Ekkorummet

Ekkorummet

Om bloggen

Aktuelle og uaktuelle kommentarer til science fiction og beslægtede emner - de steder hvor kunsten og videnskaben møder hinanden og tilværelsen - med lejlighedsvise musikalske og poetiske ekskurser.

Fukuyamas juggernaut. Essay af Palle Juul Holm (1997)

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Tue, November 27, 2012 23:01:50

En lang række af Palle Juul Holms skriverier om science fiction igennem over femogtredive år er nu blevet samlet i Den virkelige tåre i det fiktive bæger, en bog, der bl.a. omfatter en komplet genudgivelse af Juul Holms kritiske pionerværk Syzygy og den sorte stjerne fra 1975. En tekst jeg virkelig savner i udvalget, er det meget velskrevne og tankevækkende essay ’Fukuyamas juggernaut, eller Den forvrængede præsens’ fra 1997. Ud over at berøre kulturkritiske emner der rækker langt ud over science fiction, sætter ’Fukuyamas juggernaut’ en række indlæg i Den virkelige tåre i det fiktive bæger i relief. Det er en vigtig tilføjelse til bogens gennemgående tema om science fiction og specifikt dystopien som et udtryk for samtiden snarere end fremtiden. Da essayet er umuligt at skaffe, ja, næsten hemmeligt, idet det blev trykt i et festskrift for Niels Dalgaard, som jeg redigerede og uddelte i 100 nummererede eksemplarer til dennes 40-års fødselsdagsfest, har jeg her efter aftale med Palle Juul Holm valgt at offentliggøre det på ny. Nedenstående tekst er let redigeret (interne referencer til Niels Dalgaards fødselsdag er udeladt), hvorimod pdf-filen til download er en faksimile af den oprindelige udgivelse.

---

Palle Juul Holm:
Fukuyamas juggernaut
Eller Den forvrængede præsens
Opr. trykt i Magister i mirrorshades, red. Stig W. Jørgensen (1997)

Kanske er jeg slet ikke i stand til at udtale mig om science fiction-genren. Måske har Erwin Neutzsky-Wullf ret i, at pensionerede akademikere ikke har begreb skabt om science fiction. Eller om noget som helst andet, for den sags skyld.
Nået til den dis- og inkriminerende pensionsalder oplever man, hvordan fremtiden overhaler en, forsvinder stadig længere bort og kun når en i forvrænget form. Rødforskydning. Dopplereffekt. Alting overhaler en: teknologien, sproget, politikken. Samtidig er der et eller andet gråt neutrum, der rykker stadig nærmere, så at det ikke er til at få øje på det forsvindingspunkt, hvor diverse parallelle trends krydser hinanden. Og måske er man også blevet en smule ligeglad.
Til gengæld – eller af samme grund – gennemlyser fortiden en med røntgenstyrke, så at man kan se det spinkle framework, som årene og erfaringerne har klasket deres mere eller mindre tilfældige materiale på. Al forkalknings store åbenbaring: Man er sit skelet, i både den ene og den anden forstand, og skelettet er blevet til på et meget tidligt tidspunkt. Resten er kroppens og psykens opportunistiske tilpasningsforsøg. Eller arvæv.
Tynget af den indsigt er det selvfølgelig svært at opretholde illusionen om at kunne mene noget kvalificeret om science fiction, for så vidt denne har at gøre med fremskrivning og videnskab.
Det gælder naturligvis ikke eksklusivt for mennesker over en vis alder, at fremtidsvisioner blot er ekstrapolationer af de formative års håb, frygt og traumer. Det gælder alle. Men når ens sidste holdbarhedsdato er overskredet, kan man imidlertid tillade sig at indrømme det. Det forlanges ligefrem af en.
Af yngre mennesker kræves det, at de er under konstant forvandling, i gang med en uendelig kvalifikationsproces og ikke alene på forpulet forkant med udviklingen, men langt forud for den.
Det er de ikke.
De lader som om for at blive læst og hørt og set, for at avancere eller blot undslippe fyreseddelen. Men naturligvis stikker også de til halsen i forklaringsforsøg på det, der i en nu svunden barndom eller pubertet fik dem til at måbe eller savle.
Det er derfor, så mange profetier inden for vor genre rammer 100 mile ved siden af den real future, som gradvis eksponeres.

