxters mosaikroman der slet og ret hedder Evolution (2002). Handlinger strækker sig over mange hundrede millioner år og skildrer vore forfædre fra dinosaurernes tid frem til vores efterkommere i en fjern fremtid. Det er klart at denne bog er tænkt som et bud på Den Store Roman om evolutionen. Jeg er begejstret for ideen og ville sådan set ønske at jeg syntes bedre om bogen. Men for det første har jeg det svært med fortællinger med dyr som hovedpersoner - jeg savner dialogen og andet man forbinder med menneskelige personer. For det andet føler jeg - måske lidt puristisk - at bogen vil for meget og sætter sig mellem to stole ved både at være fortællingen om menneskets oprindelse og en science fiction-roman om menneskets evolutionære fremtid. Jeg havde hellere set dette som to bøger.

Her er det passende at gøre en afstikker til den populariserende faglitteratur som jo i stigende grad benytter dramadokumentarens form. Et fantastisk spændende forsøg på at fortælle den store historie - som fakta men med litterær inspiration - er Richard Dawkins' mursten The Ancestor's Tale (2004). Det er skildringen af en pilgrimsfærd, bygget over Chaucers Canterbury-fortællinger, hvor mennesket rejser tilbage i tiden for at søge sin oprindelse. Ved hvert knudepunkt, hver forgrening i livets træ, slutter vores slægtninge sig til os, først chimpanser, så gorillaer, og så videre hele vejen tilbage til vores fælles oprindelse med svampe, planter og bakterier. For hvert trin fortæller de nytilkomne slægtninge deres historie i mange detaljer. Som alle andre skildringer af evolutionen er der fordele og ulemper. Det er en fortælling om vores oprindelse, og der er derfor grene af livets træ (f.eks. dinosaurerne) som man ikke hører meget om, ligesom fremstillingen uundgåeligt giver påmindelser om en klassiske scala naturae med menneskets som evolutionens mål. At historien bliver fortalt baglæns gør det derimod kun spændende. Men det er lidt ironisk at den missionerende ateist Dawkins bruger den religiøse allegori som forlæg for at dramatisere sit stof.

Tilbage i science fiction-romanerne bør Greg Bears Hugo- og Nebula-vinder Darwin's Radio (1999) også nævnes. På trods af Darwin i titlen er fokus ikke på klassisk darwinisme, men på moderne genetik og bioteknologi. En voldsom epidemi viser sig at skyldes en endogen retrovirus. Det er ikke en sygdom, men evolution - en ny menneskearts fødsel. Enkeltpersoners og samfunds reaktion på denne trussel er skildret glimrende i klassisk spændingsromanform. Det videnskabelige indhold er solidt, men måske lovlig omfattende, for teksten er tæt og krævende, og ofte føler man at man ikke læser en roman, men en lærebog i mikrobiologi. Og den nye menneskeart der opstår, virker desværre ikke særlig troværdig, på trods af det solide grundlag og de spændende og aktuelle diskussioner om muligt forestående gennembrud i evolutionsbiologen. I 2003 kom fortsættelsen Darwin's Children.

(Still af animation af Egan til Teranesia. Se forfatterens egen side)

Den sidste roman jeg vil nævne, er Greg Egans på mange måder ukarakteristiske Teranesia (1999). På en ø i Stillehavet er evolutionen løbet løbsk. Nye, fantastiske arter af fugle og insekter kommer til at florere i løbet af kun få årtier, hvilket strider mod hvad der kan lade sig gøre ifølge gængs darwinistisk teori. Løsningen på mysteriet er mildt sagt fantasifuld - et gen der fungerer som en kvantecomputer - men denne noget hårtrukne idé giver anledning til meget god diskussion af andre evolutionsmekanismer end den naturlige udvælgelse. Bogens svaghed er en lovlig grovkornet satire over humanistisk teori og jargon (tydeligvis og desværre udelukkende inspireret af Sokal-affæren), men der er meget andet godt, indlevede skildringer af personer og australske og sydøstasiatiske samfundsforhold, samt ikke mindst fine passager der demonstrer at tilværelsens mysterium ikke bliver ringere af at blive set i et materialistisk lys. Som her hvor hovedpersonen Prabir grunder over sin egen og sin lillesøster Madhusrees fødsel:

