Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Nørd og Søn 2. Papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i børneopdragelsens tjeneste

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sat, November 24, 2012 18:44:15

Nogle gange spørger man sig selv som forældre: Var det nu også rigtigt gjort? For eksempel spurgte jeg i går aftes mig selv: Var det nu rigtigt af mig at lade den niårige se den der film med uhyrer, gale videnskabsmænd, zombier, foruden transvestitter og transseksuelle, stofmisbrugere, fallit og (nu kommer det uhyggelige:) kæresteproblemer? Svaret er et klart ja. Men jeg må nok hellere forklare mig lidt.

Til halloween, der som altid var et af årets højdepunkter for min søn, kom jeg til at fortælle ham om den legendariske filminstruktør Edward D. Wood, Jr. (1924-1978), 'verdens dårligste instruktør', der ikke gik så meget op i om der lige væltede en kulisse under optagelserne eller lignende detaljer. Jeg fortalte selvfølgelig om den særligt berygtede rumgyser Plan 9 From Outer Space (1959), Bela 'Dracula' Lugosis sidste film - sådan da. Lugosi var allerede død da filmen blev indspillet, men Wood brugte nogle foreliggende optagelser og lod derefter sin kones kiropraktor overtage rollen, selv om han ikke lignede Lugosi, hvad man dog søgte at kamuflere ved at lade ham gå med armen oppe for ansigtet i samtlige scener.

Woods film er sjovere at snakke om end at se. Hvis man har set trailerne og de gode klip (med synlige snore i de flyvende tallerkener, etc.), har man set alt det sjove. Tro mig, jeg har set Plan 9 i sin fulde længde, som ikke er meget mere end en time, men nok til at jeg nåede at kede mig bravt selv om det foregik i veloplagt selskabeligt lag. Derimod huskede jeg med fornøjelse Tim Burtons pragtfulde spillefilm om Ed Wood (1994) med Johnny Depp som den talentløse, men smittende entusiastiske Wood og Martin Landau i en glansrolle som den glemte, aldrende Lugosi.

Jeg foreslog min søn at vi kunne se Burtons film sammen (vi har jo med fornøjelse set hans Alice i Eventyrland og Charlie og chokoladefabrikken) med det forbehold at det, selv om det lyder meget sjovt med de dårligt lavede monstre og væltende kulisser etc., er en film med nogle meget voksne problemstillinger, så det var meget tænkeligt at den slet ikke ville fange hans interesse. Så vidt jeg huskede, var der ikke noget for alvor uhyggeligt i den. Et andet emne som måske kunne være lidt kontroversielt for et børnepublikum, var Ed Woods transvestitisme (Wood instruede den delvist autobiografiske Glen or Glenda (1953) hvis gode tabubrydende intentioner bl.a. skæmmes af at der indgår en gal videnskabsmand som ævler om grønne drager, for at Wood kunne få Lugosi med i filmen). Men jeg huskede det som skildret så uskyldigt (først og fremmest noget med lyserøde angorasweatre) at jeg snarere opfattede det som noget udmærket der kunne give anledning til et smil og en snak om folks forskellighed og normer gennem tiderne.

