Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles?

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, October 26, 2011 10:42:30

Her er en gåde: Hvad har Lily Broberg og Boris Vian til fælles? Det har noget med science fiction at gøre. Sådan da.

Her til morgen gjorde én af mine facebook-venner, ingen ringere end Science Fiction Cirklens for'mand', Lea Thume, opmærksom på en science fiction-sang fra de gode gamle dage, nemlig Sheb Wooleys smukke klassiker 'The Purple People Eater':

'The Purple People Eater' er fra 1958 og nåede nr. 1 på hitlisterne da den kom frem. Sangens trækker på to kulturelle fænomener fra 1950'erne, invasion fra rummet-film og rock'n'roll, med historien om den sære 'one-eyed, one-horned, flying, purple people eater' der kommer til Jorden, ikke for at spise mennesker, men på grund af den gode musik ('that's not the reason that I came to land / I wanna get a job in a rock 'n roll band').

Det fik mig til at søge efter Lily Brobergs danske version, 'Lille lilla lemmedasker' fra 1960. Desværre ligger hverken sangen eller den danske tekst - af Preben Kaas - på nettet. Man bemærker i øvrigt at Kaas har valgt den udbredte fortolkning at det er skabningen der er lilla. Den engelske tekst er ellers dobbelttydig på det punkt, men rumvæsnet besvarer dog spørgsmålet 'What's your line?' med 'eatin' purple people and it sure is fine', så skabningen er åbenbart ikke (nødvendigvis) lilla selv, men har bare hang til at fortære lilla personer. (Strengt taget burde titlen så skrives 'The Purple-People Eater', men også i 1958 var der nok for sprogpedanterne at tage fat i).

Jeg fandt altså ikke Lily Broberg i min søgning, men til gengæld lærte jeg noget nyt: Gabriel Dalar inspillede i 1958 en fransk version, 'Croque-crâne-creux'. Der ligger ingen videoer med sangen på nettet, men man kan downloade en mp3-fil bl.a. her på MediaFire.

I den franske sang er monstret hverken lilla eller ynder af lilla mennesker, men kan lide at gnaske tomme hjerneskaller. Den mest morsomme og lidt overraskende oplysning er at den franske tekst er skrevet af ingen ringere end Boris Vian. De fleste danskere kender nok Vian for visen 'Desertøren' (med dansk tekst af Thøger Olesen), men Vian er også en af Frankrigs betydningsfulde forfattere i det 20. århundrede. Blandt hans vidunderlige, surrealistiske romaner er især L'Écume des jours (1947, da. Dagenes skum, 1966) læseværdig - som Kafka på svampe!

Ud over den åbenlyse inspiration fra surrealismen og fra samtidens franske eksistentialister, såsom Sartre, er der tydelige paralleller til Philip K. Dicks science fiction-romaner (skrevet et lille årti senere end Vians romaner), og Dicks forholdsvis store anerkendelse i Frankrig i sin levetid (før han blev mødt med tilsvarende 'seriøs' interesse i den engelsksprogede verden) skyldes utvivlsomt også at han i den forstand kan forholdes til en fransk-europæisk tradition. Det kan forklares med fælles inspirationskilder for Dick og Vian - Vian elskede amerikansk 'triviallitteratur', især hårdkogte detektivromaner, men også science fiction, og Vian oversatte bl.a. A.E. van Vogt til fransk. Van Vogt var et af Dicks tidlige forbilleder, fra hvem han overtog pulp-idealet om et hæsblæsende tempo i handlingen og en idérigdom der virker som et bombardement på læseren.

'Croque-crâne-creux' er en yderst kuriøs lille tilføjelse til historien om forholdet mellem Vian og science fiction - og da i øvrigt også en pudsig lille udflugt til rock'n'roll for Vian der som viseskriver og musiker mest forbindes med jazzen.


