Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Damnatio memoriae - comic-book style

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, November 20, 2011 23:52:53

Nero var den værste kejser over Romerriget. Alle der sagde ham imod, blev myrdet. Nero kunne godt lide at spille på lyre, men han var frygteligt dårlig til det. Engang tog Nero til fest med alle sine venner. Det endte med, at festen blev ved i dagevis. Samtidig udbrød der brand i Rom. Byens borgere sendte en budbringer hen til festen for at sige til Nero at han skulle vende hjem til Rom. Nero ignorerede meddelelsen, og festen blev ved i flere dage endnu. Da han vendte tilbage til Rom, gav han de uskyldige kristne skylden, og tusinder af kristne blev dræbt. Nero var helt klart den værste af de romerske kejsere.

Ovenstående er skrevet af en 11-årig amerikansk dreng, der straks skal være tilgivet på grund af sin unge alder. Når jeg vælger at gengive det, er det fordi det så nydeligt opsummerer det populære billede af Nero der er fremherskende selv i dag. Den grusomme selvoptagede kejser der ukritisk plagede sine omgivelser med talentløse digte og musik. Pyromanen der satte ild på Rom og akkompagnerede synet af den brændende by med lyrespil (hvis det da ikke ligefrem var en violin, 1500 år før violinens opfindelse). Kristenforfølgeren. Modermorderen.

Der er ingen tvivl om at Nero i sin tid vitterlig gjorde sig skyldig i et utal af grusomheder. Men samtidig er han en af de verdenshistoriske skikkelser der har haft dårligst presse. Eftertidens billede af Nero er præget af to forhold. For det første damnatio memoriae, dvs. 'tilsvining af eftermælet'. Når der kom en ny kejser på tronen, skulle forgængeren ofte for alt i verden fremstilles som en despot, så man kunne glæde sig over den nye hersker som en frelser - et fænomen vi i nyere tid kender fra f.eks. omskrivningerne af historiebøgerne i Sovjet. Vores hovedkilder til Nero er Sveton, hvis kejserbiografier er særdeles underholdende læsning, men underholdende netop i kraft af at der er tale om ukritisk sladderbladsjournalistik, og den moraliserende historiker Tacitus, der ligesom moderne konservative samfundskritikere opfatter en kejser der giver kulturpolitik for meget plads i budgettet, som en hån mod de gamle romerske dyder. For det andet er vores billede af Nero i høj grad præget af to tusind års kristen tradition, hvor Nero som kristenforfølger får reserveret en særlig plads i helvede, hvis han da ikke ligefrem er Antikrist selv. (Det er værd at bemærke samtidens syn på den sag. Sveton, der ikke lægger fingrene imellem i sin tilsvining af Nero, opregner kristenforfølgelserne blandt de få gode ting kejseren trods alt gjorde, og mens Tacitus anfører at afstraffelsen af de kristne skete med unødvendig grusomhed, nærer han ingen tvivl om at der er tale om en farlig menneskefjendsk sekt - terrorister og ekstremister, ville det hedde nu om dage). Dette eftermæle skyldes nok især at Nero var den første af kristendommens fjender på statslederniveau. Det er ironisk hvordan en senere skikkelse som filosofkejseren Marcus Aurelius, der nærede en seriøs, intellektuelt begrundet modvilje mod kristendommen som han systematisk satte igennem med magt, nærmest har fået ry af pseudokristen humanist ligesom en anden stoiker, Neros samtidige Seneca.

Virkelighedens Nero var efter alt at dømme en mere sammensat og derfor mere interessant skikkelse. (Miriam Griffins Nero: The End of a Dynasty, 1985, er nok stadig standardværket blandt de moderne biografier. Michael Grants Nero fra 1989 er populært læseværdig. På dansk har vi Rudi Thomsens lødige, men lidt gammeldags lille bog Kejser Nero, 1998, og Peter Ørsteds også med international målestok fremragende Nero, Kejser i Rom fra 2004). Den psykologiske profil af et menneske der levede for flere tusind år siden, og som vi primært kender gennem hans fjenders fremstilling, må nødvendigvis blive noget uklar. Men de kendsgerninger vi har, peger på et svagt, snarere end ondt, menneske der fik alt for meget magt og ansvar i en alt for ung alder (Nero blev udråbt til kejser som 17-årig i 54 e.Kr.). Et følsomt, kunstnerisk begavet ungt menneske (intet tyder på at Nero var talentløs som kunstner eller væddeløbskører) hvis ulykke bestod i at han tilfældigvis var verdens herre og dermed aldrig kunne møde den modstand og kritik der kunne udvikle hans personlighed og talenter. Neros biografi skriger på en nærmest vulgærfreudiansk fortolkning: Den unge kejser er marionet for sin mors, Agrippinas, ambition og magtbegær. Efter at hun er borte, med stor sandsynlighed myrdet på Neros ordre, mister den nu almægtige unge kejser alle hæmninger og med tiden al selvkritik og virkelighedsfornemmelse. Han fører sig frem som et menneske der blot ønsker at nogen ville sætte en grænse for ham, og bliver mere og mere ekstrem da det ikke sker, indtil han uundgåeligt selv bliver myrdet ved en omvæltning i 68.