Min egen indre, kulturelle matrice var færdigstøbt engang i 50’erne, er jeg bange for. Jeg har ikke kunnet se det før, men jeg kan se det nu.
Det gælder mit materielle univers. Lige meget hvilke eksotiske galakser min læsning eller mine fantasier fører mig ud i, så er de uvægerligt makromodeller af Rude Skov og mine forældres baghave. Mine ekstraterrestiske samfund er besynderligt lavteknologiske, lugter af primussprit, trækulstjære, tørverøg og fynsk tobak. Alle skurkene bærer armbind og er klædt i tyske panserværnsuniformer, anno 1942. Der er masser af fyrreskove i mine science fiction-drømme – fyrreskove og snevintre som i de tyske ugerevyer under besættelsen. Og selv det mest avancerede space battle bliver i mit baghoved til en opdateret udgave af slaget ved Kursk.
Alle de glitrende verdener derude er blot Edgar Rice Burroughs cum Bradbury cum Hitler cum Gordon Flash med et score af Bruckner og Tjajkovskij på elguitarer.
Og bilerne er raketdrevne Oldsmobiles, model 58!
Det samme gælder de fundamentale problemstillinger, hvad enten de nu er af politisk, etisk eller erotisk art. Mine utopier er stykket sammen af ruinbrokker, min etik er lejret om virtual virtues, der fungerer under afspilning af indre dramaer, hvis rollehavende er rødmende bobby-soxers, ubestikkeligt tyranniske svigerfædre-in-spe, eksistentialistiske digtere med sorte rande under øjne og negle, en smuk, blid, jomfruelig kvinde, der smiler til mig under tårer foran alteret, MGM, 20th Century Fox og hele lortet i sort-hvidt med soft-focus. Der er ikke mange fædre mere, der vogter deres døtres dyd. De, der måtte være, har noget at se til.
Der er heller ikke så mange Oldsmobiles.
At projicere Wehrmacht og jomfruelige gymnasiepiger og seksualforskrækkede ministerialfuldmægtige og Sartre – for ikke at tale om udgående bilmodeller – op på firmamentet må vel diskvalificere mig som ekspert i nutidig science fiction. Så godt som noget.
Og dog. Og så alligevel …

Der er ét hjørne af mine sciencefictionelle fantasier, der er up to date. Mine dystopier. De ligner nutiden. De er Jorden tro, som Nietzche sagde, at man skulle være. De ligner real reality, så det næsten ikke er fiktion, science fiction or otherwise.
Det er skræmmende. Det er så isnende, buksevædende rædselsfuldt, at det tvinger mig til at overveje en apologi for min science fiction-skepsis, der ikke blot går på alderdommens ønske om at fryse (for)tiden fast, og dens vægring ved at begejstres over nymodens påfund.
Min tiltagende distance til genren og min skepsis med hensyn til koblingen mellem den og mig skyldes måske ikke udelukkende forkalkning, våde drømme om troskab, Redlichkeit, kærlighed til døden splitter os ad, grænseoverskridende æbleflæsk og C+,C+ …
Den kunne have noget at gøre med, at man vist ikke kan begå science fiction uden at have en utopi, en antropologi eller bare en historisk bevidsthed inden for rækkevidde. Jeg kan ikke se nogen utopi noget sted. Det kunne skyldes nærsynethed, eller at mit blik var sløret af nostalgiske tårer. Men det kunne også skyldes, at den ikke er der. At ikke blot den konkrete utopi, men utopien som begreb, som mulighed, er død.
Nu vil nogen indvende, at utopien længe har været død, og gudskelov for dét, for har vi måske ikke set, hvad de store visioner har afstedkommet i Bergen Belsen og Gulag Øhavet?
Andre vil hævde, at vi i nyere tid aldrig har været så bøvsefærdige af utopi, som vi er det i dag. Og så vil de pege på tekster om økologiske paradiser og på en halv snes indisk inspirerede hybridreligioner, der forjætter opstigningen til et højere niveau af åndelig oplysning.
Og naturligvis – vil en tredje gruppe protestere – kan man udmærket skrive science fiction, der ikke implicerer en utopi.

Til de første: Utopien er ganske rigtigt død. I hvert fald sidder jeg med adskillige dødsattester, der må være udstedt på samme patient, om end navnene varierer: utopien, ideologien, den store fortælling. Men redegørelserne for symptomer, sygdomsforløb og anamnese er samstemmende.
Men dødsfaldet har fundet sted for nylig og synes at skyldes en ændring i det globale økonomiske klima af ret ny dato. I hvert fald synes det at have været den afgørende faktor (med mindre nogen har slukket for respiratoren).
I min opløbne studentertid var der endda indtil flere forskellige, konkurrerende utopier på banen. De forefandtes ganske vist kun i fragmenterede udgaver som splinter af et knust spejl eller gnister fra et slukket bål. Men de var der. Og så godt, den slags nu er gørligt, forsøgte vi at rette ind efter en af dem – eller flere i rækkefølge. Når vi læste en dystopisk roman, var det noget, der berørte os, fordi dystopi og utopi stod i et dialektisk forhold til hinanden. De første (mange) år efter krigen handlede de fleste dystopier, forudsigeligt og uopfindsomt, om despotier af Hitlers eller Stalins slags. Men heller ikke dengang var al litteratur science fiction. Og et betragteligt læs af den eksistentialistiske litteratur, der blomstrede dengang, var reelt dystopier in disguise med al deres snak om menneskets overladthed til eksistensen, valget og sjælens ubodelige ensomhed. Og dermed signalerede de på sæt og vis længselen efter utopien. Den bittersøde attraktion ved dén philosophie noire hidrørte, tror jeg, fra dens implicitte suk over forliset af en tryg totalitet. I hvert fald var det sådan, den blev forstået af de hulkindede unge, der ernærede sig ved øl, vandkringle, Sartre og Camus på universitetets frokoststue.
Det er da muligt, at fascistiske og stalinistiske utopier avlede forbrydelser. Men der var også utopier bag kampen mod dem.
Til dem, der mener at utopier er i live, har det godt og bor i Indien eller i en flok blåhvaler:
Det kan være svært at se en utopi – i hvert fald en brugbar sådan – i den dybdeøkologi, der dårligt nok har plads til mennesket, ja, i visse tilfælde anser det for en fordel, om 90% af menneskeheden gik til grunde, så at Naturen kunne starte from scratch (Wm. Aiken, 1984).
De fleste quasi-buddhistiske eller –hinduistiske bevægelser har en meget spinkel social dimension. I det store og hele kerer de sig kun om hin enkeltes spirituelle karriere.
Til dem, endelig, der mener at man da godt kan skrive science fiction, der overholder genrekriterierne, uden at ud- eller indfolde en utopi i den:
Ja, det kan man selvfølgelig. Man kan skrive noget, der realiter er verbaliserede computerspil eller tegneserier; man kan lege med på den nye teknologis iboende muligheder eller supponere skove af kødædende træer på Venus. Men uden forestilling om, hvad et menneske er, og hvordan mennesker bør leve (også sammen) bliver det ret ligegyldigt, hvem der æder hvem. Og man kan tømre en slags futurologiske tekster sammen. Men, som allerede nævnt, så har de fleste forudsigelser i science fiction-litteraturen vist sig mangelfulde eller direkte fejlagtige.
Og hvis science fiction-litteraturen så lidt som resten af samfundet har en vision af det afgørende anderledes, og hvis den ikke har mod og ærlighed til at hente håb og frygt fra historien, så vil genrens fremtidssyner antage en højst ufremtidig karakter. De vil tage form af forvrænget præsens.
Hvilket just er, hvad der er i færd med at ske, ikke blot inden for science fiction, men også hvad angår mainstream-litteraturen, filmen, teatret – kulturen i det hele taget.
Stilistisk vidner kulturens tiltagende af-metaforisering om denne bevægelse. Hvor der kun er nutid, peger fænomenerne kun på sig selv. Bøger, film og videoer træder i stadig højere grad frem som (elegant) overflade, og fantasiens krydderi tilsættes kun i form af kontorsion.