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post112

Eurocon 2011 tv-optagelser

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, September 23, 2011 16:56:49

I sommer havde jeg fornøjelsen af at være gæst på den europæiske science fiction-kongres Eurocon 2011 i Stockholm.

En række tv-optagelser af programpunkter på kongressen kan nu ses på det svenske UR Play:

Æresgæst Ian McDonald taler om hvad der er godt og rigtigt ved science fiction.

Æresgæst Elizabeth Bear fortæller om sit forfatterskab.

"Som du ved, Bob ..." Charles Stross, Elizabeth Bear, Ian McDonald, Stefan Ingstrand og Hannu Rajaniemi diskuterer hvordan man får integreret baggrundsoplysninger naturligt i en fortælling.

Østeuropæisk science fiction. Paneldiskussion med Cristian Mihail Teodorescu, Marian Truta, Volodymyr Arenjev, Darko Macan og Alexander Royfe.

Årtiets bedste science fiction-romaner. Vor hjemlige Niels Dalgaard diskuterer med forfatteren Kristina Hård og den finske science fiction-kender Jukka Halme, med litteraturkritikeren Marianna Leikomaa som ordstyrer.

Der er ikke nogen optagelser af programpunkter som jeg selv deltog i. Jeg syntes at den svenske æresgæst John-Henri Holmberg, Johan Jönsson og jeg havde en fantastisk god diskussion om modernisme og science fiction, med den finske litteraturforsker Merja Polvinen som ordstyrer. Den blev ikke filmet, men jeg ved at den blev optaget på bånd, så måske får vi den at se på tryk en dag.


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post110

Science fiction er godt - bare ikke som litteratur?

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, July 29, 2011 12:26:00

Normalt reagerer jeg med en overbærende skuldertrækning på overfladiske og fordomsfulde omtaler af science fiction i medierne (ligesom jeg heller ikke rigtig kan hidse mig op over outsider-betegnelsen 'sci-fi'). Der er andre former for uvidenhed og fordomsfuldhed i verden som er vigtigere og mere værdige at spilde sin galde på.

Som jeg sagde for nylig i et interview i Novum, kan kritikken og irritationen med lige så stor ret vendes den anden vej - mod science fiction-kulturen i sine mere indspiste former. Jeg forstår ikke folk der kun læser science fiction. Ud over den indlysende værdi af at læse andre ting kommer man også til at værdsætte science fiction mere på den måde, for uden et sammenligningsgrundlag ville genrens egenart jo ikke træde frem. Folk skal naturligvis have lov til kun at læse science fiction, men man kan ikke tillade sig at være fortørnet over at resten af verden ikke påskønner genren, hvis man samtidig selv blindt fravælger en masse ting. Man kan se det på to måder. Man kan sige: Hvem er mest kræsen – den der ikke spiser tomater, eller den der kun spiser tomater? I det perspektiv er en inkarneret science fiction-fan naturligvis den mest snæversynede. Men man kan også sige at det er let at tilgive amatører og ungdommelige entusiaster en irritation over at andre ikke forstår eller deler deres begejstring, hvorimod det er meget mere problematisk at f.eks. en professionel anmelder, der ellers repræsenterer viden og bredt udsyn, demonstrerer en usaglig fordom. De professionelle er 'de store' der derfor netop burde være hævet over den slags.

Så selvfølgelig kan jeg ikke sige mig fri for også at føle en irritation engang imellem. Som nu f.eks. over dagens indlæg på videnskab.dk: Science fiction giver forskerne vilde ideer.