Søren Kierkegaard bruger i Enten - Eller (i "Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse") Nero som eksempel på den rent æstetiske personlighed der søger at dulme sin fortvivlelse gennem blind hedonisme, og fremsætter en bemærkning som (uanset om Kierkegaards fremstiling af Nero som ansvarlig for Roms brand er uhistorisk set med moderne øjne) fanger essensen af hvorfor Nero forbliver fængslende og interessant: 'dog vil jeg aldrig tilraade noget Menneske i strengeste Forstand at tiltroe sig selv Styrke nok til ikke at blive en Nero.' Nero er et mørkt spejl. Man skal være et yderst sindsroligt gemyt for ikke at gyse ved tanken om sig selv i Neros position. Som altid er den mest skræmmende tanke ikke om man kunne ende som offeret, men om man kunne ende som bøddelen.

Gør den dybe kløft af tid der skiller os fra kejseren, det vanskeligt at nå frem til de historiske sandheder om Nero, er Nero-skikkelsen til gengæld oplagt for kunstnerisk fortolkning. Desværre er de kunstneriske fremstilinger selv i dag gennemsyret af arven fra de to kritiske traditioner, damnatio memoriae og antikristen. Det kendteste og nærmest prototypiske fremstilling af Nero er den polske nobelpristager Henryk Sienkiewicz' Quo Vadis (1895, da. 1899) med Nero i klar skurkerolle og den tidlige kristendom i helterollen, et billede der er blev bestyrket af den kendteste filmatisering, Mervyn LeRoys Hollywood-storfilm fra 1951, med Peter Ustinov i hovedrollen som en talentløs, fej og komisk Nero. Hubert Monteilhets volumiøse Neropolis (fransk 1984, da. 1986) er i udpræget grad en bevidst opdatering af Quo Vadis - en opdatering i form og i historiske detaljer, men ikke i indfaldsvinkel eller grundholdning til Nero-skikkelsen og kristendommen.

Det er faktisk vanskeligt at komme på et kunstnerisk betydningsfuldt værk der tegner et anderledes portræt eller leverer en anderledes analyse af kejser Nero. (Umiddelbart husker jeg f.eks. David Wisharts roman Nero fra 1996 som en fin skildring, men det er ikke litteratur i Sienkiewicz' eller Monteilhets klasse). Så meget desto mere har det været en positiv overraskelse at stifte bekendtskab med den belgiske tegneserie Murena, skrevet af Jean Dufaux og tegnet af Philippe Delaby. Ottende bind af serien er her i efteråret kommet på dansk, og fortællingen er dermed nået frem til Roms brand i 64.

Seriens forsøg på at undvige klassiske klicheer springer i øjnene allerede på de første sider hvor kejser Claudius i tegninger og ord fremstilles som en kynisk og desillusioneret mand uden fysisk charme, men langt fra Sveton-stereotypernes lallende tåbe. Nero selv fremstår nærmest som en smuk mand med et brændende blik, et grundlæggende usympatisk, men langt fra dæmonisk menneske.

Michael Green, en Oxford-professor som jeg ikke har kunnet finde andre oplysninger om, skriver i et lille forord til bind 4, De som skal dø ..., at 'Dufaux og Delaby respekterer virkeligheden. De har haft intelligens til at se bort fra de fejlagtige overleveringer, som fremstiller [Nero] som en udsvævende gøgler med en harpe i hånden, der bringer Imperiet til fald. Han var en af antikkens mest afholdte kejsere.' Som vel alle andre opfatter Green - og Dufaux og Delaby - moderen, Agrippinas, død som vendepunktet i Neros liv, et vendepunkt der ironisk nok trækker kejseren i to retninger: Han tager for første gang personligt ansvar for sin embedsførelse, samtidig med at han påbegynder en rejse ind i vanviddet. Dette psykologiske spændingsforhold kendetegner seriens portræt af Nero med fortælleteknisk kontrapunkt i den, så vidt jeg ved, fiktive titelfigur Murena - og naturligvis et væld af andre skæbner.

