Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Smukke skabninger

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Fri, October 26, 2012 10:36:12

Dødelige. Jeg misunder jer. I tror, I kan ændre på tingene. Standse universet. Lave om på ting, der blev gjort, længe før I kom til verden. I er sådan nogle smukke skabninger.

Første bind af Beautiful Creatures, Stormvind, udkom på dansk i går. Oversætteren kan melde at oversættelsen af bind 2 er færdig om et par uger. Bogen skal udkomme til februar samtidig med en filmbog-udgave af bind 1.

Filmen får ifølge de nuværende oplysninger dansk premiere 7. marts. Oversættelserne af bind 3 og 4 følger senere i 2013.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post157

Hinsides de grå nuancer: masochisten som heltinde og fantasy som seksualpolitisk forum

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Wed, September 05, 2012 13:32:03

I sidste uge udkom fænomenet Fifty Shades of Grey så på dansk med kulmination på måneders medieomtale. Angiveligt er bogen startet som Twilight-fanfiction, hvilket ikke er kulturelt uinteressant. Det er tit blevet anført at den moderne bølge af paranormal romance med især vampyren som drømmeelsker afspejler en samfundsmæssig udvikling hvor traditionel kærligheds-trivi som Lægeromanen ikke længere har samme appel: Lægen er i dag lige så ofte kvindelig som mandlig, og lægeskikkelsen har ikke samme autoritet og status. Så må man jo finde på noget nyt og mere mystisk dragende. Vampyrskikkelsen er en i én forstand uskyldig seksualfantasi om drømmeelskeren hvis overnaturlige kræfter og evner også omfatter de erotiske færdigheder. Det er dog ikke gået min (mandlige) opmærksomhed forbi at vampyrerne i paranormal romance-universerne ofte derudover har bevaret nogle meget traditionelle og traditionelt maskuline statusværdier: De er ældre og mere erfarne end de kvindelige hovedpersoner (måske mange hundrede år ældre), de er ofte umådeligt velhavende og gør brug af traditionelle symboler på deres mandighed, status og velstand, såsom sportsvogne. "Man ser aldrig en vampyr i en Ford Fiesta!" som Sookie Stackhouse siger i True Blood.

Når E.L. James så har taget sin oprindelige vampyrhistorie og i Fifty Shades omskabt den til en realistisk (i betydningen: ikke overnaturlig) fortælling om en meget, meget uskyldig ung kvinde og en farlig, erfaren, depraveret og meget, meget rig mand (med privat helikopter! - man ser aldrig en farlig, erfaren, depraveret og meget, meget rig mand i en Ford Fiesta), ender man med noget velkendt: Mere end én anmelder har gjort opmærksom på at dette er Barbara Cartland, bare tilsat lidt bondage. På den måde afdækker fænomenet egentlig de træk hvor paranormal romance ikke bryder spor med traditionelle romancer. Det er svært at sige hvilken fantasi der er mest 'ærlig': Den overnaturlige version er ærlig som seksualfantasi, ærlig om at drømmeelskeren qua sin overnaturlige karakter netop er et idealiseret drømmebillede, og hvorfor så ikke gå hele vejen ud i fantasiens verden (hvor ingen kan komme i tvivl om at det er dér vi er)? Megen pornografi er i en eller anden forstand fantasy: fantasier om en verden eller et rum hvor lysten altid modsvares af mulighed og formåen og ikke forstyrres af forskelle i forventninger og præferencer, personlige uoverstemmelser eller ydre faktorer. Omvendt kan den overnaturlige version kamuflere at elementer som status og social opstigning stadig figurerer i fantasierne.

I sidste ende handler det om hvorvidt (eller rettere: i hvilke tilfælde) en mimetisk (dvs. virkelighedsefterlignende) litteratur er bedre til at skildre og diskutere en given problematik end en litteratur der forflytter den til en fantasiverden som man kan holde op mod den verden vi kender. Det bliver sat på spidsen når det handler om traditionelt 'farlige'/kontroversielle emner som seksuelle normer. Der ligger nok ikke et så reflekteret valg mellem mimesis og fantasy bag det meste mere banal erotisk litteratur eller paranormal romance, men det samme forhold gør sig gældende i de tilfælde hvor en forfatter bevidst vælger at føre en seksualpolitisk diskussion. Det mest markante eksempel jeg kan komme på, er Jacqueline Careys serie af erotiske fantasybøger, der blev indledt med debuten Kushiel's Dart i 2001, og jeg er aldrig blevet helt enig med mig selv om hvorvidt de kunstgreb Carey gør brug af, er til fordel eller ulempe for hendes seksualpolitiske standpunkter og pointer.

Jeg skal indrømme ærligt at jeg aldrig er nået så langt i serien (der består af tre trilogier hvoraf hvert enkelt bind er på 700 tætskrevne sider), al den stund at selve teksten generelt keder mig for meget. Dens fantasy of manners med et gigantisk persongalleri og tilsvarende mængder af intriger samt den snirklede højromantisk-arkaiserende sprogbrug (også i de erotiske beskrivelser: 'I had begun to think my ripening body would wither untasted on the vine', 'I swayed ... my flesh shaping itself to the form of her desire') får mig hurtigt til at stå af. Det er jo nok et spørgsmål om smag - bøgerne har i hvert fald et stort, primært kvindeligt publikum (som også omfatter kvinder i min umiddelbare nærhed). Men disse personlige forbehold over for bøgernes sprog og særlige afart af fantasy skal ikke afholde mig fra at forholde mig - primært sympatisk - til Careys projekt.

Kushiel-bøgernes baggrund er en alternativ religionshistorie: Guddommen Elua er undfanget af Jesu blod og Maria Magdalenes tårer med selve Moder Jord som rugemor. Forstødt som en uægte søn af Gud får Elua støtte af otte faldne engle og stifter landet Terre D'Ange, der som navnevalget antyder, svarer geografisk til vores verdens Frankrig. Terre D'Ange er dermed et eksplicit 'satanisk' Eden, i den forstand at det står i et modsætningsforhold til traditionel jødekristen moral. Eluas eneste lovbud, Love as thou wilt, synes også at kombinere Aleister Crowleys 'Do as thou wilt' og 'Love is the law', ligesom heltindens udbrud "My lord. It is too much, and not enough!” giver mindelser om William Blakes Proverbs of Hell ('Enough! or too much'). Lovbuddet fortolkes som seksuel frihed - promiskuitet/polyamori, homoseksualitet, biseksualitet, sadomasochisme osv. er fuldt accepteret normalitet - men også som et kærlighedsbud: Voldtægt og anden seksuel adfærd uden eller i modstrid med en partners samtykke er forbrydelser også mod kærligheden og dermed også (den eneste betydningsfulde form for) kætteri.