Det er egentlig ikke fordi der står noget særligt provokerende eller forkert i indlægget som sådan - det er snarere lidt banalt agurketidsagtigt fyldstof. Man kan heller ikke bebrejde et videnskabsnyhedssite (som jeg generelt følger med fornøjelse) at vinklingen er forholdet mellem science fiction og videnskab. Det irriterende er den underforståede antagelse om at science fictions videnskabelige indhold er genrens eneste og egentlige kvalitet. Med andre ord: Science fiction er alligevel godt - men altså ikke som litteratur betragtet. Det er altid problematisk når man giver sig til at forsvare ting på en måde der samtidig underkender deres iboende værdi. Lidt ligesom når studievejledningerne i min ungdom fortalte folk at det skam ikke var nogen dårlig idé at læse et humanistisk fag, for det gav dem generalistkvalifikationer! Læs du endelig italiensk, for så lærer du samtidig alle mulige andre ting som du kan få et job på! (Din specifikke faglighed har altså ikke nogen videre praktisk nytte eller værdi i sig selv - interessant 'forsvar').

Underoverskriften er temmelig eksplicit: 'Science fiction er måske mest kendt som en underlødig genre i litteraturen. Men erfaringerne viser, at forskere og sci-fi-forfattere inspirerer hinanden.' Jeg tror nu egentlig mest at science fiction er 'kendt' som en underlødig genre i de visuelle medier, og at det er den påtrængende tilstedeværelse af mindre subtile former for science fiction på film og tv der afholder de mere litterært sindede fra at stifte nærmere bekendtskab med science fiction i bogform, men lad nu det hvile. Det interessante er stadig 'forsvaret': Science fiction har alligevel noget at byde på, for det forudsiger opdagelser og opfindelser og inspirerer forskerne!

Således trækkes Jules Vernes månerejse (i 2011!) straks af stald som en gammel cirkushest, før man noget mere samtidsrelevant går videre til William Gibsons roman Neuromancer (1984) der 'er kendt for at have beskrevet, hvordan internettet ville virke og menes at have inspireret nogle af dem, der arbejdede med udviklingen af World Wide Web i begyndelsen af 1990’erne.'

Hvad kan sige om Neuromancer - som litterært værk?

Neuromancer trak stilistisk set på såvel noir-genrens 'tough guy'-diktion som den form for sansebeskrivelser i intense glimt man kan finde hos eksempelvis Lawrence Durrell. Denne skrivestil har fortilfælde i science fiction tilbage til Alfred Bester og mere udpræget Samuel R. Delany, men fik hos William Gibson det subtile træk at metaforikken afspejlede højteknologien i den skildrede verden.

Neuromancer - og science fiction-undergenren cyberpunk generelt - repræsenterede genrehistorisk en (yderligere) konsolidering af den 'hårde' (naturvidenskabelige) og 'bløde' (psykologiske, samfundsorienterede) science fiction.

Neuromancer (og cyberpunk) repræsenterede postmodernismens indtog i science fiction: et verdenssyn uden absolutter eller en 'stor fortælling' (såsom en gudsgiven verdensorden eller historiske determinisme); referencer på tværs af traditionelle skel mellem finkultur og populærkultur; samt fragmentering af individet, i cyberpunkverdenen opblødningen af grænserne mellem et fysisk og et 'virtuelt' jeg. Alt sammen træk ved romanen der fik det efterfølgende årtis litteraturvidenskabsfolk til at svinge sig op til ord om udgrænsning af en skelsætten mellem natur og kultur, teknologien som konstituerende faktor i et nyt subjektivitetsbegreb og meget mere af samme skuffe.

Neuromancer flyttede handlingsmæssigt fokus fra forskeren og den videnskabelige opdagelsesproces til effekten af de teknologiske nyskabelser på hverdagsplan, fra en klinisk til en beskidt fremtid hvor 'gaden finder sin egen anvendelse for teknologi', som et af forfatterkredsens slagord lød.