Men begrænsningerne ved snævert definerede genrer er svære at undslippe. Den historiske roman om romertiden - sværd & sandal-fortællinger, om man vil - er tynget af en præcedens der får klicheerne til at ligge snublende nær. Ligesom western er sværd & sandal-genren defineret ved fortællingens tidspunkt og lokalitet og, mere problematisk, ved fortællingens inventar. En western uden heste, cowboys, seksløbere, indianere, saloons, dueller og konflikter er ikke en western, men noget andet ... f.eks. 'bare' en historisk roman om nybyggertiden. Helt så inventardefineret er romertidsfortællingen trods alt ikke, men der er et klart litterært forventningspres om at der skal optræde gladiatorer og slaver, sexorgier og smukke/snu kvindfolk, grusomhed, togaklædte senatorer og rænkespil, kristne og korsfæstelser, osv. Selv en avanceret serie som Murena læner sig faretruende op ad en række standardelementer der 'bare skal være der', ikke blot i fortællingen, men i billedsiden og dens æstetik, der i sidste ende er farvet (eller bleget) af vores drøm om antikkens rene hvide marmorstatuer. Men statuerne var i sin tid malet i pangfarver, og gaderne lugtede af lort, og de færreste fiktioner formår i selve æstetikken at fremmane antikkens radikale fremmedhed. Hvis man landede der, ville det vel føles som at vågne op i et ukendt land i den tredje verden og træde ind i en fremmed seksuel subkultur på en gang. Det eneste værk jeg kan komme i tanke om, der giver denne fornemmelse, er Fellinis film Satyricon (1969). Men mens vi venter på et værk der transcenderer genren, kan vi glæde os over Murena i kraft af portrætteringen der i én forstand er alt andet end tegneserieagtig.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post116

Frack! - eller nyt fra nørdfilologiens verden

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, October 30, 2011 12:56:11
Tja, der er nogen der siger at de sociale medier er spild af tid. Men jeg lærer hele tiden nyt af mine venner på facebook og de andre netværk.

For nogle år siden begik jeg her i Ekkorummet en filologisk eksegese over ordet 'frak' eller 'frack' der blandt andet kendes fra serien Battlestar Gallactica. Indlægget hed Fremtids- og andre f-ord.

I dag har jeg så lært af Tue Sørensen at 'fracking' (eller 'fracing') også har en teknisk-videnskabelig betydning, nemlig hydraulic fracturing.

En anden deltager i diskussionen på facebook gjorde opmærksom på at der faktisk blev brugt et ordspil på science fiction-bandeordet/det tekniske fagudtryk i en episode af CSI, hvor mordmysteriets opklaring involverede en skummel virksomhed som tjente kassen på 'fracking' - og opførte sig 'fracked'. Episoden, nr. 237 fra 2010, hedder netop Fracked.

Hvad man dog skal lære ...

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post113

Litterære limericks

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, February 20, 2011 16:35:04

Det er søndag. TV2 Zulu viser True Blood. Der er også underholdning på computeren. Jesper Rugård diverterer sine facebook-venner med alfabetdigte. Jespers små humoristiske vers fik mig til at tænke på en genre jeg selv dyrkede for år tilbage.

I 1985 udkom bogen How to Become Ridiculously Well-read in One Evening. A Collection of Literary Encapsulations af E.O. Parrott hvor 150 klassiske bøger og skuespil blev vittigt opsummeret i form af digte eller kortprosa (f.eks. avisoverskrifter - i dag ville nogen sikkert have fundet på at transkribere klassikerne som sms'er).

Jeg faldt over bogen nogle år senere og blev straks inspireret. For at stramme formen yderligere besluttede jeg at genfortælle litterære værker over fem linjer efter limerick-rimskemaet aabba.

Da jeg dengang havde min gang på det daværende Institut for Klassisk Filologi, var det naturligt at tage udgangspunkt i de græsk-romerske klassikere. Ødipus' sørgelige endeligt kunne således opsummeres:

Vor konge har ro i sit sind.
Det falder ham slet ikke ind,
at smitten af pest
sku' skyldes incest.
Morale: at elskov gør blind.

De forskellige sange af Odysseen blev genfortalt over en række vers. De fleste husker nok hvordan det gik Odysseus og hans besætning på Kirkes ø:

Heksen Kirke sagde: "Kom så herhen!"
men Odysseus peb: "Ikke igen!"
Hun sagde: "Alt har sin pris,
og hvis jeg er en gris,
så sku' du bare se dine mænd!"