He'd long ago accepted his parents' account of his own growth. He was not at all like a child-shaped balloon, merely swelling up with food; rather, he grew the way a city grew, with buildings and streets endlessly torn apart and reconstructed. A vast collection of templates inside him was used to assemble, from the smallest fragments of each digested meal, the molecules needed to repair and rebuild and extend every part of his body. Great fleets of microscopic couriers rode crystalline scaffolding, swam rivers thicker than treacle, and negotiated guarded portals to carry the new material to the places it was needed.
All of this was astonishing and unsettling enough, but he'd always shied away from pursuing it to its logical conclusion. Only once Madhusree had emerged, staring uncomprehendingly into a room full of faces and lights that he knew she'd never remember, had Prabir finally seen beyond the vanishing point of his own memories. The thing he knew firsthand about her was equally true of himself: he had once not existed at all. He'd been air and water, crops and fertilizer, a mist of anonymous atoms spread across India, across the whole planet. Even the genes that had been used to build him had been kept apart untill the last moment, like the torn halves of a pirate's map of an island yet to be created.
(s.124)

Glædelig Darwin-dag - og god læselyst!

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post32

Jeg - en sær løkke

VidenskabPosted by Stig W. Jørgensen Tue, January 27, 2009 14:06:24

Det er med de bedste populærvidenskabelige bøger som med kunstværker - de kan læses igen og igen med nyt udbytte hver gang, og forskellige læsere kan få forskelligt ud af dem, alt efter hvad de søger. En bog jeg umiddelbart kommer til at tænke på, er Roger Penroses The Emperor's New Mind fra 1989. Det er en vanskelig bog, og det lykkedes mig først at komme ordentlig igennem den da jeg i sin tid læste den i en privat studiekreds sammen med en filosof, en fysiker, en kultursociolog og en neuropsykolog, så vi hver især kunne gelejde forsamlingen gennem de emneområder vi havde bedst styr på. (Jeg gennemgik kapitlerne om algoritmer og beregnelighed, og vi havde blandt andet meget sjov ud af at implementere nogle simple Turingmaskiner med en rulle toiletpapir, nogle småsten og et par blyanter). Penroses centrale tese - at bevidsthed er et kvantefænomen - har aldrig interesseret mig synderligt, men derudover er bogen et overflødigshorn af udlægninger og diskussioner af talteori, kompleksitet, relativitet, kvantetilstande, tid, kosmologi, neurologi osv. osv., og af netop denne grund har jeg kunnet vende tilbage til bogen igen og igen med følelsen af at gå på opdagelse i et skatkammer.

Et andet uudtømmeligt værk - som ironisk nok repræsenterer det stik modsatte synspunkt af Penroses, nemlig at tænkning er algoritmisk - er Douglas Hofstadters klassiske Gödel Escher Bach fra 1979. Denne bog har også en kunstnerisk form, idet den i høj grad bruger humor og leg med sproget til at illustrere og fremføre sine pointer. Men Hofstadters lette og stærkt personlige stil (hvad Frederik Stjernfelt engang med en i sig selv mindeværdig formulering kaldte hans 'vitsende écriture') dækker over meget komplekse problemstillinger og alvorligt mente opfattelser. Tilsyneladende har det irritereret Hofstadter at mange har læst og læser bogen med samme skatkammer-holdning som mig - man lader sig fornøje og tager det med sig som man kan bruge, frem for at læse bogen for forfatterens centrale pointer. For at skære ind til benet har Hofstadter næsten 30 år efter fulgt op med I Am a Strange Loop (2007) der fokuserer mere snævert på hovedbudskabet.

Hofstadters holdning er at kunstig intelligens er principielt muligt - hvis man ikke er dualist, ikke mener at menneskelegemets materie har særlige mystiske, iboende egenskaber der adskiller det fra resten af den fysiske verden, hvis man kort sagt mener at intelligens og bevidsthed må følge (af) naturlovene, så er der ingen grund til at antage at intelligens ikke kan skabes kunstigt eller implementeres i andet materiale end kød og blod. Men i modsætning til mange andre fortalere for kunstig intelligens tror Hofstadter ikke på et reelt gennembrud, hverken i morgen eller om halvtreds år, og muligvis aldrig. Det gør på sin vis hans synspunkt mere interessant end mange mere jubeloptimistiske forskeres, men giver ham samtidig frirum til at falde tilbage på en konversativ, ja direkte romantisk dyrkelse af menneskeånden, som den manifesterer sig i stor musik m.v. Han er heller ikke bange for at bruge ordet 'sjæl', selv om det naturligvis især er en retorisk strategi - i stedet for at provokere dualister og troende med at påstå at sjælen ikke findes, tilbyder han i at forklare hvad den er.