De fleste af menneskehedens kulturelle ytringer har i tidens løb haft karakter af 1) beskrivelser af overvindelse af en natur-, gud- eller samfundsgiven modstand, der netop har skænket det heldige resultat dets værdi, eller 2) protester mod et kontraktbrud. Ikke nødvendigvis et brud på en formaliseret kontrakt, men et brud på en konsensuel moralsk orden, på en rimelig forventning eller på en sund tillid til magter og medmennesker.
Forløbet af denne sidste type kan ende på upbeat, hvis kontraktforholdet restitueres, eller det kan munde ud i en tragedie – som så i sin tur og orden kan instituere et nyt værdisæt og en ny (type) kontrakt.
Fællesnævneren er sansen for tradition og, for institueret orden og nybrud, for værdi og normer, som man kan måle graden af sine forventningers rimelighed mod – og en selvfølgelig modstand, som kan forlene ens Errungenschaften med værdi.
En utopi indbefatter netop visionen af et samfund, som på visse, fastlagte præmisser befinder sig i (statisk eller dynamisk) harmoni. Hvad der fremmer harmonien kaldes godt. Hvad der bryder den, opfattes som ondt, i hvert fald indtil en ny orden er indstiftet.

Nu træder så, som Surt i Vølvens spådom, Francis Fukuyama ind på scenen (om ikke ganske alene) for at proklamere, at historien er forbi. Tilbage er den globale markedsøkonomi, det globale, parlamentariske partidemokrati og det globale computernet.
Ikke flere brud. Kun mere af det samme.
Det ser ud til, at de såkaldt kulturbærende lag i Vesten har annammet budskabet, der jo også er ganske rummeligt, al den stund at alle i denne millenaristiske vision har lov til at tro og give udtryk for, hvad de vil. I praksis er der naturligvis visse restriktioner, der dog ikke betragtes som ideologiske, men som udtryk for sund fornuft eller hensynet til det demokratiske system.
Der er ingen grund til at pinde ud, hvordan Fukuyamas tusindårsrige har fungeret indtil nu. Og, ja, jeg ved også godt, at verden aldrig har været et leje af rosenblade, ikke for flertallet i det mindste. Og jeg ville nødig være kommet i vejen for Attila eller Caligula, ville også helst have været fri for at skulle leve som træl i sagatidens Island, med tandpine og bronkitis. Og i middelalderen ville jeg ikke engang have haft valget mellem pest og kolera.
Så jeg skal afstå fra de forventede bemærkninger om, at jeg troede, vi var kommet videre, dass wir es herrlich weit gebracht hätten; og alt det dér med hospitalernes ventelister, distriktspsykiatrien, vold og narko og race og kuldedøde russere – det vil jeg slet ikke komme ind på her, som Cicero sagde. Det er ikke dér min pointe ligger. Pointen ligger i, at man ved at acceptere die Neuordnung der Welt giver afkald på ikke alene enhver moralsk målestok, men også på enhver drøm om en radikal forbedring. Man taber utopien på gulvet.
Det er ikke frugtbart for kunst og litteratur i det hele taget. Det frembringer endimensional kunst, kreeret af salgbare krystere (’’…nej, jeg har overhovedet ikke noget politisk budskab med min kunst; det vigtigste for mig er at udtrykke mine erfaringer og måske gi folk noget’’) og stumme dissidenter. (Markedsdemokratiets dissidenter! hvabehar! den må kunne genbruges!). Og for en genre som science fiction, hvis eksistensberettigelse består i qua fremmedgørelseseffekter at sammenholde det, livet kunne være, med det, det faktisk er for den enkelte, gruppen eller universet – er det slow death.