Derimod kræver genfortællingen af Euripides' Bacchantinderne måske en note. Titlens bacchantinder (eller mænader) var kvinder der dyrkede, og i mytologien fulgte, ekstasens gud Dionysos. Kong Pentheus af Theben blev overrasket i at lure på dem hvorefter mænaderne flåede ham levende. Med andre ord:

Pentheus tror han i ro og i mag
kan iagttage kvindernes sag,
men idet bacchantinder
er ret vilde kvinder,
får Pentheus nu revet den af.

Antikhistorikeren Mogens Herman Hansen var straks med på ideen, og i nogle år optrådte vi som dystende skjalde ved diverse julefrokoster o.l. Mogens blev faktisk så begejstret for genren, at det senere blev til to hele bøger fra hans hånd: 50 mytologiske limericks og andre vers om de gamle grækere (1995) og Nye mytologiske limericks (2005).

Indlysende nok måtte jeg også overføre mit påfund på science fiction-genren, selv om den generelt ikke giver samme mulighed for limerickagtige slibrigheder som den klassiske litteratur. Men Daniel Keyes' "Blomster til Algernon" kunne f.eks. gengives:

En operation uden farer
gør tankerne lysende klare.
Det er en fidus
for mænd og for mus,
i hvert fald så længe det varer.

Eller Stanislaw Lems Solaris:

På denne planet har man sandet,
at Havet kan tænke, blandt andet.
Så skulle man møde
sin kone, der døde,
må også hun synes lidt vandet.

Min egen favorit er nok følgende meget dækkende resumé af Arthur C. Clarkes Rendezvous med Rama:

To hundrede år skal vi hen
før mennesket er menneskets ven.
Men så kommer Rama,
og helt uden drama
flyver den bare igen.

En overgang legede jeg med tanken om at skrive en litteraturhistorie i denne opbyggelige form, men projektet løftede sig aldrig rigtig, og desuden havde Mogens Herman Hansen jo allerede været ude med sine mytologiske limericks i bogform. Nogle af mine klassiske genfortællinger blev meget passende trykt som "Pluk af den græske litteraturs historie" i et uformelt festskrift til Mogens, og nogle af science fiction-versene udkom naturligvis i fanzines. Jeg har ikke rørt genren de sidste mange år og har ingen planer om at genoptage den. Men ideen er hermed givet videre.


  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post100

Kvante Sørensen og Heisenberg

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, January 01, 2011 20:42:48

Den dynamiske duo bestående af den finurlige og ofte tabubrydende fortæller Oscar K. og den kendte tegneserieskaber Teddy Kristiansen har i det forgangne år fået udgivet to bøger inspireret af kvantefysikkens verdensbillede.

Et øjeblik i Kvante Sørensens liv (Høst & Søn) er en billedbog om den 12-årige Kvante der, mens moderen er på hospitalet for at føde, går sig en tur på kirkegården. Pludselig forflyttes han i tid og rum (eller også går han bare og fantaserer?), og i en række stemningsfulde vignetter møder han levende og døde slægtninge i deres ungdomstid. Efter de hurtige tidsrejser løber han hen til Fødeklinikken og afrunder slægtsdramaet med mødet med sin nyfødte lillesøster.

Det er en ganske fantastisk billedbog der ikke minder om nogen anden jeg kender. De små skildringer af møderne med anerne er minimalisme i ordets bedste forstand - med få replikker og underspillede virkemidler tegnes i hvert tilfælde både et skarpt tidsbillede og et karakterportræt samtidig med at der antydes en overordnet slægthistorie der sagtens kunne blæses op i Buddenbrooks-format. Illustrationerne i genkendelig Teddy Kristiansen-stil spiller fint sammen med teksten og bidrager med detaljer og ikke mindst stemning.

Bogen er ifølge bagsideteksten - jf. personnavnet Kvante - 'inspireret af kvantefysikkens teori om paralleluniverser'. Jeg synes dette er et lidt unødvendigt postulat. Kvante Sørensens møder med sine slægtninge kan fortolkes på mange måder, hvilket kun er et fortrin ved teksten, og det er lidt anstrengt at betegne disse visioner eller skæringspunkter i tid og rum som 'paralleluniverser' (måske ud fra en David Deutsch/Julian Barbour-agtig fortolkning af fortidige tidspunkter som særtilfælde af paralleluniverser?). Bogen ville stå lige stærkt uden at kvantefysikken blev bragt på bane.