Tidsmæssigt befinder vi os på Frankerrigets tid, men middelalderelementet kombineres stemningsmæssigt med l'Ancien Régime hvilket er med til at give det særlige fantasy of manners-præg. På godt og ondt er Kushiel-verdenen en meget amerikansk fantasi: en amerikaners fantasy-Frankrig med hvad det indebærer af beundring såvel som fordomme om kulturelt raffinement, liaisons dangereuses og en særlig sensualitet. Hovedpersonen Phèdre, der vokser op til at blive en magtfuld kurtisane og spion, er anguissette - hvad man normalt ville kalde masochist. Det er den slags sproglige detaljer der umiddelbart kan få én til at udbryde ooh-la-la og vende øjne. Hvilket formål tjener denne pseudofranske romantisering?

Men uanset hvad man nu måtte mene om denne konkrete (sproglige) udmøntning af fantasien, er det vigtigt at skære ind til hvad Careys ærinde grundlæggende er. Terre D'Ange er et seksuelt utopia - et sted hvor forfatteren ifølge eget udsagn kunne tænke sig at være. Ikke alene forflytter hun sin drøm om seksuel frigjorthed til et fiktivt rum som en slags laboratorium for tankeeksperimentet, endnu vigtigere er hendes retoriske strategi at frigøre diskussionen fra begreber og betegnelser (bøsse, sadomasochist) som har ganske bestemte og for nogle grupper negative konnotationer i vores verden. Hvad man mener om den konkrete (pseudofranske, højromantiske) udformning er et andet spørgsmål, og det er derfor at jeg selv kan være sympatisk indstillet over for projektet, men finde romanernes intriger kedelige og deres sprogdragt småpinlig.

Den retoriske/argumentationsmæssige strategi svarer således til at lade folk smage på maden før man fortæller dem hvad det er de spiser. Og man ved jo hvordan det kan gå med det - reaktionen kan gå fra 'wauw, hvor er det godt, det havde jeg aldrig troet jeg ville kunne lide' til vrede over at have fået folk til at indtage noget de ellers aldrig kunne drømme om at putte i munden (en vrede der ikke bliver mindre hvis de faktisk kunne lide smagen!). Jeg har ikke overblik over publikumsmodtagelsen, ud over at bøgerne tydeligvis sælger, men der har da været kræfter i USA der har advaret om dem som 'farlige'. Det er måske ikke underligt i betragtning af hvad jeg ovenfor udpegede som en 'antikristen' referenceramme. Hvad der derimod har overrasket mig (men ikke burde gøre det) er at kritikken primært har gået på det bi-/homoseksuelle indhold som jeg nærmest ikke havde lagt mærke til (hvilket jeg håber er udtryk for fordomsfrihed fra min side) i lyset af de mange andre eksplicitte seksualpraksisser der skildres. Omvendt skal det ikke udelukkes at der er dem som forholdsvis fordomsfrit har kastet sig over historien om en anguisette, men som måske ikke (i hvert fald ikke i tiden før Fifty Shades) ville binde an med en masochistisk heltinde.

En læserreaktion som 'I never thought I would find myself sympathizing with a courtesan whose specialty is masochism, but there it is' er repræsentativ, ligeledes denne velformulerede anmeldelse der på en gang slår syv kors for sig for at forsikre at anmelderen ikke tænder på det seksuelle indhold, og samtidig leverer en ganske skarp analyse:

I wondered if I could stomach the book ... Carey does not mince words when it comes to describing Phèdre's peculiar vocation. It did get me to thinking: why can I even bear to read this story?
Many fans of fantasy are aware of John Norman's "Gor" stories, a series of rather low fantasy aimed at pubescent boys' prurience. Norman's stories are misogynistic in the extreme: On Gor women are slaves as a matter of course, and they like it that way. When there is sex, it typically is described as rape, because that's how it's done. They are always the property of men - whichever man is man enough to capture them from their last owner. In all, it is an extremely objectionable series of books.
Carey, on the other hand, takes care to point up the differences between her story and that of a misogynist's rape fantasy. Phèdre's desire for pain is inborn, not conditioned. In fact, the desire is the titular mark of Kushiel, a deified angel that's responsible for punishing sinners in hell. Her assignations with her torturers are mostly entered into voluntarily. When she suffers without giving consent, it is a different matter, and it is not suffered gladly - regardless of the pleasure that she receives in the bargain. Beyond that she is very much her own woman, proud of her training, her abilities, and her divine mark. She is also not the only strong female character.
This difference is essential to make the story palatable.

Det er selvfølgelig altid nemt at skyde på John Normans Gor-serie som noget alle pæne mennesker kan blive enige at tage afstand fra. Jeg skal ikke folde mig ud som Gor-apologet, for bøgernes litterære værdi kan ligge et meget lille sted, og naturligvis er de som fantasier eksplicit misogyne - men tingene er selvfølgelig en smule mere nuancerede. (John Normans filosofi, som han udtrykte den i Imaginative Sex i 1974, er frigørelsen af den seksuelle fantasi - og i mange henseender er Imaginative Sex ganske puritansk set mod nutidige øjne. Jeg tror oprigtig talt heller ikke at bøgernes hovedpublikum er pubertetsdrenge; de ivrigste Gor-læsere jeg har mødt, har været modne kvinder, men det er måske bare fordi det er den gruppe der tør indrømme det). Men anmelderens hovedpointe rammer naturligvis lige på sømmet: Phèdres historie er historien om en stærk kvinde - blandt mange andre stærke kvinder (og mænd) af forskelligartet observans i et frigjort samfund. Der er med et af tidens gyselige modeord tale om empowerment af masochisten. Set isoleret kan man naturligvis rette kritik mod denne skildring. Når Phèdres masochisme giver hende magt (hun er ret ekstrem, hvilket i mere end en forstand giver hende adgang til steder hvor de færreste kan komme), bekræfter det så en fordom om kvindelig seksualitet som noget farligt? Bør denne empowerment ikke følges op med en tilsvarende dekonstruktion af mandlig sadisme (og mandlig masochisme og kvindelig sadisme og alt derimellem) for at det skal blive et egentlig emancipatorisk projekt? Men dels er Phèdres historie kun en af mange (og der er som nævnt mange tusinde sider Kushiel jeg ikke har læst), dels kan man jo ikke, når Carey søger at tackle én type fordomme, straks klandre hende for ikke at have løst alle andre problemer.