Det der for alvor interesserer Hofstadter (i hvert fald nu om dage), er altså ikke at udvikle tænkende maskiner, men at give et bud på hvad tænkning/bevidsthed er. Hans bud på en forklaring rummes i begrebet 'sær løkke' (bogen kunne såmænd også have heddet The I is a Strange Loop). En sær løkke er en selvrefererende struktur der rummer en tilstrækkelig kompleksitet til at dette medfører et niveauskift, men samtidig ikke giver adgang til (selv)opfattelse på lavere niveauer (vi kan for eksempel ikke opfatte hvad der foregår på neuralt niveau i vores hjerne når vi tænker en tanke eller udfører en handling). Der er altså, med et modeord, tale om et emergent fænomen, eller sagt med et ordspil i Hofstadters ånd: Enhver er sin egen løkkes smed. Den tekniske definition er selvfølgelig bogens hovedindhold, og det er nok en smagssag om man synes Hofstadter skaber klarhed eller forvirrer begreberne med sine temmelig spøjse pædagogiske eksempler. Nogle af illustrationerne af virker ret fortænkte, uanset hvor uangribeligt det matematiske grundlag (Gödel m.fl.) er.

Den efter min mening mest interessante tese i bogen er nok Hofstadters idé (tidligere fremført i Le Ton Beau de Marot, 1997) om at et menneskes bevidsthed ikke er noget der befinder sig i én enkelt hjerne. Dels mener han at eksterne repræsentationer (skrift, billeder, og hvad vil ellers sætter os af semiotiske aflejringer i omgivelserne) udgør et samlet system med det der er inde i hovedet. Indlæggene på denne blog er altså ikke alene en del af bloggerens eksterne hukommelselager (hvor jeg f.eks. fastholder detaljerne i hvad jeg mente om en bestemt bog), men rummer ligefrem en smule af min bevidsthed, for såvel de elektronisk lagrede ord som de elektriske impulser og kemiske forbindelser i min hjerne er fysiske symbolsystemer. Derudover mener Hofstadter at et menneskes bevidsthed er spredt ud over alle de hjerner der interagerer med vedkommende, naturligvis med hovedsæde i personens egne hjernestrukturer, og med større grad af repræsentation i andre hjerner jo tættere man har dem inde på livet. Som hovedeksempel bruger Hofstadter sin afdøde hustru Carol, hvis bevidsthed han helt bogstaveligt mener lever videre i ham selv, omend i meget beskedent omfang. (Hofstadter er naturligvis udmærket klar over at dette kan udlægges som ønsketænkning affødt af hans store sorg, og han gør sig derfor umage med at dokumentere at han har arbejdet med denne teori mange år før Carols pludselige sygdom).