Måske har Et øjeblik i Kvante Sørensens liv et genreproblem, forstået sådan at børn der er gamle nok til at få udbytte af historien, måske vil føle at begrebet 'billedbog' hører en yngre aldersklasse til. Men jeg kunne forestille mig at man kunne få meget ud af at læse og diskutere fortællingen med en åben og nysgerrig 8-9-årig. Og det er en billedbog som man helhjertet kan anbefale til den voksne læser!

Oscar K. og Teddy Kristiansen står også bag en mere omfattende og meget ambitiøs bog der til bibliografers fortrydelse som titel bærer formlen

og derfor oftest omtales ved undertitlen Eller Gensyn med Heisenberg (Forlaget Fahrenheit). Når noget præsenteres som en 'graphic novel' og bærer en sådan titel, forestiller man sig måske noget i retning af Michael Frayns skuespil Copenhagen eller et didaktisk projekt a la Logicomix (om den matetiske logiks grundlæggere). Gensyn med Heisenberg er noget ganske andet, en række sammenfiltrede tråde der hver især er fuldgyldige fortællinger som ikke nødvendigvis i sig selv rummer referencer til fysik & fysikere, men samlet set foregår i et ubestemmeligt 'kvanteunivers'. Til tider kan projektet minde lidt om Neutzsky-Wulffs mammutromaner fra de senere år hvor man ligeledes har en fornemmelse af at alt kan ske i teksten fordi kausalitetens almindelige love er ophævet - men uden Neutzsky-Wulffs docerende og ofte bastante stil. Tværtimod er skrivestilen i Gensyn med Heisenberg forfinet og sine steder elegant vittig. Helt i top er passagerne om digteren Olaf Kárason, en fortælling der er nådesløs og cool på den norrøne måde man f.eks. forbinder med den islandske mester Sjón. Fine iagttagelser og en fin de siecle-agtig stemning er der også i passagerne om atlanterhavsøen Presença.

Den smukke og noget hermetiske prosa med sit væld af referencer indbyder til adskillige gennemlæsninger. Gensyn med Heisenberg er et fascinerende og beundringsværdigt værk, men af flere grunde ikke 100 % vellykket.

For det første synes jeg ikke at samspillet mellem teksten og billedsiden er så godt som det kunne være. Bogen er på alle måder lækker, og Teddy Kristiansens layout og billeder - denne gang i en mindre letgenkendelig stil - er spændende, smukke og veludførte. Men kun i sjældne tilfælde føler man at billedsiden bidrager med stemning, detaljer eller fortolkninger der ikke allerede er til stede i teksten. Teksten ville kunne stå alene og fungere, og Gensyn med Heisenberg fremstår derfor som en roman med illustrationer. For at noget skal fortjene betegnelsen 'graphic novel', skal der være tale om et samspil hvor både teksten og det visuelle bidrager, og ingen af delene ideelt set kan stå alene. (Det skal dog straks siges at jeg ikke er klar over om 'graphic novel' er Oscar K. og Teddy Kristiansens egen benævelse for værket). Faktisk sker der for alvor først noget på det plan hen mod slutningen hvor ord og sætningsdele fader væk i gråtoner (et virkemiddel der måske i højere grad kunne have været anvendt til at antyde alternative handlingsforløb?) samtidig med at billederne går i opløsning og både tekst- og illustrationsmængden bliver mere sparsom side for side.

For det andet er jeg igen tvivlende over for den rolle kvantefysikken spiller i/for fortællingen. Jeg har før (i forbindelse med et digt om stofskifte og med evolutionsteorien) diskuteret naturvidenskabens rolle i kunsten og snævrere i litteraturen. Der er flere indfaldsvinkler. Der er det (didaktiske) historiske drama hvor man tager udgangspunkt i de videnskabsmænd der gjorde opdagelserne og formulerede teorierne. Der er de spekulationer vi i dag mere snævert opfatter som science fiction. Og endelig er der litteratur hvor man fortæller den historie man nu engang vil fortælle, i lyset af et videnskabeligt verdensbillede (som hos Ian McEwan). Oscar K's tekst indskriver sig klart i den sidste tradition, men jeg savner - måske især fordi jeg er science fiction-læser? - en præcisering af en bestemt udlægning af kvantefænomenerne som grundlag for fortællingen. F.eks. repræsenterer Københavnerskolen og mange verdener-fortolkningen af kvantefysikken radikalt forskellige verdensbilleder, og hvis man skal udlægge eller være åben for dem alle på én gang, skal det være en pointe i sig selv. Det 'kvanteunivers' Gensyn med Heisenberg foregår i, synes at minde om Borges' Alef - et punkt i rummet (og tiden) der rummer alle andre punkter. Det er som om Heisenbergs usikkerheds- eller ubestemthedsrelation fortolkes som et kunstnerisk anything goes, så hvad som helst kan lade sig gøre. Groft sagt er det vel lige så misforstået som at parafrasere Einsteins relativitetsteori som 'alt er relativt'.