For godt et år siden brugte Mads Dam-Larsen en aften og en 4-5 snebajere på en præcis og forundret konstatering af, at dagens science fiction og science fiction-kunst havde så lidt duft af fremtid. Som modstykke viste han mig et arkitektonisk udkast fra den franske revolutions tid: en monumental kenotaf for en eller anden berømt videnskabsmand. Den havde netop den udstråling af på en og samme tid genkendelighed og radikal fremmedhed, som udløste ens sense of wonder, den, øjeblikkets science fiction-produkter mangler. Det tror pokker. Jakobinerne ville faktisk noget nyt, og derfor kunne de præstere noget fremadrettet. I øvrigt skal jeg ikke her tage stilling til værdien af deres projekt.
I modsætning til kenotaffen har vi så dagens forvrængede præsens. Ikke så få af det sidste tiårs science fiction-tekster har blot været kyborgiserede udgaver af det sædvanlige amerikanske Shitsville, med forstærker og forvrængerpedal, med plugged-in punkere, niggers på super crack og rappende androider. (No pun intended).
Og som omtalt har der ikke været nogen subtekst. Hvad skulle den også bestå i? Hvad er ’’den dybere mening’’ med en reportage fra en teenagebandekrig?
Så hellere læse James Ellroy. Hans personer behøver ikke engang indopererede chips for at opføre sig lige så sindssygt.

Nu bruger jeg faktisk ikke al min tid til at læse og se voldsvideoer. Ind imellem taler jeg med folk. Også med pæne unge mennesker med drive og kreative evner – eller i det mindste: vilje.
De er – mange af dem – allerede med på Fukuyamas vogn eller juggernaut, eller hvad vi nu skal kalde den. Deres ambition indskrænker sig til en faglig/kunstnerisk karriere og penge nok til at kunne føre ’’et godt liv’’. Deres moral er konkret, som hos en præ-columbiansk indianerstamme: man bør passe på sin krop, spise sundt, være velsoigneret, kildesortere sit affald og sørge for et regelmæssigt, helsebefordrende seksualliv.
De har sjældent eller aldrig været ulykkeligt forelskede. De interesserer sig ikke for politik, mener ikke, de har nogen indflydelse på den, mener i øvrigt i vid udstrækning, at fattigdom her og i u-landene er naturfænomener på linje med orkaner og El Niño.
Der har altid været nogle, der var rige, og nogle, der var fattige, siger de. Og sådan vil de nok blive ved med at være.
Fremtiden, indflydelsen og rigdommen tilhører dem, der behersker den elektroniske teknologi. Siger de. Og de, der ikke om ti år har en pc, er marginaliserede, proletariat, yt. Sådan er dét bare.
At være yt, er det værste, de kan forestille sig.
Og de betragter den nye orden som ideel, fordi den flader værdihierarkierne ud. Hvad den i stedet har at byde på, er et demokratisk bredt vareudbud, hvor ethvert kulturelt tilbud er ligeværdigt med et hvilket som helst andet: porno med Tolstój, Raffael med tegneserier.
De ønsker intet alternativ – kan ikke forestille sig et. De har ingen historie og ingen utopi. Den nye orden er blevet statisk skæbne.
De er, som Nietzsche ville have udtrykt det, die letzten Menschen.

Det er dét, der er lige til natlige svedeture:
For første gang i den nu suspenderede historie er dystopien alene i arenaen, optræder autonomt og ikke blot som utopiens dark half.
Hvorfor jeg kalder den nye verdensorden en dystopi?
Fordi den ikke vil noget for mennesker, men kun med mennesker. Og fordi den, med en vis overbevisningskraft, gør fordring på at være universel og evig. Der kommer ikke noget efter den, højst mere af det samme. Der er ingen vej ud. Fordi den er rykket uden for menneskelige betragtninger over godt og ondt, er ’’jenseits Gut und Böse’’, emanciperet fra etikkens ’’jeg bør’’ til et pseudoguddommeligt ’’jeg er’’. Fordi den er Shivas vogn, som man kan ofre sig til – eller skubbe andre ind under.
Fordi den er den inkarnerede principløse magt, der fører sig frem i en guddoms gevandter.
Dens religiøse pamfletter er avisernes sektioner med erhvervsstof, ejendomshandeler, modenyt, biler og lystbåde, computernyt, in-checklister og tips om kvalitet via lidt men dyrt.
De fortabte og de urene kan så skamme sig, når de høvler baked beans og økonomipålæg ned i indkøbskurven. Og slå sig til tåls med, at denne er den bedste af alle tænkelige ordener. Og den sidste.