I alt dette havde jeg husket filmen og vurderet mit barn rigtigt. Gyserfilmelementet virkede ikke uhyggeligt på et moderne barn, det bizarre var bare underholdende og tankevækkende, og filmen og dens figurer fascinerede ham tydeligt. Dér hvor jeg nok havde fejlet, var ved ikke at tage højde for hvor sørgelig historien var set med barneøjne. Da den affældige Lugosi, glemt af offentligheden, på fallittens rand og dertil morfinmisbruger, ringer Wood op om natten for at trygle om hjælp, havde det så stærk en virkning at vi måtte afbryde filmen for at snakke om det. Her var åbenbart en indlevelsesmulighed, hvilket fik mig til at tænke tilbage på min søns yndlingsfilm i børnehavealderen, BBC-serien i I dinosaurernes verden, hvor det vores betænkeligheder til trods ikke rørte ham det mindste at se allosauren hapse en diplodocus-unge, det var bare spændende, men at diplodocus-mor lagde sine æg og så forlod dem - det var en adfærd der var svær at godtage for en lille dreng med trygge forestillinger om forældrerollen! Under alle omstændigheder sad jeg nu pludselig med en afbrudt film og et barn der var meget ked af det, og overvejede kraftigt om jeg havde ladet min søn se noget han ikke skulle have set. Han gav imidlertid udtryk for at han stadig godt kunne lide filmen og gerne ville se den færdig, hvilket jeg støttede kraftigt da jeg synes det var bedre end at lade uafklarede følelser og en uafsluttet historie hænge i luften. Vi snakkede om at sørgelige historier også kan være gode, og at filmen jo også handlede om hvordan Wood hjalp Lugosi. Så vi så videre med brug af det gamle trick fra min egen barndom (folk var faktisk ofte, tro det eller lad være, udmærkede til at opdrage børn for både en og flere generationer siden): Min søn gemte hovedet hos mig og jeg skruede ned for lyden hvis det var noget han ikke ville se, hvilket i ét tilfælde - nogle ganske korte klip med Lugosi på afvænningsklinik - var sammenfaldende med noget jeg absolut heller ikke selv ville have ladet ham se. Da først vi havde fået den strategi på plads, var resten af filmoplevelsen en fornøjelse. Han virkede oprigtigt rørt og lutret (jo, katarsis-begrebet er klart relevant også for en niårig) over historien om hvordan Wood hjalp Lugosi til igen at føle sig som stjerne en sidste gang, uanset hvad omverdenen måtte mene om filmene og Woods kunstneriske evner, og Lugosis død (der jo var ventet, da vi vidste at en anden medvirkende skulle gå rundt med armen for ansigtet i Plan 9) havde overhovedet ikke den sørgelige virkning.

Transvestitelementet gled også uden videre ned. En ting der af og til får mig til at tænke at min søns forældre, deres øvrige fejl ufortalt, ikke kan være fuldstændig håbløse, er hans åbenlyst uforstående reaktion på forskelsbehandling og diskrimerende tænkning. Det handler ikke om at der er blevet prædiket for ham at mænd og kvinder og folk af forskellig race er lige, men at den tanke tydeligvis ikke har strejfet ham at det skulle være anderledes - at nogle har lys hud og andre mørk, er et banalt faktum ligesom at nogle har blå øjne og andre brune, og at der var engang hvor kvinder ikke havde stemmeret, bliver mødt med en dyb forundring. Denne selvfølgelige opfattelse af ligeværdighed er efter min mening noget ganske andet og bedre end den grasserende politiske korrekthed der ikke altid holder sig ovre på den anden side af Øresund. At man godt kan have en kæreste af samme køn, virker lidt mere fremmed på junior - nok fordi han ikke på samme måde ser det i det daglige, selv om mor og far forsikrer at vi også har venner der lever på den måde. Nu blev det så takket være Ed Wood suppleret med den oplysning at der er mænd der godt kan lide at gå i dametøj og vice versa. Som min søn ganske fornuftigt opsummerede budskabet: 'Det er nok for at sige at man kan være god nok selv om man er anderledes'. Og det er jo umiddelbart hvad man behøver at tænke og vide om den sag i så ung en alder. Igen stak forundringen sit hoved frem som reaktion på den morsomme scene hvor Ed Wood chokerer sine baptistiske sponsorer ved at træde frem i nederdel og angorasweater. 'Hvorfor tror nogle at Gud ikke vil have man går i dametøj??' Børn stiller mange gode spørgsmål.