Men disse indvendinger skal ingenlunde afholde mig fra at anbefale bogen som et ambitiøst eksperiment og en fornøjelse at læse!


  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post97

Eaglemans SUM på dansk

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Tue, September 28, 2010 15:10:39

Sidste år skrev jeg med begejstring om David Eaglemans poetiske og tankevækkende lille bog SUM i indlægget Fyrre efterverdener.

Til min store glæde udkommer værket nu på dansk fra Tiderne Skifter med titlen SUM. 40 fortællinger fra det hinsidige. Ifølge forlagets egen hjemmeside skulle bogen allerede være kommet her i september, men man skal vist bare regne med at den kommer inden årets udgang.

Nu er der ingen undskyldning for ikke at læse den!



  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post85

Mount København

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Tue, June 01, 2010 21:21:25

Kasper Colling Nielsens debut Mount København er et herligt skævt, ubestemmeligt værk. Grundideen er ganske utroværdig: Over 200 år opfører man et 3500 meter højt bjerg i Danmark, på Avedøre Holme. Dette bjerg fungerer nu som kulisse for en række finurlige, filosofiske fortællinger, hvoraf nogle er hverdagsagtigt underspillede, andre tegneserieagtigt sprælske. De sidste dyrker helt bevidst det kitschede og kulørte, såsom historierne om den magnetiske mand Flemming, der til at begynde med blot tiltrækker skruer og møtrikker, til sidst ender som metalmanden Magneto, en slags løbsk Robocop.

Et fornøjeligt træk ved disse vildt fabulerende tekster er kontrasteringen af de overdrevne og fantastiske elementer med en meget jordnær danskhed med konstante referencer til Super Brugsen, Rødovre, Bo Grønt Havecenter osv. Det letflydende og kreative sprog er til gengæld sine steder lovlig påvirket af engelsk. Nu er Kasper Colling Nielsen (f. 1974) kun seks år yngre end mig, så det kan næppe tilskrives en generationsforskel, men på mig virker eksempelvis den konsekvente brug af "succesfuld" i stedet for "vellykket" og konstruktioner som "svimlende 12 mio. fuglemennesker" (s.64) som anglicismer.

Bogen peger i mange retninger, og det er netop fornøjelsen ved den. Der er historier som "Morgenkomplet", der næsten er dansk socialrealisme, der er poetiske tableauer som "Kunsten at spise et æble", og der er - måske ikke overraskende for en forfatter med baggrund i filosofi - spekulative tekststykker i forlængelse af Borges, Italo Calvino, vor hjemlige Svend Åge Madsen osv. (Og Ted Chiang, kunne man som science fiction-læser tilføje, selv om det næppe har været en inspirationskilde for Colling Nielsen).

Generelt synes jeg, at jo mere "syrede" og crazy-humoristiske fortællingerne er, jo bedre fungerer de. Min favorit er "Syltede figner" hvor en gammeltestamentelig pastiche møder Meyers Køkken. Da en præst fra Johanneskirken kollapser under et ekstremløb på bjerget, åbenbare HERREN sig for ham og siger: Du skal ... plante et figentræ i det sydøstlige hjørne af præstegården. ... Om tre år, når træets øverste grene når op over gårdhavens mure, skal du høste fignerne, rense og flambere dem i Cointreau. På panden skal du tilsætte 200 gram økologisk rørsukker, som skal karamellisere, hvorefter du tilsætter lidt økologisk vildblomsthonning osv. osv. (s. 71). Her overgav jeg mig i hvert fald totalt.

Jeg læste "Syltede figner" højt for familien mens vi lavede gammeldags oksesteg med de nye danske kartofler og crêpes Suzette til dessert. Litteraturen er til for at bruges. Velbekomme.