Hvis vi skal vende tilbage til det ugeaktuelle udgangspunkt, har Fifty Shades of Grey jo længe været en uudtømmelig kilde til medieomtale - også i såkaldt seriøse medier der har kunnet bruge uendelig spalteplads på at forholde sig overlegent til fænomenet. I Englands svar på Information, The Guardian, mente Zoe Williams f.eks. hen over sommeren at kunne give svar på Why women love Fifty Shades of Grey:

As history is written by the victors, so S&M is written by the Ss, and the problem with sadists is that they exaggerate. They're not looking at it from the masochist's point of view – it's in their job description not to. If the Marquis de Sade thinks any garden–variety submissive is going to get a kick out of having their back broken on a cartwheel, he's dreaming. Conversely, two opposite predilections, across a very broad scope, might easily collide in a fantasy written from the perspective of the masochist or naïf. So that's the popularity of volume one.

Ta-da! Her får vi så først en fuldstændig udifferentieret en bloc-præsentation af 'sadisme' som identisk med de Sades radikale frihedsideologi (retten, ja endog pligten til at svinge med armen uden at standse ved naboens underkæbe), Crowleys 'Do as thou wilt' snarere end Eleus 'Love as thou wilt'. Derudover er det litteraturhistorisk noget sludder (og det er noget der forarger os i Ekkorummet) at 'S&M is written by the Ss' - den erotiske litteraturs hovedværker omfatter Pauline Réages O's historie, Elizabeth McNeills på sin vis ikke-pornografiske Ni og en halv uge (romanen fra 1978, for pokker, med dens foregriben af Brett Easton Ellis' iskolde skildringer, ikke den meget usexede 80'er-film der blev sin tids 50 Shades-modefænomen), i fantastisk litteratur Anne Rices pornografiske eventyr under forskellige pseudonymer (som stakkels Sleeping Beauty af 'A.N. Roquelaure'), samtidig med at hun banede vejen for den moderne erotiserede vampyr. Og selvfølgelig Jacqueline Careys fantasyromaner.

Careys empowerment af masochisten er måske nok et modbillede til Normans chauvinistiske Gor-verden, men den er i langt højere grad et korrektiv til fantasier a la Fifty Shades of Grey hvor det seksuelle dominansforhold (eller bare den seksuelle leg) entydigt følges af modsætninger som ældre og erfaren vs. ung og uskyldig, velhavende og med status vs. mindre velhavende og med lavere status - for slet ikke at tale om et entydigt kønsforhold. Det kunne jo være at den 'farlige' mand hverken var et dumt svin eller en patologiseret stakkel, men derimod en good guy der førte an i realiseringen af nogle fantasier som man ikke ellers behøver at være ung eller uerfaren i øvrigt for ikke at have virkeliggjort. Det kunne også være at det var ham der havde brug for en mere frigjort elskerinde til at hjælpe ham lidt på vej. Eller, uden at ende ude i det usexede som Rokokopostens parodi, kunne det også bare være at de fandt ud af det i fællesskab. Det sker såmænd hele tiden ude i virkeligheden.

Love as thou wilt.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post146

Ildenglen

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Mon, July 30, 2012 21:00:31

Som jeg nævnte fornylig, har jeg her i foråret haft den fornøjelse at oversætte Laini Taylors fantasyroman Daughter of Smoke and Bone, på dansk Ildenglen (første bind af trilogien Ønskekræmmerens datter).

Det er flere gange blevet spået at når vampyrbølgen ebber ud, vil engle være de nye dominerende skikkelser der viderefører paranormal romance. Taylors bog handler om den store umulige kærlighed mellem en djævel og en engel, men det ville være alt for simpelt blot at se den i forlængelse af vampyrromantik-bølgen. Ildenglen nyfortolker hele den traditionelle mytologi om himmel og helvede, såvel som det traditionelle skel mellem engle og djævle, i en sprudlende fantasyroman med picareske og cirkusagtige elementer.

Romanen er skrevet til unge læsere, men ældre aldersklasser kan med stort udbytte læse med. Sprogligt gør bogen en dyd ud af ikke at undervurdere sit publikum og viger ikke tilbage for et rigt og ofte usædvanligt ordforråd. Også sproget har gjort bogen til en fornøjelse at arbejde med. Jeg elsker de impressionistiske passager som her hvor en falden engel der har haft tungen lovlig langt fremme, giver udtryk for hvordan hovedpersonen smager: 'Hun smager som nektar og salt. Nektar og salt og æbler. Pollen og stjerner og hængsler. Hun smager som eventyr. Jomfruer i svaneham ved midnatstid. Fløde på en rævs tungespids. Hun smager som håb.'

Bogen udkommer på Bazar Forlag mandag den 3. september 2012 (rettet i forhold til det oprindeligt annoncerede).

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post133

Fans og feer - Among Others som problematisk fantastroman

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Thu, July 26, 2012 13:58:46

Femtenårige Morwenna Phelps er en outsider. Hun er waliser på en engelsk skole, og de andre elever kommer desuden fra mere velhavende og velfungerende familier end hendes. Hun halter efter en trafikulykke, der dræbte hendes tvillingesøster. Hun interesserer sig (til at begynde med) overhovedet ikke for drenge. Hun er en bogorm, der gerne læser mere end én bog om dagen, og er især fuldstændig opslugt af science fiction. Og så har hun kontakt til den overnaturlige verden. Hun kan se og tale med væsner som hun i mangel på bedre betegnelse kalder 'feer', og hendes egen mor er en ond heks, som stod bag trafikulykken og søsterens død og stadig forfølger Morwenna med sin mørke magi.