Vi var også med på at Woods kæreste fra filmens begyndelse ikke er noget dårligt menneske bare fordi hun ikke forstår det der med at han låner hendes sweatre, og at hun jo i øvrigt har ret når hun siger at både han og hans skuespillere er talentløse, da hun forlader ham for at få sig et mere normalt liv. Jeg forsikrede at han senere ville få en kæreste der bedre forstod ham, og sønnike havde tilstrækkelig dramaturgisk indsigt til straks at erklære 'Lad mig gætte! Det er hende der bliver hans nye kæreste!' da Kathy træder ind på scenen i Patricia Arquettes skikkelse. Der er en af filmhistorien største kærlighedsscener da Kathy efter at have forsikret sig om at Ed Wood er til kvinder, accepterer hans transvestitisme med et 'Okay'. Ingen afstandtagen, intet 'jeg vil ikke høre om det her', heller ingen begejstring eller egentlig forståelse, men et skuldertrækkende godtagelse: Okay. Vi talte også om hvordan Wood på trods af sine begrænsninger er en idealist der kæmper for sine drømme og visioner. Det var altså i sidste ende vældig opbyggeligt at se Ed Wood sammen.

Filmen forstyrrede da heller ikke min søns nattesøvn, tværtimod fortalte han her til morgen at den var 'rigtig god', og vi fulgte op med youtube-klip med den rigtige Bela Lugosi i sin glansperiode ('I never drink ... wine'), autentiske scener fra Ed Wood-film (ikke mindst blæksputten fra Bride of the Monster var et hit) og Orson Welles' Den tredje mand. Jeg havde standset Ed Wood for at fortælle hvordan scenen med pariserhjulet filmisk refererer til den Orson Welles som Wood hele tiden sammenligner sig med (og som dukker op sidst i filmen), og det fik vi så demonstreret og lærte noget om filmsprog. Og at en film i øvrigt kan være lige så god selv om den er i sorthvid.

Det handler selvfølgelig om den banale sandhed at det vigtigste ikke er hvad ens børn får lov at se (selv om der naturligvis er ting de absolut ikke skal se, og som det fremgår var jeg også undervejs i tvivl om jeg havde gjort noget uheldigt), men også hvordan. De skal ikke bare plantes foran fjernsynet til en ubearbejdet oplevelse, men hvis man er med og taler om tingene både undervejs og bagefter, er der videre rammer. I dette tilfælde var der jo et ekstremt filter på: ikke kun fordi vi afbrød og sorterede i filmen, men også fordi min søn endnu ikke læser hurtigt nok til at kunne læse underteksterne, og kun forstår enkelte ord og simple vendinger i den engelske dialog. Det giver en mulighed for at gå lidt let hen over problematiske elementer.

Der er andet der kan bekymre. Vi er ikke herhjemme så begejstrede for tweenage-sitcom-serierne på Disney Channel med deres himmelråbende stereotyper a la den bitchede smukke pige, den kiksede kloge fyr, tyksakken og den uforbederlige bølle, og et ganske bestemt - og meget udansk - 'smart' lingo. Der var vist lukket lidt op for Disney Channel i formiddag, og så tænker man 'er det nu forkert at lade ham se det?', men trøster sig med at vi så papmachémonstre, morfinmisbrugere og transvestitter i går, og det er jeg rigtig glad for.

Se også: Nørd & Søn

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post160

Tro ikke på tyngdeloven! - netbaseret samtidskunst

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sun, October 21, 2012 12:01:38

Den flittige kunstnerduo Anders Bojen & Kristoffer Ørum, der blandt andet stod bag Radiant Copenhagen (2009), som jeg havde den fornøjelse at deltage i, lancerer fredag den 26. oktober et nyt internetbaseret kunstprojekt: Disbelieving Gravity.

Bojen og Ørum har her lavet et læringsprogram der sår tvivl om tyngdekraftens teori gennem pseudovidenskabelige tests. Det er kunstnernes mål at få brugerne til at lære et nyt sprog der med vilje udfordrer det de tidligere har lært. Værket udnytter nettets kommunikative potentialer og demonstrerer hvordan det vi tror, er sandt, kan betvivles og gentænkes.

Disbelieving Gravity vil fra fredag kunne findes på sin egen hjemmeside og på Museet for Samtidskunsts nye udstillingswebsite til netkunst, Net.Specific, som en del af sitets første udstilling, Communication Paths / Kommunikationsstier, sammen med værker af Eva & Franco Mattes, JODI, Jens Wunderling & Philipp Bosch og Michelle Teran.