Kasper Colling Nielsen: Mount København. Gyldendal 2010, 176 sider, kr. 229.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post74

Big Writer - Small Press

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sat, February 13, 2010 22:43:06

I dagens Politiken fortælles det i artiklen Danskerne skriver som aldrig før at 80 procent (!) af danskerne skriver, og hver fjerde af disse vil gerne udgive en bog. 37 procent af de adspurgte mener, det er svært at få udgivet egne bøger, og 47 procent er interesseret i alternative udgivelsesmuligheder. Hvor mange danskere der 'skrev' for år tilbage fremgår ikke, men det nye er naturligvis at man i dag nemmere selv kan gøre alvor af forfatter/bogudgiver-drømmene på Print on Demand-forlagene hvor forfatteren selv bekoster trykningen, men typisk må undvære den professionelle markedsføring og distribution. De selvbestaltede forfattere omfatter ifølge artiklen alt fra 'håbefulde skønlitterære debutanter ... til selvstændige foredragsholdere, der bruger bogen som supplement til visitkortet' og interessant nok også 'etablerede forfattere, der ikke har tålmodighed til de traditionelle forlags tempo'. 'De seriøse forfattere, der opsøger Print on Demand-forlagene, er ikke udelukkende folk, der er blevet afslået ved de traditionelle forlag. Nogle fravælger dem bevidst for at få indflydelse,' udtaler Heidi Korsgaard, der er medstifter af Skriveforlaget.

Som læser synes jeg at noget af det mest interessante ved digitalisering og Small Press er at de har muliggjort genoptryk af værker der ellers havde et for begrænset publikum til at forlagene ville genudsende dem. F.eks. har jeg for nylig anskaffet et par af Keith Roberts' halvglemte titler, den psykologiske roman Grainne, oprindelig fra 1987, og den historiske roman The Boat of Fate fra 1971 - hvilket jeg utvivlsomt vil vende tilbage til her på bloggen. Men udviklingen med etablerede forfattere, der vælger selv at stå som udgivere, er unægtelig også interessant.

Et usædvanligt eksempel på dette er et så veletableret navn i britisk litteratur som Brian Aldiss, hvis nye roman Walcot er udkommet på forlaget Goldmark - hvilket dækker over at forfatteren selv har bekostet udgivelse af bogen i to eksklusive udgaver. Den stadig særdeles aktive Aldiss (manden fylder 85 senere i år!) har arbejder i en del år på denne roman, som han selv betragter som et af sine hovedværker. Forlagene var imidlertid ikke vilde med bogen og protesterede angiveligt bl.a. over at Aldiss insisterede på at lade den små 600 sider lange roman (Aldiss' længste enkeltbindsværk) fortælle i 2. person. Bogen er en slægtskrønike fra det 20. århundrede med et vagt science fiction-rationale i baggrunden - en bog der skal lokke folk til at læse science fiction, uden at det går op for dem. Det bliver spændende at se om den strategi holder, eller om forfatteren blot opnår at irritere/skuffe såvel sit science fiction-publikum som sit mainstream-publikum. Men allermest spændende bliver det at se om beslutningen om selv at udgive bogen var klog - om der er tale om et snævertsynet forlag, der ikke kan genkende et mesterværk når de ser det, eller om en aldrende forfatter der har mistet noget af selvkritikken.

Walcot kan købes fra Brian W. Aldiss' hjemmeside.

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post65

Fyrre efterverdener

LitteraturPosted by Stig W. Jørgensen Sun, December 27, 2009 10:14:10

Når man dør, kommer man til himlen, som er fuldstændig som i de traditionelle forestillinger, bortsat fra at alting er i forfald. Gud er forsvundet, og en bitter og blodig religionskrig raser mellem de forskellige sekter, der hver især har deres helt egen forklaring på Guds fravær.

Når man dør, får man lejlighed til at se den kode universet er programmeret med, gigantiske landskaber af tal, jungler af tretaller, floder af nuller. Dette er tænkt som både himmel og helvede, på en gang en dyb indsigt og en reduktion af livets mening. Men både de straffende og belønnende guddomme tager fejl, for at kende koden bag vinen mindsker ikke nydelsen ved smagen, og at forstå hjertesorgens mekaniske uafvendelighed gør den ikke mindre smertefuld.

Når man dør, møder man ikke Gud, men derimod Mary Shelley, som sidder på en gylden trone omgivet af engle. Frankenstein er Guds yndlingsbog, og han har derfor sat Shelley på tronen og selv låst sig inde på sit kammer for at læse.

Dette er blot tre eksempler på de mulige efterliv, David Eagleman præsenterer os for i Sum: Forty tales from the afterlives (Pantheon Books (!), 2009). Bogen består af små prosastykker af én til fire-fem siders længde og inspirerer således snarere til at læses som en digtsamling end som en roman, langsomt og gentagne gange. Den mest oplagte sammenligning er Italo Calvinos Usynlige byer, hvis tekststykker dog er en tand mere i retning af prosadigte, hvor Eaglemans har mere novellekarakter, ofte i kraft af afslutningerne, der ikke er knaldpointer, men alligevel gerne vender lidt rundt på tingene og får én til at se det foregående i nyt lys. Kortprosagenren stiller krav om en præcis og æstetisk sprogbehandling, og Eagleman leverer varen, men det er idéindholdet der for alvor gør den lille bog opsigtsvækkende.