Morwennas historie kan læses i Jo Waltons velskrevne og medrivende roman Among Others, der vandt årets Nebula, de amerikanske science fiction-forfatteres pris, og har fået megen rosende omtale. Bogens popularitet hos såvel Science Ficton Writers of America som almindelige læsere skyldes nok ikke mindst at historien også og i høj grad handler om læseoplevelser med science fiction-litteraturen, og også for mig vakte mangt og meget genkendelsens glæde. I hvilken grad bogen på andre måder rummer autobiografiske elementer er uvist (og irrelevant), men hvad det litterære indhold angår, trækker Walton tydeligvis på viden om hvordan det var at være et ungt menneske der læste science fiction i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. A portrait of the artist as a young fan.

Herhjemme har vi en tradition for 'fantastromaner', navngivet efter og til dels defineret ved Hans Egedes Schacks klassiker Phantasterne, hvori det så berømt hedder sig at 'en Phantast udvikler sig gjennem Phantasier, ligesom andre Mennesker gjennem Handlinger og Begivenheder'. I slægt med dette er hvad man kunne kalde litteratromanen, biografien over et læsende og skrivende menneske, der ligeledes udvikler sig gennem hvad han eller hun læser og skriver, såvel som gennem den praktiske livserfaring. Disse romaner har deres indlysende berettigelse som realistisk og psykologisk litteratur. Fantaster og litterater er lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, samtidslitteratur der ignorerer dem, går uden om en (omend særlig) del af menneskeheden, og deres historier kan ikke fortælles ordentligt uden at gå i detaljer med deres fantasiliv og litterære oplevelser. Når denne type litteratur er bedst, formidler og analyserer den spændingsforholdet mellem kunsten og livet, fantasien og virkeligheden, som en afart af udviklingsromanen, hvor personerne finder deres plads på det spektrum der strækker sig fra det goldt fantasiløse og poesiforladte menneske til eskapisten og drømmeren der helt fortaber sig i umulige fantasier. Tit er der elementer af en klassisk dannelsesroman hvor hovedpersonen finder vej til en gunstig placering på dette spektrum, et sted, hvor fantasierne perspektiverer den verden, vi er placeret i, eller tager form af visioner, som man kan stræbe efter at virkeliggøre, og hvor de kunsteriske oplevelser beriger og inspirerer snarere end erstatter det levede liv.

I mindst trekvart århundrede har der nu fandtes mennesker med en opslugende interesse i science fiction, og i hvert fald siden efterkrigstiden har de mest entusiastiske af dem for alvor engageret sig i en egentlig subkultur. Science fiction-fans udgør således en betydelig variant af det 20. og 21. århundredes 'fantaster', og det ville nærmest være problematisk hvis der ikke også forekom realistiske skildringer af deres livsstil.

Den første indfaldsvinkel til Among Others (og den der som nævnt forklarer dens popularitet) vil være først og fremmest at læse bogen som en roman om at være et ungt, science fiction-interesseret menneske. Forfatteren (f. 1964) og hendes jævnaldrende hovedperson tilhører ligesom mig (f. 1968) den måske sidste generation der kunne 'opdage' science fiction og kulturen omkring genren med den fornemmelse det giver af 'der er en hel verden derude!' og 'der er andre ligesom mig!'. I dag er mediebilledet gennemsyret af om ikke andet science fictionelle elementer (min søn kendte ordet 'parallelunivers', da han var i børnehavealderen, og han havde det ikke fra mig, men vist fra Ninja Turtles), så de færreste bliver opmærksomme på genrens eksistens fordi de falder over en forunderlig antologi i antikvariatets eller bibliotekets mest støvede hjørne. Ligeledes kommer det første møde med ligesindede og deres aktiviteter næppe som noget forunderligt chok, da det ikke kræver mange øjeblikkes internetsøgning at finde en diskussionsgruppe. Morwennas vej ind i litteraturen mere bredt følger også et mønster som åndsfæller vil nikke genkendende til: Fra science fiction og fantasy udbreder hendes læsning sig til historiske romaner, Platon og andre af oldtidens klassikere, Shakespeares eventyrspil, modernistiske lyrikere som T.S. Eliot samt genremæssigt ubestemmelige samtidsforfattere som John Fowles. Derimod står hun fuldstændig uforstående over for den problematiserende nutidslitteratur og den brede 1800-tals realisme hun bliver præsenteret for i skolen, og som hun møder med herligt ungdommelige betragtninger som at Thomas Hardy 'kunne have lært virkelig meget af Silverberg og Delany'.

Som sagt: Science fiction-entusiaster er jo lige så meget en del af virkeligheden som alle andre, og nogen bør også fortælle deres historie og skildre deres liv. Det var måske mere interessant om det skete i en form der kunne åbne deres verden for en u(den)forstående øvrighed, frem for blot gennem indforståede referencer der kun vækker genklang hos ligesindede, men lad nu det hvile. Hvis hovedsigtet er en realistisk roman om en opvækst som science fiction-læser, er bogens fantasyelement unødvendigt og dybest set malplaceret. Fantasyelementet kan naturligvis fremføres som et billede på bogslugerens tilflugt til en anden verden, men det er en svækkende niveausammenblanding at prøve at fortælle historien både som realisme og overnaturlig allegori. Fans for sig, og feer for sig.

En anden mulighed er at tage bogen alvorligt som fantasyroman. Læst på denne måde er den en stilfærdig protest mod moderne tendenser i den fantastiske litteratur. Among Others er anti-Harry Potter - det engelske kostskolevæsen er ikke et arnested for magi, men tværtimod indbegrebet af den knugende middelklassesmålighed som er eventyrets værste fjende. Romanens afdæmpethed er antitese til den fremherskende paranormal romance/urban fantasy. Er de tre velhavende tanter der betaler for Morwennas uddannelse (og holder hendes forhutlede far i kort snor), hekse? Hvis de har mægtige magiske kræfter, hvorfor vælger de så at leve deres liv som pebermøer der stort set aldrig forlader landsbyen (læs: hvorfor vælger nogle mennesker der har velstand og muligheder at lade deres liv begrænse af snævre normer og rammer)? Er Morwennas møde med fæller (in casu, science fiction-fans), som giver hende mulighed for at få venner og en kæreste, blot produktet af hendes forsøg på selv at udøve trolddom, og er de så rigtige venner? - et dilemma i stil med kærlighedseliksirens problem, for er kærlighedens mirakel ikke netop at nogen falder for én som den man er, uden nogen ydre påvirkning? Alt dette er elegant underspillet og slet ikke ueffent. Men så er det skildringen af litteraturoplevelserne der er et unødvendigt påklistret element som burde reserveres til en anden (realistisk) roman og indsnævrer bogens kernepublikum i unødvendig grad.