I forbindelse med lanceringen afholdes der på Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde, den 26. oktober 2012 kl. 15-19 et symposium om netkunst med foredrag og performances hvor Klaus Mulbjerg kl. 16.40 vil introducere Disbelieving Gravity.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post156

Palmer & Gaiman - det ultima(lterna)tive celebrity couple

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Fri, September 14, 2012 17:40:52

Glem alt om David & Victoria Beckham, Angelina Jolie & Brad Pitt. I Ekkorummets verden er der naturligvis kun ét celebrity couple der for alvor er værd at interessere sig for: punk-cabaret, ex-Dresden Dolls-sangerinden Amanda Palmer og tegneserieskaberen og fantasyforfatteren Neil Gaiman. Ud over at være kreative, interessante personer er parret også eksempler på kunstnere der formår at udnytte de moderne mediers muligheder. Dette gælder også den måde de håndterer deres status som (alternativt) celebrity couple. De blev 'gift' to gange, første gang ved et iscenesat flash mob-bryllup som Palmer arrangerede som fødselsdagsoverraskelse til Gaiman i december 2010, og anden gang ved en juridisk bindende vielse i januar 2011. For tiden kan man på twitter følge Neil's Twittér Wife, en virtuel personlighed hvis identitet varetages af en ny person hver uge, skabt af Palmer så ægtemanden har en 'hustru' til at underholde sig mens den virkelige hustru er på turné. Løjer som disse giver indtryk af et par der har det oprigtigt sjovt med hinanden og deres fans og formår selv at holde fast i roret og navigere i den medieberømmelse der nu engang er et grundvilkår for deres virke. At det samtidig er folk der kan tage til skarpt genmæle mod angreb osv. bliver det ikke mindre sympatisk og underholdende af.

I denne uge er Amanda Palmer og hendes nye band The Grand Theft Orchestra aktuel med Theatre is Evil, et projekt der ud over albummet også omfatter bl.a. en kunstbog. I lighed med bestsellerforfattere der i stigende grad vælger at frigøre sig fra forlagene og selv stå for produktion og salg af deres bøger, har Palmer valgt udgive albummet selv, finansieret gennem crowdsourcing (som i en artikel i Information forleden blev til 'crowdsurfing' - men det er jo heller ikke fremmed for den verden). Det forretningsmæssigt og mediesociologisk interessante ved udgivelsen må naturligvis ikke skygge for at selve albummet bestemt er et bekendtskab værd med sange der spænder vidt fra den burleske cabaretstil over det mere råt rockede til en ganske storladen lyd.

Helt så spændende nyt er der ikke p.t. fra ægtefællen, selv om inkarnerede Neil Gaiman-fans og samlere vel glæder sig til at deluxe-udgaverne af Stardust udkommer i slutningen af oktober.

Se også Queen of Nerds, King of Dreams - om det kunstneriske samspil mellem Gaiman og Tori Amos

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post150

Skriv det selv i stjernerne!

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Tue, September 11, 2012 14:34:35

'Det står skrevet i stjernerne,' siger man. Jeg troede jeg var kreativ da jeg engang sendte nogen en hilsen ved at skrive budskabet med braille-skrift hvor de enkelte punkter var stjerner som gemte sig på en stjerneklar nattehimmel. Men nu har astronomerne rettet kikkerten mod fjerne galakser og fundet mit navn indskrevet med galakseskrift - mindre kan nemlig ikke gøre det:

Lidt snyd er det nu. Galakserne står ikke i denne formation i universet, men de er ikke mindre autentiske af den grund. Skriv selv dit eget budskab med rigtige galakser ved hjælp af My Galaxies (fra projektet Galaxy Zoo hvor almindelige mennesker kan hjælpe astronomerne med at klassificere galakser).