Og så JA - Neuromancer etablerede begrebet cyberspace som betegnelse for de nye virtuelle rum, der var ved at vokse frem, og foregreb i den forstand internettets udbredelse. Og JA - i lighed med dengang Arthur C. Clarkes visioner om udforskningen af rummet var inspirationskilde og drivkraft for en generation der kom til at beskæftige sig med rumfart i virkelighedens verden (og kunne vi dog ikke have fået nævnt Onkel Arthur i stedet for Jules Fucking Verne?), blev Gibson inspirationskilde for den første generation for hvem computere blev både hobby, livsstil og erhverv. Det var om ikke en selvopfyldende profeti, så dog noget der forstærkede en igangværende udvikling. For selvfølgelig hører det også med til science fiction-genrens værdi at den forholder sig til og behandler den teknologiske udvikling og det naturvidenskabelige verdensbillede, men der er oftere tale om en mentalitetsmæssig 'forberedelse' på fremtiden, og snarere end at science fiction 'giver forskerne vilde ideer', er der tale om en meget mere subtil vekselvirkning, som Niels Dalgaard da også forsøger at trænge igennem med i sine udtalelser til artiklen.

For at undgå misforståelser: Jeg mener ikke man i en populær netartikel om science fiction og videnskab i stedet burde have omtalt Neuromancers stilistiske særtræk eller mentalitets- og genrehistoriske betydning, og naturligvis slet ikke i den stil jeg gør det i her. Min opremsning er ment som en illustration af hvad man litterært set kan sige om romanen. Det der provokerer mig, er stadig den slet skjulte antagelse om at et science fiction-værk alene kan besidde værdi i kraft af sit videnskabelige indhold og forhold til den teknologiske udvikling. Jeg vil nu vente i spænding på at videnskab.dk bringer en tilsvarende artikel om kriminallitteraturen: 'Krimi er nok mest kendt som en underlødig litterær genre, der kan give folk lidt spænding i deres indholdsløse liv. Men erfaringerne viser, at krimier i flere tilfælde faktisk har inspireret politifolk i deres efterforskningsarbejde.'

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post108

Wicked og den moderne mytologi

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, May 25, 2011 13:09:00

Så er der kun få dage tilbage hvis man har lyst til at se musicalen Wicked på Det Ny Teater. Selv om der var stuvende fuldt i salen da jeg så opsætningen i går aftes, er Wicked i modsætning til så mange andre musicalopsætninger ikke blevet forlænget, og har generelt fået en lidt lunken modtagelse herhjemme. Det skyldes nok dels at musicalen ikke har nogen ørehængende hits der får folk til at strømme i teatret efter at have hørt en sang i radioen, dels at det forlæg som Wicked nyfortolker, nemlig Troldmanden fra Oz, ikke er en så integreret del af den folkelige bevidsthed i Danmark som i den engelsktalende verden.

Den ofte hørte påstand at populærkulturens figurer skulle udgøre vore dages svar på en 'mytologi', er naturligvis lige lovlig letkøbt. Men selv om formuleringen er for overfladisk og unuanceret, sætter den alligevel fingeren på noget rigtigt. Den antikke litteratur var i en forstand ét stort 'shared world'-projekt hvor græske og romerske forfattere igennem mange århundreder genfortalte de samme historier fra stadig nye synsvinkler og med skiftende fortolkninger og indfaldsvinkler (hvor den litteraturhistorisk mest berømte udvikling naturligvis er bevægelsen fra Aischylos' kultdramaer til Euripides' psykologiske skuespil). I lighed med moderne genfortællinger/nyfortolkninger af både klassiske og populærkulturelle historier kunne de antikke forfattere finde på at ophøje en bifigur til hovedperson eller give nye bud på 'hvad der virkelig skete' (således at Agamemnons datter Ifigenia f.eks. i nogle udlægninger bliver ofret, i andre undslipper).