Den mest indlysende læsning af romanen er desværre også den mest problematiske. Meget peger på at fantasyelementet slet ikke skal tages bogstaveligt, men at feerne og magien kun findes i fortællerens fantasi. Morwenna er en ung pige der er vokset op med en psykisk syg mor, har mistet sin elskede tvillingesøster, pådraget sig et smertefuldt fysisk handicap og er omgivet af mennesker der ikke forstår hende. Det er ikke nogen unaturlig reaktion at flygte ind i bøgernes verden i den situation og heller ikke uforståeligt at hun skulle være så traumatiseret at presset driver hende ud i egentlige vrangforestillinger. Afslutningen hvor hun afsværger og fravælger magiens verden da feerne afkræver hende det ultimative offer for at genforenes med søsteren, kan vanskeligt læses som andet end et afværget selvmordsforsøg der åbner for professionel hjælp og vejen tilbage til psykisk stabilitet.

Det problematiske ved denne fortolkning af romanens begivenheder er at den drager en analogi mellem science fiction-interessen og vrangforestillingerne - eller sagt på anden måde: at den lægger op til at bekræfte en fordom om science fiction-læsere som socialt handicappede outsidere og eskapister. Det er selvfølgelig værd at bemærke at et forskruet, 'eskapistisk' litteraturforbrug ikke forudsætter en primitiv eller triviel kunstnerisk smag. Jeg har altid beundret den linje i Simon & Garfunkels gamle sang om et isoleret individ, 'I Am a Rock', der lyder I have ... my poetry to protect me. Et panser kan også være blødt, og poesien, selv den mest følelsesfulde og forfinede, kan udgøre så tykt et panser som noget. Et usundt forhold til litteraturen (eller alt muligt andet) handler ikke om læsestoffets kvalitet, men om at det får lov at fylde uforholdsmæssigt meget, ikke så meget i tid som følelsesmæssigt. Morwenna bærer tydeligvis disse træk. Hun siger eksplicit at hun føler mere for personer i bøger end for de mennesker der omgiver hende i den virkelige verden, og da hun hen mod bogens slutning får en kæreste, Wim, handler deres første alvorlige skænderi om Robert Heinlein. Wim forstår ikke hvordan hun kan være en beundrer af Heinlein når hendes øvrige helte er Zelazny, Delany og Le Guin, og Morwenna eksploderer ved antydningen om at Heinleins individualistiske tænkning skulle være fascistoid. Wim er på trods af godt udseende og charme også isoleret fordi han tidligere er blevet beskyldt for at gøre en pige gravid og forlade hende. Denne ensidige udlægning af historien er vist ikke helt sandfærdig, men Wim kan ikke ryste det dårlige omdømme af sig. Da han højlydt undrer sig over hvordan Morwenna kan være ganske ligeglad med hans blakkede ry, men derimod hidse sig op over hans syn på Heinlein, er hendes reaktion lige så uforstående: Heinleins forfatterskab er da naturligvis vigtigere set i et større perspektiv! Morwenna forsvinder ikke ukritisk ind i romantiske fantasiverdener. Hendes valg af læsestof er raffineret og reflekteret; det usunde i hendes forhold til litteraturen ligger på et andet plan.

Ikke desto mindre er det naturligvis helt legitimt at spørge sig om science fiction og fantasy som en litteratur der skildrer andre verdener, har en særlig appel til mennesker med et usundt behov for 'eskapisme', og om vi som science fiction-læsere, -forfattere og -kritikere stikker os selv blår i øjnene ved altid kun at fremhæve genrens kvaliteter og mest forbilledlige former. Det er en nødvendig diskussion, og en diskussion der også bør føres internt og netop ikke overlades til udenforstående og negativt forudindfattede. Jeg ville ikke have nogen principielle indvendinger mod en roman der bevidst skildrer science fiction-fans som socialt handicappede drømmere - så ville vi kunne diskutere den analyse den repræsenterer. Mit vigtigste forbehold over for Among Others er at bogen lægger op til en sådan diskussion, men ikke fører den. Forholdet mellem Morwennas to flugtmekanismer, læsning og vrangforestillinger, forbliver uanalyseret og uafklaret. Læseren må selv fælde sin dom, og det er der jo ikke noget galt i, men det er også en holdning ikke at tage stilling, som man siger, og romanens ambivalens og manglende vilje til analyse lægger for mig at se op til at be- snarere end afkræfte fordomme.

Bogen er nemlig ikke, som det er blevet påstået i anmeldelser og af begejstrede læsere, en bog om litteraturens forløsende kraft. Der er meget få eksempler på at Morwenna lærer noget om livet gennem den litteratur hun læser, og bruger disse andenhåndserfaringer som ballast og inspiration for sine førstehåndserfaringer som menneske. Hun møder endelig nogle andre der deler hendes interesse og minder om hende selv, og det er jo dejligt, men det kunne jo også være sket hvis hun havde en hvilken som helst anden minoritetsinteresse end science fiction. Der er, for nu at være skamløst politisk ukorrekt, øjeblikke i livet hvor man er omgivet af tumper, og hvor en for længst afdød forfatter kan være bedre og mere berigende selskab. Der er bestemt også øjeblikke hvor man skal lægge bogen fra sig og lette røven. Der er øjeblikke hvor det er konstruktivt at fantasere og drømme, og andre hvor man skal åbne øjnene og være opmærksom på omgivelserne. Det er dette fantastromanerne handler om, og hvad Morwennas feverden angår, følger Among Others mønstret: Fantasierne tager over, men hun slipper fri af deres greb og vælger i bogstaveligste forstand livet. Men hvad sker der med hendes anden flugtmekanisme, læsningen? Får hendes kærlighed til science fiction og litteratur generelt en andet og mere moden karakter? Der er elementer af en lykkelig slutning fordi hun ud over at redde livet og frigøre sig fra vrangforestillingerne har fået en kæreste og venner og får lov til at tage til Eastercon (Storbritanniens store årlige science fiction-kongres) i Glasgow. (What more could a young girl possibly want?) Men igen: Det siger kun at hun har fundet mennesker med en fælles interesse, og ikke noget om selve hendes forhold til litteraturen.