PS: Hvis man er skuffet over at ens navn ikke står sådan rigtig ude i universet, kan man jo altid lede efter det i pi, som vi muntrede os med til pi-dag for et par år siden.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post149

The Newest Flesh - når remake-genren bliver VIRKELIG sær

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Thu, August 23, 2012 11:23:15

Mens deja-vu-oplevelsen Total Recall flopper rundt omkring i biograferne, bliver det mystiskere og mystiskere, som man siger, med de remakes. Det særeste projekt jeg hidtil har hørt om, er planerne om en genindspilning af Cronenbergs Videodrome. Nu har jeg jo selv indrømmet at være en kætter hvad vintage-Cronenberg angår, så på den måde er jeg åben over en nyfortokning af Cronenbergs originale vision. Men man kan undre sig over hvordan nogen overhovedet får den tanke at lave et Videodrome-remake. Filmens idé er jo tidsspecifik, selv om den underliggende tematik ikke er det - i dag skulle den vel snarere handle om computerspil end om video? Og den er kontroversiel og ikke just nogen bredt publikumsmagnet. Ifølge de seneste rygter bliver reklamefilminstruktøren Adam Berg overvejet som instruktør. Jeg ved ikke hvad det betyder - et forsøg på at kommercialisere en oprindeligt ikke-kommerciel film ved at lægge vægten på det visuelle? Men måske er jeg fordomsfuld; måske går Berg rundt med en ny Cronenberg i maven (der venter på at bryde ud som et andet alien-monster).

Mens vi undrer os, kan vi selvfølgelig stadig lade os underholde af den reklame, der blev Bergs gennembrud:

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post142

Fremtidshåb og Mars-drømme: sommerserie i Information

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Sat, August 04, 2012 22:47:23

Da Katrine Hornstrup Yde, kulturjournalist på Information, i 1996 gik i 7. klasse på Midtjylland Kristne Friskole i Herning, skulle hver elev skrive en science fiction-novelle. Deres tekster om fremtiden blev samlet i en blå skolemappe med titlen Science Fiction 7. klasse. 16 år efter har hun opsøgt fire af de gamle klassekammerater for at snakke om, hvad de var bange for dengang, hvad de er bange for i dag, og hvordan de ser på miljø, krig, teknologi og katastrofe, Gud og Helvede, natur og kultur.

Mona frygtede i 1996 en katastrofal krig mellem Hells Angels og Bandidos og skrev novellen 'Krigen!!!' Hun lever nu som førtidspensionist med sin mand nær barndomshjemmet i landsbyen Gjellerup.

Klaus skrev i 7. klasse om at bygge et kæmperumskib og flygte fra Jordens atomkatastrofer og finde en bedre verden og planet. Han bor nu på Vesterbro i København og arbejder som ingeniør med ekspertise i jord.

Tina skrev dengang om en gruppe børn, der finder en kur mod epidemien 'Paidz'. Hun indpoder nu ansvarsbevidsthed og humanisme i en ny science fiction-skrivende generation som lærer på Aarhus Efterskole.

Susanne skrev den sære novelle 'Turen i Føtex' om en familie i opløsning. Hjemmet var hendes tryghed. I skolen blev hun holdt udenfor, fordi hun var ’dum’. I dag er hun uddannet tjener, bor i hus og etablerer egen familie.

Samtalerne har kørt som sommerserie i Information. Katrine skrev naturligvis også selv en novelle, den pessimistiske 'Life on Mars' om en Mars-kolonisering. Som afslutning på serien har hun opsøgt mig for at få en snak om hundrede års Mars-feber, kulturelle forestillinger om menneskehedens fremtid og - naturligvis - David Bowies sang.

Læs artiklen: Hvis bare der var liv på Mars

Samtalen fandt sted under dette års Fantasticon-festival i begyndelsen af juni. Det kom der i øvrigt også en fin lille artikel ud af fra Katrine Ydes hånd.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post134

Moebius (1938-2012)

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Wed, March 14, 2012 09:30:02

Nekrolog v/ gæsteblogger Klaus Æ. Mogensen

Som de fleste sikkert allerede har hørt, døde den franske tegneserietegner Jean (Moebius) Giraud 10. marts, 73 år gammel. Jean Giraud begyndte sin tegnerkarriere midt i 1950'erne med at tegne westernserier, blandt andet som assistent for den dengang mere kendte tegner Jijé. Det store gennembrud for Giraud kom i 1963 med serien Blueberry, skrevet af Jean-Michel Charlier. Undervejs i denne serie udviklede Giraud en detaljeret og 'beskidt' stil inspireret af spaghetti-westerns, og han fik hurtigt ry som en af de dygtigste europæiske tegnere.