Set oppe fra juggernauten er utopien ikke alene mistænkelig – den er utænkelig. For den nye orden er uden historie og monolitisk i sin fordring i en grad, man ellers skal til Islam eller skolastikkens velmagtsdage for at finde mage til.
Al medgang kommer fra den og al selvforskyldt straf, blot er nøglen til forløsning i dag hverken retfærdighed eller tro, men salgbarhed. Ve, de(t) usælgelige.
Dybest set er denne Store Antifortælling udstyret med en slags blasfemisk enhedsbekendelse: at sværge til socialisme, blandingsøkonomi, shari’a … whatsoever er forkasteligt, ikke blot fordi det er kættersk, men også, og måske især, fordi det er en fornægtelse af virkeligheden.

Uden utopi ingen science fiction. Måske er det derfra, min skepsis over for genrens fremtid stammer.
Men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at jeg altså er, nåja, en pensioneret akademiker. En af dem, der tilmed tilhørte de årgange, der henimod slutningen af besættelsen var gamle nok til at blive skolet i antifascistisk ideologi – for ligesom at være på reservebænken, hvis der skulle blive forlænget spilletid. En af dem, der ikke blev hentet ind, før kampen var forbi, og som græd snot, da Christiansborg et par år efter befrielsen begyndte at snakke realpolitik, og kun kunne hente trøst hos William Butler Yeats:

Was it for this the wild geese spread
The grey wing upon every tide;
For this that all that blood was shed,
For this Edward Fitzgerald died,
And Robert Emmet and Wolfe Tone,
All that delirium of the brave?
Romantic Ireland’s dead and gone,
It’s with O’Leary in the grave.

Måske kan man hente trøst I den tanke, at det ikke er den nye verdensorden, der ikke kan rumme fremtid og forandring, men blot pensionister.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post161

Tid & rum, skrift & køn - James der var Alice

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Fri, November 02, 2012 16:25:16

Alice Bradley Sheldon (1915-1987) var et usædvanligt menneske. Som datter af den i samtiden kendte forfatterinde og opdagelsesrejsende Mary Hastings Bradley deltog hun som barn i ekspeditioner i det 'mørke' Afrika. Efter et tidligt og problematisk ægteskab prøvede Sheldon i mellemkrigstiden at slå igennem som tegner og kunstkritiker. Under 2. verdenskrig meldte hun sig til militæret, kom til at arbejde for flyvevåbnets efterretningstjeneste og frem til 1955 for CIA. Herefter forlod hun efterretningsvæsenet for at hellige sig studier og blev i 1967 ph.d. i eksperimentel psykologi. Sheldons liv endte tragisk. Da hendes noget ældre anden ægtemand og tidligere kollega fra efterretningstiden blev uhelbredeligt syg, skød hun ham og tog derefter sit eget liv.

Sheldons dramatiske skæbne ville dog næppe være offentligt kendt hvis det ikke var fordi hun også havde en anden identitet - som forfatter. Hun var debuteret som forfatter så tidligt som 1946 med en novelle i eget navn i The New Yorker. I 1968 debuterede hun imidlertid som science fiction-forfatter. Af hensyn til såvel sin efterretningsbaggrund som videre akademiske karriere valgte hun at skrive under pseudonym. Da science fiction-litteraturen dengang stadig var mandsdomineret, mente hun at et mandligt pseudonym ville bidrage til at undgå uønsket opmærksomhed om hendes person, og hun opfandt navnet James Tiptree, Jr. - inspireret af marmeladen med de små glas der var så populære i min barndom. Ud over de praktiske grunde i forhold til fortidig og fremtidig karriere gav det tilsyneladende også Sheldon et påskønnet kreativt frirum at udfolde sig gennem en anden identitet. Meget tyder også på at hun nød muligheden for i en forstand at skifte køn. Sheldon var ifølge egne udsagn tiltrukket af kvinder, men udlevede aldrig den side af sin seksualitet; som Tiptree tegnede hun et billede af sig selv som traditionelt maskulin (militærbaggrund, man of the world) og glædede sig over at flirte med kvindelige korrespondenter.

I løbet af 1970'erne udviklede 'Tiptree' sig til en af science fiction-genrens mest bemærkelsesværdige novelleforfattere, og der fulgte en forventelig nysgerrighed om hvem der gemte sig bag navnet ('den bedst bevarede hemmelighed siden Cordwainer Smith'). Forestillingen om at vække mindre opsigt gennem et mandligt pseudonym gav til dels bagslag. Det prellede tilsyneladende ganske af på hende da Samuel Delany i en polemik kaldte Tiptree for mandschauvinist, men det blev moralsk sværere at gemme sig bag pseudonymet når Tiptree kom på tale til litterære priser hvor begrundelsen gik på Tiptrees evne til som mandlig forfatter at indleve sig i kvinders situation og oplevelser. (James Tiptree Jr. Literary Award uddeles i dag for science fiction- og fantasyværker der udforsker kønsroller). Alice Sheldon havde også skrevet mere eksplicit feministiske science fiction-noveller under et andet pseudonym, Raccoona Sheldon, og det var en udbredt opfattelse at Sheldon og Tiptree var samme person, måske at Sheldon var Tiptrees kvindelige pseudonym (!) - eller alternativt at Raccoona Sheldon var James Tiptrees datter. Da moderen Mary Bradley døde i 1976, blev Alice Sheldon omtalt i nekrologerne, og da Tiptree desuden i sin korrespondence var kommet til at nævne at 'hans' mor lige var død, blev identiten bag pseudonymet afsløret - til Alice Sheldons store fortrydelse.