Carol har naturligvis en rig repræsentation i Hofstadters hjerne, idet han har internaliseret hendes reaktionsmønstre og gengivne erindringer igennem mange års samliv. Men han rummer også en lillebitte smule af forfattere han har læst, og en meget meget lille smule af ekspedienten i en butik som han flygtigt var i berøring med, eller historiske figurer som Archimedes. Under læsningen spurgte jeg mig selv hvad der så adskilte disse repræsentationer af andre bevidstheder fra repræsentationer af alt muligt andet, og Hofstadter kommer selv ind på det ved at opregne virtuelle skabninger som Holden Caulfield, hovedpersonen i J.D. Salingers Forbandede ungdom, en roman Hofstadter har et nært forhold til og refererer til i mange af sine værker. Mener Hofstadter at der ikke er kvalitativ forskel på Carol-repræsentationen og Caulfield-repræsentationen - at Caulfield altså besidder en lille smule bevidsthed? Det står ikke helt klart. Hofstadter fremstiller sit synspunkt som en mellemposition mellem på den ene side den rigide opfattelse af bevidsthed som noget inde i et enkelt menneskes hovedskal, og på den anden side opfattelsen af ét stort bevidsthedshav hvor man slet ikke kan tale om individer. Så vidt så godt. Men jeg synes han står svagere i sin afvisning af panpsykisme - den holdning at alt er bevidst - som meget vel kunne følge af hans opfattelse, i den forstand at repræsentationerne af ting har en form for bevidsthed. Svaret synes at være at personen Carol er (var) en sær løkke eller et kompleks af sære løkker, og at repræsentationen (i Hofstadters hjerne) derfor kan blive så rig at den selv udgør en sær løkke og dermed en form for autonomi som en internalisering af Carols reaktioner, personlige smag m.m. Men hvorfor skulle repræsentationen af Archimedes, som jo må være uendeligt vag, afvige kvalitativt fra en repræsentation af et kompleks ikke-bevidst fænomen? Og hvor kommer Holden Caulfield fra?

Det er påfaldende at Hofstadter slet ikke berører relevante faglige traditioner som situated cognition, interaktionisme eller (mere tilgiveligt) kontinentalfilosofiske overvejelse om forholdet til Den Anden. Og apropos Den Anden forekommer det mig at Hofstadter opererer med et romantisk ideal om sammensmeltning eller i hvert fald alignment mellem personligheder uden at komme ind på det identitetsskabende i forskellighederne. Når han endvidere taler om musikalsk smag som indikator for personlig overensstemmelse og fortæller om et venskab der ebbede ud efter at vennen havde introduceret ham for Bartóks anden violinkoncert og (gisp!) fremhævet den frem for Prokofieffs tredje klaverkoncert, så vidner det om en noget selvoptaget personlighed. Dette burde selvfølgelig ikke rage læseren en høstblomst, men gør det alligevel, hvis det er noget der påvirker forfatterens teoretiske indfaldsvinkel.

Hvad så med Hofstadters central tese om bevidstheden som sær løkke? Tja, han står stærkt flere af de steder hvor han er i offensiven og prøver at aflive (pseudo)filosofiske diskussioner som inverted qualia og zombie-argumentet, og når han påpeger at en dualistisk forklaringsmodel skaber flere problemer end den løser. Jeg er knap så overbevist om at man kan bortrationalisere qualia (indre oplevelser: smerte, lyst, farven rød, duften af en rose) fuldstændig sådan som han (og den åndsbeslægtede Daniel Dennett) taler for. Forstå mig ret: Jeg er ikke dualist, og jeg mener at bevidsthed er et gyldigt undersøgelsesområde for naturvidenskaben. Jeg mener bare ikke at vi har fundet nogen metodologi til at angribe alle aspekter af det. Som Jerry Fodors berømte/berygtede afvisning af bevidsthedsfilosofi: 'Der er ingen der har den ringeste anelse om hvordan materie kan være bevidst. Der er ikke engang nogen der ved hvordan det villle være at have den ringeste anelse om hvordan materie kan være bevidst.' Det man kan gøre er at adskille fænomenerne i det vi har en metodologi til, og det vi endnu ikke ved hvordan vi skal tackle, som Ray Jackendorf der i Consciousness and the Computational Mind (1987) skelner mellem the phenomenological mind og the computational mind, hvoraf sidstnævnte er det vi kan studere og simulere, f.eks. ved at søge en procedural eller evolutionær forklaring på hvorfor vi er bevidste om nogle ganske bestemte niveauer af vores informationsbehandling. Hofstadter ville formodentlig indvende at det er et forkert spørgsmål at stille fordi det objektiverer bevidstheden hvor den i virkeligheden er en uundgåelig følge af en given strukturel kompleksitet og dermed evolutionært set et epifænomen. Ikke desto mindre er det netop her jeg ser værdien af Hofstadters arbejde - som en teori på computational mind-niveau.

I Am a Strange Loop er en god bog at lade sig provokere af - hvilket den idiosynkratiske stil ikke mindst medvirker til.

Det tætteste bloggeren kommer på en 'strange loop' i sin garderobe - Vivianna Toruns Möbius-manchetknapper ...

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post30