Dette forløb fortsætter vel og mærke som en fælles referenceramme der udnyttes til kunstneriske tematiseringer af meget forskelligartede emner, meget længe efter at forfattere og publikum er holdt op med at opfatte guder og sagnfigurer som autentiske skikkelser i snæver forstand. (I antik tid ser man dog meget sjældent egentlige værdiomvæltninger hvor der byttes totalt om på helte- og skurkeroller). Med renæssancens genopdagelse af antikken bliver der fortalt videre på disse historier som indgår i den fælles referenceramme på linje med Bibelens fortællinger. Det er således korrekt når fortalere for gammeldags almendannelse fremfører at man uden kendskab til dette grundlag mister 'nøglen' til store dele af kunst- og litteraturhistorien fra før det 20. århundrede.

Der er store forskelle og ligheder mellem den gamle og den nye 'mytologi'. Men det er rigtigt at fortællinger og figurer fra populærkulturen i dag udgør en fælles referenceramme, noget som de fleste kender og har et følelsesmæssigt forhold til (f.eks. fordi de forbinder det med deres barndom), og som derfor kan genfortolkes og udnyttes til kunstneriske tematiseringer af stort set hvad som helst. Dette spænder så i dag fra ren (og nogle gange tom) leg med figurerne over praktisk udnyttelse af materialet som velkendt forlæg til sofistikerede analyser af det originale stof og dets værdigrundlag (og da jeg er et anstændigt menneske, tager jeg selvfølgelig ikke her ordet 'dekonstruktion' i min mund).

Tendensen er så gennemtrængende at man næppe kan blive færdig med at opremse eksempler, men her er nogle stykker: Alice Randalls The Wind Done Gone (2001) der genfortæller Borte med blæsten fra de sorte slavers synsvinkel. Marion Zimmer Bradleys The Mists of Avalon (1982) der genfortæller historierne om Kong Arthur fra kvindernes synsvinkel. Valerie Martins Mary Reilly (1990) der genfortæller historien om Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra en ung kvindes synsvinkel. Genfortolkningen af superhelteskikkelserne inden for tegneserier, såsom Alan Moores transformation af Marvelman til Miracleman, og på et mere abstrakt plan Moores og Gibbons Watchmen. De sidste eksempler demonstrerer at der er en glidende overgang mellem genopfindelsen af en konkret skikkelse (Marvelman) og et fænomen (superhelten som kulturel prototype). Og Bradleys eksempel viser en overgang mellem gammel og ny mytologi (sagnhelten Arthur til den moderne film- og litteraturskikkelse Arthur; Bradleys roman er en kommentar til begge dele). I postmodernismens berømmelige nivellering af høj og lav kultur indgår gammel og ny mytologi samlet, så Superman optræder på linje med Jupiter - og nogle gange sågar Jesus.

Stephen Schwartz' musical Wicked er altså et eksempel på dette meget omfattende fænomen. Wicked fortæller historien den gode heks Glinda og den onde heks Elphaba og kommenterer således (lad os nu bare sige:) Oz-mytologien. Det gør den ganske subtilt fordi den lægger op til en ret banal fortælling om hvordan den onde heks endte som ond, men udvikler sig til en relativisering af begreberne godt og ondt - med moderne pointer om offentlig fremtræden og magtspil bag kulisserne - og således ikke alene forholder sig til Oz, men til eventyrgenrens klassiske god/ond-dikotomi og den verden den udspiller sig i. Og mangler Wicked 'musical-hits', fungerer den stadig som musikdrama - et lydtapet, der stadig er lettilgængeligt nok til at overholde musicalgenrens konventioner, understøtter og bærer den gode handling frem. Ikke mindste det sidste er prisværdigt da mange musicals jo bomber musikdramatikkens historie tilbage til dengang handlingen udspillede sig i recitativerne, afbrudt af lange 'jeg elsker dig'-duetter eller arier hvor man begræder tabet af en stoppenål.