Vi står altså med en roman der i kraft af sin manglende refleksion på det niveau i praksis sætter science fiction-læsere i bås med eskapister med sociale og psykologiske problemer - og som bliver enorm populær blandt genrelæsere der bare genkender sig selv i de indforståede passager der handler om læseoplevelser. Det er sgu da problematisk. Nu har den vundet de professionelle forfatteres pris, Nebulaen. Det bliver mildest talt spændende at se om den her om en god måneds tid også vinder læsernes egen pris, Hugoen, frem for gedigne genreværker som China Mievelles Embassytown og George R.R. Martins seneste Game of Thrones-roman. I så fald vil man jo ikke kunne sige så meget andet end at det vel er bedre end det år hvor de gav Hugoen til Harry Potter and the Goblet of Fire.

  • Comments(5)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post131

Mørkets kræfter

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Wed, June 23, 2010 15:44:31

Normalt afholder jeg mig fra at omtale projekter som jeg selv er professionelt involveret i, men jeg synes jeg vil have lov til at gøre en undtagelse - ikke for at fremhæve egen indsats, men fordi jeg er oprigtigt begejstret for bøgerne.

Kelley Armstrongs ungdomsroman De dødes kald (oversat af undertegnede efter The Summoning), første bind af trilogien Mørkets kræfter, er netop udkommet på forlaget Carlsen. Det er bøger der ikke taler ned til deres unge læsergruppe - med intelligente fantasyelementer og fine persontegninger, hvor man kommer til at holde af personerne, også de umiddelbart usympatiske.

Det er den canadiske fantasyforfatter Kelley Armstrongs første serie for unge læsere, og det har måske bidraget til den særlige tone at der er tale om en "voksenforfatter" der for første gang kaster sig ud i B&U.

Trilogien foregår i samme univers som Armstrongs "Women of the Otherworld"-serie for voksne læsere. Serien omfatter pt. 11 romaner fra Bitten (2001) over bl.a. Industrial Magic (2004) og No Humans Involved (2007) til Waking the Witch, der udkommer juli 2010. Otherworld-bøgerne kommer nu om dage på hylden under Paranormal Romance; i en mere traditionel inddeling ville man kalde serien for Urban Fantasy med varulve, hekse og åndemanere i et moderne Amerika.

Fra bagsideteksten til De dødes kald:

"Chloe Saunders vil egentlig bare gerne have et liv som alle andre teenagere – komme igennem skolen, se sine venner og måske finde en kæreste. Men da hun begynder at se ånder, ved hun, at hendes liv aldrig mere vil blive normalt igen.

Efter et særligt skræmmende møde med en afdød bryder Chloe sammen og bliver indlagt på et privat behandlingshjem for unge. Ved første øjekast ser Lyle House ud til at være okay, men da hun lærer de andre patienter bedre at kende – den charmerende Simon, der er indlagt sammen med sin foruroligende og dystre bror, Derek, den ubehagelige Tori og Rae, der er lidt for glad for ild – fornemmer hun, at der ikke bare er tale om unge med adfærdsvanskeligheder.

En besynderlig og dyster kraft synes at binde dem alle sammen, en kraft, som bliver ved med at trække Chloe ned i kælderen under Lyle House, til de mørke hemmeligheder, som er begravet dernede …"


Køb bogen fra forlaget

Trilogiens hjemmeside (engelsk)

Kelley Armstrongs hjemmeside

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post75

Tysk fantasy

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Tue, January 12, 2010 09:54:58

Forleden spurgte min hustru hvad der mon fandtes af original tysksproget fantasy. Vi kunne jo umiddelbart komme på B&U-titler som Michael Endes Die unendliche Geschichte (1979, da. Den uendelige historie, 1981) og Walter Moers' Die 13½ Leben des Käpt'n Blaubär (1999, da. Kaptajn blåbjørns 13 ½ liv, 2001), men der måtte da også være skrevet en masse for voksne. Den tysksprogede litteratur har jo både en folkeeventyrtradition at trække på (Grimm) og hele arven efter Kafka, så der burde være basis for spændende værker der ikke blot var plagiater af engelsksproget fantasy. Vi blev enige om at spørge mine talrige tysk- og litteraturkyndige Facebook-venner, og der kom så mange gode forslag at jeg syntes jeg burde dele dem med Ekkorummets læsere. En del af de nævnte værker er også oversat til dansk og/eller engelsk, så man kan også have glæde af listen selv om man måske ikke er så stiv i tysk.

Gustav Meyrink (1868-1932) er jo berømt for klassikeren Der Golem (1915, da. Golem, 1918). Men han skrev også mange andre bøger, hvoraf kan nævnes: Das grüne Gesicht, 1917, Walpurgisnacht, 1917, Der weisse Dominikaner, 1921, Der Engel vom westlichen Fenster, 1927. og An der Grenze des Jenseits, 1923.

Og så de mere nutidige:

Hans Bemmann (1922-2003) skrev blandt andet eventyrromanen Stein und Flöte, und das ist noch nicht alles (1983, da. Stenen og fløjten 1-4, 1991).

Wolfgang Hohlbein (1953- ) har skrevet en hel del, og er bl.a. inspireret af sagnene om Nibelungens ring og den nordiske mytologi. Dette ses f.eks. i Hagen von Tronje (1986, da. Høgne fra Tronje 1-2, 1990). Flere andre af Hohlbeins bøger er kommet på dansk. Se http://www.hohlbein.net

Alban Nikolai Herbst (1955- ) er forfatter til den prisvindende Anderswelt-trilogi der blev indledt med Thetis. Anderswelt i 1998. Se opslaget om bogen i tysk wikipedia og følgende tyske anmeldelse.

Cornelia Funke (1958- ). Hendes Tintenherz, Tintenblut og Tintentod (Cecilie Dressler Verlag, Hamburg, hhv 2001, 2002, og 2003) er ikke til at komme uden om i tysk fantasy. De to første bøger er kommet på dansk som Blækhjerte, 2009, og Blækmagi, 2009. Bind 1 er filmatiseret af Iain Softley som Inkheart (2008). Funkes Herr der Diebe (2000, da. Tyvenes herre, 2004) er mageløs. Er også filmatiseret af Richard Claus i 2005 - knap så mageløst.