Det mest principielt og blivende interessante ved den gode historie om Sheldons maskespil forbliver diskussionen om mandlig og kvindelig litteratur. Robert Silverberg havde i forordet til Tiptrees anden (og måske bedste) novellesamling Warm Worlds and Otherwise (1975) skrevet at påstanden om at Tiptree skulle være en kvinde, var 'absurd' - ikke alene fordi Tiptrees historier tydede på førstehåndserfaringer med militær- og efterretningsvæsen, forretningsrejser, jagt og tilsvarende traditionelt maskuline aktiviteter, men fordi der fandtes en henholdsvis maskulin og feminin skrivestil der umuligt ville kunne imiteres af det modsatte køn. Silverberg har efterfølgende valgt at lade forordet genoptrykke uændret - dog med nogle linjers tilføjelse - for tydeligt at vedgå sig at han tog fejl, og lade dette fremstå som en lærerig pointe om fordomme om mandlig og kvindelig skrivestil.

Ud over at Tiptree af mange andre grunde er en af mine yndlingsforfattere, har jeg en professionel interesse i den diskussion som mandlig oversætter af en længere række kvindebøger, forstået som bøger skrevet af kvindelige forfattere for et primært kvindeligt publikum, fra traditionelle kærlighedsromaner over Isabel Allende-agtige dramaer til fantasyromaner henvendt mest til piger. Jeg smiler over nedladende bemærkninger fra ældre mandlige kolleger der ikke forstår at jeg nedlader mig til den slags (jeg plejer at spørge dem om de er misundelige fordi jeg kan tjene penge på min indsigt i det kvindelige univers); mere interessant er diskussionerne med (kvindelige) redaktører der mener at bøger af kvindelige forfattere bør oversættes af kvindelige oversættere (indtil jeg viser dem min backlist). Nu kan jeg forestille mig masser af opgaver jeg ville sige nej til fordi de kræver kendskab til en tone jeg ikke ville kunne imitere - dette kunne godt være venindesnak mellem unge kvinder, men det kunne lige så vel være tonen mellem mandlige pensionister i et provinsmiljø. Kønnet er naturligvis et parameter, men kun et blandt mange og ikke det mest afgørende. Mit professionelle svar er altid at min personlige interesse i bøger henvendt til kvindeligt publikum er at de ofte er dramaer med megen dialog - og jeg kan lide at oversætte dialog - og at jeg principielt mener at forfatterens individuelle stil er langt mere afgørende end forfatterens køn. At der er en stil vi oplever/kalder for maskulin/feminin, er så noget andet, og spørgsmålet om personlig indlevelse er igen noget andet end stil. Tiptree brugte ofte mandlig synsvinkel og demonstrerede ofte en dyb psykologisk forståelse (også) for sine mandlige hovedpersoner (som Silverberg også lod sig narre af). Jeg er også altid stum af beundring over for den indlevelse en af mine yndlingsforfattere uden for genren, Siri Hustvedt, demonstrerer i sine mandlige førstepersonsfortællere, og hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sikkert også påstå at nogle af Hustvedts romaner ikke kunne være skrevet af en kvinde. Men det kan de, og det er de - og blandt andre Tiptree/Sheldon har lært os at man ikke skal gøre sig nogen skråsikre antagelser.

Der har tidligere kun været udgivet få af Tiptrees historier på dansk, alle for år tilbage. Antologien En anden ensomhed (1978, red. Palle Juul Holm m.fl. - titelnovellen er i øvrigt af den senere nok så kendte George R.R. Martin) rummer 'For evigt opsteg røgen' ('Her Smoke Rose Up Forever'). Novellemagasinet Nye verdener nr. 7 (1983) indeholdt 'Glemte veje' ('For I Have Come Upon this Place by Lost Ways'). Parallaxis, en antologi med science fiction af kvindelige amerikanske forfattere (1986, red. Lise Svane-Mikkelsen m.fl.), indeholdt en Raccoona Sheldon-historie, 'Søster min - så skær og fin' ('Your Faces, O My Sisters! Your Faces Filled of Light'). Og Tiptrees nok kendteste historie, 'The Women Men Don't See', blev af Science Fiction Cirklen i 1989 udgivet som et selvstændigt hæfte, De kvinder, mænd ikke lægger mærke til, i min oversættelse.