Nogle efterverdensfortællinger er forholdsvis banale, men ikke mindre virkningsfulde af den grund, såsom det konjunktiviske helvede hvor man konstant konfronteres med sine spildte muligheder, således at man ikke kan gå ind i en boghandel uden at rende på sig selv arm i arm med den hengivne kvinde man i sin tid gav afkald på, ifærd med at udpege den roman man faktisk fik skrevet færdig; eller den efterverden hvor livet leves én gang til, men baglæns. Andre er dybt originale.

Teksterne er ikke seriøse overvejelser om livet efter døden i nogen bogstavelig forstand. Det er fantasier om Guds mulige eksistens og kosmos' natur. David Eagleman er ud over at være forfatter neurolog med speciale i bl.a. synæstesi og tidsopfattelse og har skrevet flere populærvidenskabelige bøger om hjernen. Forfatterens videnskabelige baggrund er på sin vis irrelevant for bogen, men skinner alligevel igennem flere steder. Når Eagleman i én fortælling beskriver et menneskes forvandling til hest, fornemmer man, selv om sprogbrugen især er poetisk, at dette er skrevet af en person med dybtgående forståelse for de biologiske og neurale forskelle på menneske og dyr. Og selv om Gud - og guder - er allestedsnærværende i teksterne, er inspirationskilderne fra et videnskabeligt verdensbillede lige så fremtrædende: kvantetilstande, informationsbehandling, evolution. En sammenligning med Martin Amis, som vi kender ham fra f.eks. Tidens pil, falder for (men ikke ud til Amis' fordel). I nogle tilfælde har kosmologien/gudsforestillingerne stapledonske dimensioner, som i fortællingen om hvordan vi blot er celler eller atomer i den guddommelige - og indifferente - superorganisme. Men i modsætning til Stapledon og mange af hans efterfølgere glemmer Eagleman aldrig at relatere kosmologien til 'teenageren der ligger med hovedet på puden, den fraskilte der stirrer ud ad cafeens vindue, og pensionisten der sidder og ser reklamer i tv' (s.85).

Bogens gudsforestillinger er naturligvis 'blasfemiske' i den forstand at de bryder med traditionel teologi og inspirerer os til at reflektere over de etablerede begreber om det guddommelige. Hvorfor skulle Gud være et almægtigt væsen der har frembragt mere laverestående skabninger - hvorfor ikke mere primitive væsener der har skabt noget mere komplekst end sig selv, ligesom mennesker bygger supercomputere for at foretage udregninger intet menneske kan overkomme? (Og kræver det mandsmod at skue en almægtig Gud ansigt til ansigt? Eller netop mod at konfronteres med tanken om en affældig Gud?) Hvorfor skulle man som i de antikke panteoner have guder for overbegreber som krig og kærlighed, hav og luft - hvorfor ikke guder for krom, flag, bakterier, telefoner, tyggegummi og skeer? Også uden at inddrage en personlig guddom udfordres vores forestillinger: Hvorfor skulle et menneske - en informationsstruktur på et givent organisationsniveau - have et efterliv? Hvorfor ikke strukturer som militære delinger, teaterforestillinger, butikker og kongresser?

Det er sjældent at se en bog der med held kombinerer videnskabelighed og hvad man i mangel på bedre betegnelse kan kalde 'åndelighed'. Eaglemans indfaldsvinkel er en absolut åbenhed - af ham selv betegnet som 'possibilianism' - over for alle forestillinger der ikke decideret strider mod kendsgerningerne, hvad enten det er videnskabelige eller teologiske ideer. Ingen dogmatik accepteres. Som det fremgår af det ovennævnte eksempel med at lære 'koden' at kende, tematiseres den eksistentielle betydning af den videnskabelige verdensforståelse også. Og intellektet er ikke som hos Wordsworth noget der 'misshapes the beauteous forms of things'. Eaglemans bog er et manifest for denne åbenhed, men først og fremmest et digterværk.

Sum er en moderne og naturvidenskabeligt inspireret arvtager til Kafkas parabler og Jorge Luis Borges' essayistiske fortællinger. En stor lille bog.

David Eaglemans hjemmeside som forfatter

David Eaglemans hjemmeside som videnskabsmand

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post60
« PreviousNext »