Ruth Nestvold (gæst på EUROCON 2007) er amerikaner, men bor fast i Tyskland. Feminist og litterær fantasyfortæller. Har skrevet noveller og kortromaner på engelsk, og har på tysk udgivet romanen Flamme und Harfe (Penhaligon 2008) der omhandler historien om Tristan og Isolde - set fra Isoldes synspunkt.

Boris Koch (1973- ). Man bør ikke snyde sig selv for fantasien der udspiller sig i Der Königsschlüssel (Heyne 2009).

Markus Heitz (1971- ) vandt i 2009 den tyske Phantastik Preis og skriver nogle skønne tykke bøger. Se forfatterens hjemmeside www.mahet.de

(Tak til Maria, Gisli, Zenia, Carsten, Knud og Sabine)

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post61

Robert Holdstock (1948-2009)

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Mon, November 30, 2009 13:31:49

Den engelsk fantasyforfatter Robert Holdstock er død i en alder af kun 61. Holdstock var især kendt for den genrefornyende serie om den magiske skov Ryhope Wood, der startede med Mythago Wood i 1984. I de senere år skrev han også trilogien The Merlin Codex, hvor han blandede keltisk og græsk mytologi. Nedenfor gengiver jeg mine gamle anmeldelser af de to første Ryhope Wood-bøger. Se også Robert Holdstocks officielle hjemmeside.

The Word for World is ...Wood?

Oprindelig i Proxima nr. 43, 1987, og Proxima nr. 53, 1990

MYTHAGO WOOD
Roman af Robert Holdstock
Grafton Books 1986, 319 s.

Robert Holdstocks roman Mythago Wood må vel betegnes som fantasy, en genre med et lige så stort potentiale som science fiction, som dog ikke altid udnyttes. Ofte ender fantasy-romaner som sex-, vold- og "quest"-historier (eller infantile parodier på eventyrgenren). Mythago Wood er en af de - relativt sjældne - bøger, der indser potentialet og bruger det til noget konstruktivt. Det er en flot og meget spændende fantasy-roman, som kun kan anbefales.

Historien er en udvidelse og omskrivning af en novelle, som oprindelig udkom i The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Foruden en kort prolog består romanen af 3 dele, hvoraf de første to grænser til det mesterlige, mens den tredje er lidt mere traditionel og action-præget, dog ikke så meget at det ødelægger det positive indtryk af bogen som helhed.

Hovedpersonen, Steven Huxley, er vokset op tæt ved skoven Ryhope Wood, som ingen tilsyneladende interesserer sig for pånær Stevens far, der til gengæld er sygeligt optaget af den. Han vender ofte tilbage med store sår efter månedlange ophold i skoven, hvilket selvfølgelig er mystisk, når man betænker, at skoven ikke er større end man kan løbe rundt om den på en halv time.

Under 2. verdenskrig er Steven i Frankrig, hvorimens den verdensfjerne fader dør og hans ven Wynne-Jones - der deler hans interesse for skoven - sporløst forsvinder. Da Steven efter krigen vender tilbage til sit barndomshjem opdager han, at broderen Christian nu også manifesterer en usædvanlig interesse for Ryhope Wood.

Christian indvier sin bror i skovens hemmeligheder; Ryhope er nemlig befolket med de særeste væsener og mennesker. Forklaringen er noget pseudo-videnskabeligt sludder: skoven - der kan opfattes som en stor, levende entitet - er et slags psykisk knudepunkt, hvor myteskikkelser og andet godt fra indtrængernes kollektive ubevidste materialiserer sig, bliver til de såkaldte mythagos ("myth imagos"), som Stevens far døbte dem. Desuden er tiden forvrænget indenfor skovens grænser (jvf. faderens lange fravær), ligesom skoven synes at "forsvare" sig mod udefra kommende, der søger mod centrum, de mystiske "heartwoods". Temmelig søgt, men pyt med forklaringerne, det er fantasy, og billedet er stærkt. Holdstock fascinerer bogen igennem læseren med at øse rigeligt af de oversete rigdomme, der udgør den keltiske mytologi (jo tak, jeg ved godt Julian May har puslet lidt med den slags, men prøv engang selv at tænke efter, hvor mange græske eller nordiske guder du kender, og sammenhold det så med antallet af keltiske ditto, du kan komme på).

I bogens anden del - efter min mening den bedste - stifter Steven bekendtskab, venskab og i sidste ende et kærlighedsforhold med en mythago, krigerinden Guiwenneth of the Greenwoods. Guiwenneth er én del gudinde, én del primitivt naturmenneske og én del almindelig sød pige. Det er den ædle vilde og andre klicheer for fuld udblæsning, men forfatteren er alligevel original på sin egen facon, og yder endvidere den kraftpræstation at skildre denne kvinde, der afskyr badevand og med vellyst slikker blod af fingrene, så også læseren opfatter hende som attråværdig.

Mens denne elskov står på, lusker broder Christian rundt i skovene og leder efter nøjagtig den samme mythago, som han tidligere har elsket, men som nu er død. Efter 15 år i Ryhope Wood (udenfor er der gået ca. et år) vender han tilbage og finder Guiwenneth hos Steven. De mange år har forandret ham, han er ikke længere et menneske af det 20. århundrede, og det siger sig selv at han under udøvelse af fysisk vold render med pigen - tilbage til skoven.

Tredje del handler så om, hvordan Steven med en ven - der har lignende erfaringer fra en fransk skov - drager ind i Ryhope Wood for at dræbe sin bror og redde Guiwenneth. Det er her, bogen degenererer til ret traditionel fantasy, men okay, historien er stadig spændende, selvom læseren efterlades med et par løse ender.

Bogen rummer mange paralleller til Stanislaw Lems science fiction-roman Solaris; i Mythago Wood er mytologien anderledes og lidt mere legitim, men Orfeus i underverdenen er til stede i begge disse bøger, med det kærlighedstema det indebærer. Det levende hav og den levende skov er begge magtfulde billeder, og det de gør er jo netop at skabe billeder, materialisere drømme (inkl. mareridt). Hvor evolutionen har fjernet mennesket så meget fra havet, at ursuppen er et intellektuelt snarere end et emotionelt billede, har skoven - det mystiske, mørket mellem træerne, den truende natur - stadig magt over menneskesindet. Det er en metafor, der er en forfatter som Holdstock værdig.