Denne sparsomme repræsentation på dansk har Science Fiction Cirklen nu rådet bod på med en samling noveller og kortromaner, Houston, Houston, kan I høre os?, udvalgt og oversat af Niels Dalgaard. Samlingen indledes med 'Doktor Ains sidste flyrejse' ('The Last Flight of Dr. Ain') fra 1969, nok den første Tiptree-historie der vakte opsigt. Den er først og fremmest bemærkelsesværdig for sin fortælleteknik hvor historien først giver virkelig mening når man når til slutningen. 'Beam os hjem' ('Beam Us Home') er en repræsentativ historie om at føle sig fremmed i verden. Den er på mange måder tidsbunden - selv om den handler om en fremtidig krig, er det nærmest kun et lag fernis for en historie om 60'ernes USA og Vietnamkrigen, og som titlen antyder, bruges Star Trek som det bærende billede på hovedpersonens længsel efter en anden og bedre verden. Pudsigt nok er Star Trek-referencerne mere indlysende herhjemme i dag end de ville være for år tilbage, hvor man netop på grund af dem nok ikke ville have valgt den historie til en dansk samling. 'En sælgers fødsel' ('Birth of a Salesman') er Tiptrees science fiction-debut. Som mange af hendes tidligste historier er det en komedie, næsten sitcom-agtig, hvor komiske situationer, her fra en galaktisk transitcentral, følger på hinanden uden at der opbygges nogen egentlig fortælling. Derimod er kortromanen 'Pigen med stikket' ('The Girl Who Was Plugged In') dybt alvorlig og ubehagelig. Historien er en forløber for cyberpunk med en besk analyse af mediesamfundet og foregriber det moderne mediebillede med 'reality'-tv og kunstigt skabte berømtheder. I en verden hvor reklame er formelt forbudt, er medierne i praksis totalt dominerede af product placement, og en pige fra rendestenen bliver udnyttet til at styre en socialite-avatar hvis liv og forbrugsmønster masserne følger.

I titelhistorien 'Houston, Houston, kan I høre os?' ('Houston, Houston, Do You Read?'), endnu en af Tiptrees kendteste kortromaner, ender et rumskib med tre mandlige astronauter i en fremtid hvor jordens befolkning kun består af kvindelige kloner. Som Niels Dalgaard også er inde på i samlingens efterord, spiller 'Houston, Houston' ligesom Joanna Russ' samtidige 'When It Changed' (1972) op mod en gammel kliché om at et fremtidigt kvindesamfund med begejstring ville tage imod eller ligefrem lade sig 'redde' af mænd (ligesom 'The Women Men Don't See' spiller op mod en genrekliché om fremmede væsners interesse i jordiske kvinder). Omvendt optrådte der i 70'ernes feministiske science fiction en radikal forestilling om at den ideelle samfundsordning ville være total adskillelse af kønnene eller, endnu mere radikalt, afskaffelse af mandkønnet. Tiptree repræsenterer generelt en mere nuanceret og inkluderende feminisme hvor kvindeundertrykkelse også anskues som et element i en bredere undertrykkelse som mænd også er ofre for. 'Houston, Houston' (såvel som 'Søster min') ligger imidlertid tættere på den radikale synsvinkel, og jeg er ikke så overbevist om at en verden udelukkende bestående af kvinder ville være blottet for ærgerrighed, aggression og jalousi, sådan som det antydes i teksten - snarere tror jeg at individuelle forskelle i personlighed og vilkår er mere markante end en grundlæggende kønskarakter, hvilket faktisk er grunden til at man ikke generaliserende kan udpege en kønsbestemt skrivestil. 'Houston, Houston' er dog dobbelttydig og ikke rent kvindeutopisk - for ligesom de tre mandlige astronauter, ikke kun den bibeltro patriark og den afstumpede macho, men også den intellektuelle beta-han, ikke kan lade sig integrere i det fremtidige samfund, antydes det også at kvindesamfundet ikke er åbent nok til at forsøge at inkludere et maskulint element, men simpelt hen må aflive dem som syge dyr.

Samlingen sluttes med 'Det eneste seje at gøre' ('The Only Neat Thing to Do') fra 1985, altså den sene periode efter at Tiptree-pseudonymet var blevet afsløret. Hendes tekster fra disse år er ofte mindre intense, som her en space opera-agtig kortroman med en gæv teenageheltinde ikke ulig de raske piger der var hovedpersoner i Robert Heinleins ungdomsbøger tre-fire årtier tidligere. Men der er klassisk sprudlende science fiction-opfindsomhed, og heltinden redder menneskehedens planeter fra invasion ved at begå selvmord, fordi det er det eneste rigtige at gøre. Karakteristisk for Tiptree er den invaderende eller måske snarere invasive art ikke ondsindet; det er slags kosmisk tragedie hvor omstændighederne umuliggør sameksistens. Og med den, om end ironiske, heroisering af selvmordet er det svært ikke at tænke biografisk.

Dalgaards udvalg af noveller tegner et bredt og dækkende billede af forfatterskabet og rummer nogle af dets højdepunkter. Jeg bliver imidlertid slået over hvor helt forskelligt dette udvalg er fra det jeg selv ville have foretaget hvis jeg var blevet bedt om at redigere en sådan samling. Dette er ikke en kritik, for Houston, Houston, kan I høre os? er en ideel introduktion. Jeg tror mere det handler om at jeg ville være interesseret i at præsentere vintage-Tiptree hvor hun gør hvad hun gør bedst, frem for at præsentere bredde i tid og indhold. Således ville jeg næppe have medtaget nogen af de tidlige humoristiske tekster som 'En sælgers fødsel' og måske heller ikke en sen tekst som 'Det eneste seje'. Hvis jeg skulle sørge for bredde, ville jeg snarere have valgt en af de tidlige tidsrejsehistorier som 'Forever to a Hudson Bay Blanket' eller 'The Man Who Walked Home', den voldsomt ubehagelige historie om manglende (dyre)etik i eksperimentel psykologi, 'The Psychologist Who Wouldn't Do Awful Things to Rats', Raccoona Sheldon-historien 'The Screwfly Solution', og hvis jeg endelig skulle have noget sent og anderledes med, var det måske blevet en af Tiptrees fantasyhistorier fra Mexico som 'The Boy Who Waterskied to Forever'. Men først og fremmest ville det være magtpåliggende for mig at præsentere flere af Tiptrees stærke historier om fremmedhed, savn og stræben efter det uopnåelige (som i Houston, Houston er repræsenteret ved 'Beam os hjem'): den vidunderligt surrealistiske 'Painwise', den kulsorte 'On the Last Afternoon', den psykoseksuelle 'And I Awoke and Found Me Here on the Cold Hill's Side'.