Giraud behøvede på dette tidspunkt egentlig ikke udvikle sig mere som tegner, men i 1973 stiftede han sammen med en håndfuld andre tegnere kunstergruppen "Les Humanoides Associes", som udgav bladet Métal Hurlant, internationalt bedre kendt i den amerikanske udgave Heavy Metal (som også havde input af amerikanske tegnere). I denne forbindelse genoplivere Giraud pseudonymet Moebius, som han tidligere havde brugt i satiremagasinet Hara-Kiri, en forløber for Charlie Hedbo, kendt for genoptryk af de famøse Muhammed-tegninger. Under dette navn udviklede Giraud en stil, der var meget anderledes end den han brugte i Blueberry: mere enkel i stregen og med fokus på design af fremmedartede bygninger, landskaber og væsener. Métal Hurlant bragte nu klassiske Moebius-serier som Arzach og Den hermetiske garage (begge skrevet af Moebius selv) og historien The Long Tomorrow, der var skrevet af Dan O'Bannon og blev inspiration for filmen Blade Runners visuelle udtryk. I denne periode skrev og tegnede Moebius også det vovede album Den kåde kyk.

I 1981 begyndte Moebius et langt samarbejde med den brasilianske forfatter og filmmand Alejandro Jodorowsky omkring science fiction-serien om Inkalen, der nok må regnes som Moebius' (og måske Girauds) hovedværk. I 1983 begyndte Moebius ved siden af arbejdet med Inkalen på serien Stjernernes Vandringsmand, der byggede videre på en kort historie lavet som reklame for Citroén. Denne serie var mere filosofisk og vanskeligere tilgængelig end Moebius' øvrige værk, inspireret af filosoffen Guy-Claude Burger.

Moebius' meget visuelle stil tiltrak opmærksomhed fra filmfolk, først med konceptkunst til en filmatisering af Frank Herberts Dune som aldrig blev lavet, senere med konceptkunst til blandt andet Alien, Tron og Det Femte Element, hvor især sidstnævnte er meget præget af Moebius' unikke design.

I de sidste år af sit liv lavede Moebius nye historier i serierne om Arzach og Major Grubert, men dem har vi endnu til gode på dansk.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post120

Englænderne har tusinder af ord for sne!!

MedierPosted by Stig W. Jørgensen Tue, November 15, 2011 21:41:58

Here we go again. Jeg har været stærkt begejstret for Kate Bushs dramatiske og eksperimenterende musik siden begyndelsen af 1980'erne. Ikke desto mindre bliver jeg på grund af min sprogvidenskabelige baggrund en anelse træt når jeg erfarer at Bushs nye album (udkommer 21. nov.) bærer titlen 50 Words for Snow. Skal vi nu igen have repeteret den evindelige historie om eskimoernes fantasillioner af ord for sne?

Det står bedre til end man kunne frygte med Kate Bushs sang, men nu har jeg selv bragt sneordforrådet på bane, så lad mig lige kort slå fast hvorfor den hyppigt gentagne myte er så irriterende.

For det første: Påstanden er rimeligt let genkendelig som en vandrehistorie. Den bærer alle vandrehistoriens træk, især manglen på præcision. Eskimoerne har X antal ord for sne! X varierer fra seks til seks hundrede. Hvem er 'eskimoerne'? Der er ikke noget sprog der hedder 'eskimoisk' - hvad taler vi om, f.eks. vestgrønlandsk? Og hvad menes der med 'ord' (se næste punkt)? Hvor har du påstanden fra? Altid som 'noget man har hørt', noget der er 'almindeligt kendt', osv., ikke en original kilde eller fast henvisning. (At myten med en vis ret kan henføres til Benjamin Lee Whorf er en anden sag. Folk der kan anføre den reference, er som regel ikke dem der kolporterer historien ukritisk).