Mythago Woods verdensbillede må vel nærmest kaldes okkult - den vanskelige kontakt med de overnaturlige væsener, skoven betragtet som et "astral-plan" etc. Men en sådan tolkning er næppe bevidst fra forfatterens side, og bogens symboler er snarere universelle. Mythago Wood er en roman om de ting, som hjemsøger ethvert menneskes drømme, selv i vor moderne civilisation, for som vor hjemlige Erwin Neutzsky-Wulff udtrykker det, vender mennesket altid tilbage til skovene.

LAVONDYSS
Roman af Robert Holdstock
Victor Gollacz 1988, 367 s.

Da Robert Holdstock fik udgivet Mythago Wood i midten af 80'erne, var vi mange, der frydede os over den geniale ide at udnytte den keltiske mytologi i en fantasy-roman. Indenfor de seneste par år er "celtic fantasy" ellers blevet noget af en kliche i Storbritannien og omegn. Men foregangsmanden kan stadig dreje en god historie på dette grundlag, selvom det keltiske stof indrømmelsesvis er knap så fremtrædende i Lavondyss, der er en opfølger til Mythago Wood. Det er også glædeligt at se en fortsættelse, der ikke bare er en kommerciel fidus. For selvom forfatteren jo nok er blevet inspireret af forgængerens succes, så er Lavondyss faktisk en kompositorisk bedre roman end Mythago Wood, der var en sammenkædning af tre historier.

Den omtalte skov er den engelske Ryhope Wood, der har den særlige egenskab, at urbilleder fra besøgendes underbevidsthed her antager fysisk form. Myterne lever i skoven, hvor tid og rum også er andre kvaliteter end vi kender dem fra verden udenfor. At rejse i skoven er at rejse i sig selv, for "vi er skoven, og skoven er os". Denne rejse har nogle af omegnens beboere i årtusinder været bestemt til at foretage.

Lavondyss handler om en sådan udvalgt i tiden omkring 1950, et årti senere end handlingen i Mythago Wood. Det er den kloge og charmerende 13-årige pige Tallis Keeton, særling i en familie af særlinge, hvis skæbne det er at nå frem til den fjerneste og mest fremmede region af skoven. Det sted er Lavondyss, underverdnen, hvor Tallis' bror er fanget. Men det er ikke let at være kaldet: Tallis fortæller historier hun endnu ikke forstår (det gør læseren heller ikke før senere) - eller rettere, noget fortæller historier igennem hende. Hun har påtrængende visioner og ved, at hun må drage afsted, men for at kunne trænge ind i skoven må hun nærme sig skridt for skridt, lære tingenes hemmelige navne at kende og fremstille magiske masker, alt mens hendes forældre fortvivles over at endnu et barn bliver "underligt". Denne udforskningsproces er pinefuldt velbeskrevet, og det tager da også Tallis 200 sider at nå så vidt, at hun kan trænge ind i skoven. Da gennembruddet endeligt kommer, er det pludselig og voldsomt, næsten apokalyptisk, men beskrivelsen har ingenlunde været kedelig indtil da. For det første er livet i den lille engelske landsby skildret stilsikkert og stemningsfuldt, for det andet giver Tallis' tiltagende besættelse den følelse af magi, af eventyr, som alle fantasy-fans vel går efter. Man kan sagtens argumentere imod bagefter, men først skal man kunne mærke dette sug i maven - når man f.eks. tager Lavondyss op i hånden og ser stregtegningerne af de magiske masker, at der citeres shamaniske riter og Walt Whitman, og kapitlerne hedder ting som "The Hollowing: Bird Spirit Land" og "Geistzones". Så tager man en dyb vejrtrækning. Ellers kan det være det samme.

I bogens andendel er der gået en række år, men Tallis færdes stadig i skoven. Det var nok første del af romanen, der fascinerede mig mest, men skovscenerne er heller ikke uden charme og originalitet. Her møder vi f.eks. Wynne-Jones (en væsentlig biperson i Mythago Wood), der har tilbragt det meste af sit liv blandt de mytiske indbyggere. Vigtige personer i Lavondyss er Wynne-Jones' børn, som er halvt mennesker, halvt mytevæsner, og hvis handlinger følgelig er en blanding af fri vilje og det deterministiske forløb af de legender, de er en del af. I Mythago Wood havde forfatteren det problem, at når vi først for alvor kom ind i skoven, degenererede fortællingen til ret traditionel fantasy. Den færd efter sin tabte broder, som Tallis begiver sig ud på, er jo også et arketypisk handlingsforløb, for nu at udtrykke det pænt, og en overgang troede jeg, at Lavondyss ville komme til at lide af samme skavank som forgængeren. Men det endelige besøg i underverdenen og udfaldet af færden var unægtelig anderledes end jeg havde ventet. Fortællingen bliver virkelig magisk, fortidige og fremtidige begivenheder griber ind i hinanden, og ved den smukke (om ikke decideret lykkelige) slutning går det op for læseren, hvor umådeligt sikker romankompositionen er.

Lavondyss hører afgjort til det bedste fantasy jeg har læst, og ingen, der kender "suget i maven", bør snyde sig for denne oplevelse. De ideelle omstændigheder at læse romanen under, må være efter en lang travetur i det sydengelske landskab, siddende blødt tilbagelænet foran en knitrende pejs og med et godt glas brandy ved hånden. De af os, som ikke har den slags omstændigheder til rådighed, må så trøste os med, at Lavondyss i sig selv er fuld af stemning.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post59

August-nyt

FantasyPosted by Stig W. Jørgensen Wed, January 14, 2009 10:43:49

Det er nu officielt at den nye børnebog i Erik Barfoeds August-serie, August tager billetten, udkommer 29. januar. Der følger en lydbog med, hvis man ikke selv gider at læse (højt).

Den første bog i serien, August går i glemmmebogen, der længe har været udsolgt fra forlaget, bliver genudsendt samme dag.

Der er netop blevet lanceret en ny hjemmeside for bøgerne: www.glemmebogen.com

Til min store overraskelse er China Mievilles børnebog som jeg i et tidligere indlæg sammenlignede med Glemmebogen, også netop udkommet på dansk under titlen Non Lon Don. Den danske udgave er i to bind og er kommet på Carlsens forlag.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post29
Next »