Musicalen Wicked bygger på Gregory Maguires roman Wicked: The Life and Times of the Wicked Witch of the West (1995), som jeg ikke har læst, men får mig til at tænke på en tre år ældre roman jeg heller aldrig har fået læst: Was (1992) af Geoff Ryman, som jeg generelt nærer en meget stor beundring for. Was er en som udgangspunkt realistisk roman om to menneskers svære barndom, den homoseksuelle Jonathan, der klarer sig igennem med en Oz-inspireret fantasiverden, og den følelsesmæssigt forsømte Dorothy (!), hvis historie er inspireret af Judy Garlands barndom. Altså (efter referat at dømme) en avanceret 'leg' med Oz-figurerne og Oz-filmens kulturelle betydning.

Og den slags tanker kan man så gøre sig efter at have set et par timer på Annette Heick og Maria Lucia på Det Ny Teater ...



  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post104

Gør bjerget i byen til årets idé!

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, February 11, 2011 10:16:36

Vi er mange både i og uden for science fiction-kredse der er stærkt begejstrede for Kaspar Colling Nielsens spøjse debutsamling Mount København.

Politikens iBYEN har nomineret årets idéer til iBYEN-prisen og lagt ud til afstemning på nettet hvilken der skal ende med titlen som Årets Idé. Og se om ikke Colling Nielsens forslag til et 3,5 kilometer højt bjerg med tilhørende floddelta ved hovedstaden er blandt de dominerede.

Stem på Årets Idé her!

Bjerget ligger i skrivende stund på en andenplads efter One Second Hand (en butik der sælger enlige handsker). Men der er afgivet så få stemmer at der sagtens kan nå at vende. Vinderen kåres 11. marts. Må den bedste idé vinde!


  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post99

Sangen om Nebulavinderne ...

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, September 29, 2010 09:08:01
På det seneste har Rachel Blooms ... øh ... hyldest til Ray Bradbury floreret på nettet som en virus. Da Ekkorummet jo er indbegrebet af god smag, må vi gøre opmærksom på at der også skrives mere lødige science fiction-sange, såsom Janis Ians "Welcome Home (The Nebulas Song)", en variation over hendes hit "At Seventeen" fra 1975. I den nye udgave begynder teksten:


I learned the truth at seventeen
That Asimov and Bradbury
and Clarke were alphabetically
my very perfect ABC's
While Algernon ran every maze
and slow glass hurt my heart for days
I sat and played a sweet guitar

and Martians grokked me from afar


Resten af teksten kan læses her, og sangen kan høres på Janis Ians hjemmeside.



  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post86

Danmark er tysk!

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Thu, August 19, 2010 12:12:15

En af ugens mediebaskere er Politikens historie om at den danske kong Christian IX i begyndelsen af juli 1864 tilbød at Danmark kunne blive en tysk delstat, en historie der bliver beskrevet i Tom Buk-Swientys nye bog, Dommedag Als.

Den slags indbyder jo straks til kontrafaktisk tænkning - eller 'alternate history', som vi kalder det inden for science fiction. Politiken selv indbød også straks sine læsere til at kaste sig ud i spekulationer: Hvad nu hvis vi var blevet tyskere?

I den professionelle afdeling optrådte Danmarks førende ekspert i kontrafaktisk historieskrivning, Rasmus Dahlberg, meget tidligt i TV2 Go'Morgen med sin udlægning. Se klippet her. Alternativ historie i morgen-tv!

I den verden ville der aldrig komme noget EU, siger Rasmus. Næ, 1864 kunne have fremskyndet et EU, mener tværtimod professor Uffe Østergaard ifølge endnu en artikel i Politiken.

Tja, hvem ved ...?



  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post79

Tænker I det samme som jeg?

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Mon, May 10, 2010 17:10:46

Hmm, er det bare mig, eller minder nedenstående påfaldende om den kartouche fra Pavane, jeg gengav i Keith Roberts-artiklen?

Det har nu efter min bedste overbevisning ikke noget med Pavane at gøre. Ornamentikken stammer fra forsiden til det spritnye album "Relayted" med indie-gruppen Gayngs.

GAYNGS på MySpace Music (hvis nogen skulle være nysgerrige)

  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post73
« PreviousNext »