For det andet: De relevante sprog der kunne menes med 'eskimoisk', nemlig de eskimoisk-aleutiske sprog, er polysyntetiske hvilket kort fortalt betyder at ord på disse sprog svarer til længere sammensætninger af ord eller sågar hele sætninger på andre typer sprog. Det gør det til et temmelig afgørende spørgsmål hvordan man tæller 'ord'. Hvis beskrivelser som 'gammel, let beskidt sne der ligner vaniljeis' og 'snefnug der danser i luften som balletpiger' giver anledning til 'ord', er det ikke overraskende at 'eskimoisk' har mange ord for sne. Det siger ikke så meget om sproget. Svarer snarere til at tælle hvor mange beskrivelser af bøgetræer der optræder i dansk litteratur. Det er ganske vist: Danskerne har 1200 forskellige sætninger om bøgetræer! Og?

For det tredje: Hvis man nu påviste, at et specifikt, relevant eskimoisk-aleutisk sprog havde 27 veldefinerede leksemer ('opslagsord') for sne, ville det ikke påkalde sig nogen dybsindig teoretisk interesse. Vi har på dansk 'sne', 'tøsne', 'snestorm', 'snelag', 'fygesne', 'nysne' osv. (Det var seks - vogt jer, eskimoer, vi haler ind på jer!) som vi finder anvendelse for. Hvis man talte dansk et sted hvor sne spillede en større rolle i hverdagen, ville vi sikkert have flere. Hvis man bor oppe i bjergene, har man sikkert ikke så mange ord for fænomener med forbindelse til havet, osv. Den gamle diskussion om sammenhængen mellem sprog og tænkning, om vores sprog påvirker og/eller afspejler vores syn på verden, er evigt aktuel og interessant. Men at ordforrådet afspejler de umiddelbare omgivelser, er trivielt og for banalt til at bidrage til den diskussion.

Den fagligt kyndigste og den sjoveste og den vredeste aflivning af myten om sneordene er ubetinget den altid læseværdige Geoffrey K. Pullums The Great Eskimo Vocabulary Hoax i bogen af samme navn (1991). En lidt mere populær forklaring, med Pullum som kilde, kan findes i Steven Pinkers The Language Instinct (1994), og herhjemme er sneordmyten blevet spiddet af sprogfolk som Søren Brandt, Ivar Gjørup og Ole Stig Andersen - se Fornemmelser for sne. (De danske eksempler tager, som Ole Stigs titel antyder, udgangspunkt i Peter Høegs Frøken Smilla, som jeg hermed har nævnt eksplicit i håb om ikke at se hende optræde i kommentarer. Og jeg har reserveret en meget hård snebold til nakken på den første danske anmelder af 50 Words for Snow der måtte bruge overskriften 'Frk. Bushs fornemmelse for sne').

Så ja, uanset hvor længe og glædeligt ventet det nye Kate Bush-album er, bliver jeg lidt træt ved titlen. Men jeg er åndet lettet op. Det sært inciterende titelnummer '50 Words for Snow' består af Stephen Fry der reciterer sneord, fra velkendte engelske gloser som 'pristine' og 'avalanche' til besynderligheder, samt ord fra andre sprog, 'swans-a-melting', 'eiderfalls' og 'stellatundra', mens Kate Bush i omkvædet tilskynder ham til at nå op på halvtreds: 'Come on, man, you've got 44 to go!' Og sangen bekræfter ikke eskimomyten, idet omkvædet ændrer sig til 'Don't you know it's not just the Eskimo. Let me hear your 50 words for snow!' Vi (dvs. engelsk og andre sprog) kan fremvise lige så mange sneord, og er de lidt konstruerede, ja så er de tilsvarende inuitord det sikkert også hvis vi skal tælle til et halvt hundrede.

Kate Bushs 50 Words for Snow er som nævnt ikke udkommet endnu, men kan pt. høres her på NPR First Listen.


  • Comments(4)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post115
Next »