Det er selvfølgelig en smagssag om en samling skal vise flest mulige facetter af et forfatterskab der ikke er så kendt herhjemme, eller søge ind til det man synes er det væsentligste og essensen af forfatterskabet. Mere interessant er det at spørge sig om forskellen mellem Dalgaards aktuelle valg og mine hypotetiske afspejler en forskellig læsning af teksterne. Nu ville det ligge mig fjernt at nedtone det feministiske aspekt af Tiptrees forfatterskab - det ville være besynderligt i betragtning af at jeg selv i sin tid fik 'The Women Men Don't See' udgivet på dansk - men der er ingen tvivl om at det for mig indgår i en større og mere tidløs tematik om køn i bredere forstand, om mødet med mennesker af det modsatte køn som et - naturligvis altafgørende vigtigt - tilfælde af mødet med den anden. Det var dette Tiptree skildrede så intenst i en science fiction-metaforik om det og de fremmede i universet på en toneangivende måde man herhjemme f.eks. ser videreført hos Richard Ipsen.

Hvis man vil vide mere om mennesket Alice Sheldon, har Julie Philips i 2006 skrevet en fremragende biografi, James Tiptree, Jr: The Double Life of Alice B. Sheldon - en velskrevet bog om et menneske hvis skæbne ville være interessant også hvis hun ikke var science fiction-forfatteren James Tiptree. Biografien har generelt fået særdeles positive anmeldelser - blandt de færre kritiske røster har Annette K. Nielsen dog herhjemme i sin anmeldelse i KVINFOs webmagasin (også på Nielsens blog som Jorden kalder James Tiptree, Jr.) kritiseret Philips for at være lovlig spekulativ om Sheldons seksualitet og på heltedyrkende vis romantisere Sheldons depressioner og misbrugsproblemer. Måske får vi større indsigt når Alice Sheldon selv kommer til orde i det udvalg af breve Philips efter sigende er ved at redigere.

---

Niels Dalgaard taler om James Tiptree og Houston, Houston, kan I høre os? på SFC's stand (C3-051) på Bogforum i Bella Centeret fredag den 9. november 2012 kl. 16.15
Program for SFC's stand

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post158

Harry H. har forladt planeten

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, August 15, 2012 12:06:41

Den amerikanske, men meget kosmopolitiske science fiction-forfatter Harry Harrison, der de sidste mange år af sit liv var bosat i Irland, er gået bort, oplyser forfatterens hjemmeside. Harrison var i flere omgange bosat i Danmark og besøgte desuden landet ved mange lejligheder, blandt andet til festivaler i 1980 og 1996 sammen med sin nære ven Brian Aldiss. Harrison talte (gebrokkent) dansk og gjorde humoristisk brug af dansk (og de talrige andre sprog han beherskede) når han skulle navngive eksotiske fænomener i sine sjove og satiriske science fiction-romaner. I den kendte serie om The Stainless Steel Rat bærer galaksens angiveligt stærkeste drink det sære navn Lade Vandet, og en spillebog i samme univers udspiller sig på 'the prison planet of Skraldespand'.

Harry Harrison var ikke kun sjov. Hans dystre roman om overbefolkning fra 1966, Gør plads! Gør plads!, er en af genrens klassiske dystopier, og hans Eden-bøger fra og med West of Eden, 1984, gedigen underholdnings-science fiction om en alternativ verden hvor dinosaurerne overlevede og udviklede en intelligent race der konkurrerer med de første mennesker om herredømmet på Jorden.

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post139

Lillebrors lillebror - fortsættelse til Doctorows Little Brother

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Thu, July 19, 2012 22:57:05

Den canadisk-britiske science fiction-forfatter og cyberaktivist Cory Doctorow skrev i 2008 den samfundskritiske roman Little Brother til et ungt publikum - anmeldt her.

Romanen bliver nu fulgt op med en fortsættelse, Homeland, der udkommer til februar. Man kan allerede nu læse et uddrag af bogen på forlaget Tors hjemmeside.

I Little Brother skildrede Doctorow USA som en diktaturstat og forventede at han nok ville få på hattepulden for det. I praksis viste det mest kontroversielle sig at være, at han lod sin syttenårige hovedperson have et samleje med sin kæreste. Med kondom. I et fast forhold. Uden at det blev andet end antydet. Som en ifølge eget udsagn 'patriotisk' anmelder skrev på nettet: Hvem ved sine fulde fem ville dog nogen sinde nævne sex i en ungdomsbog ...?

Jeg venter i spænding på at se hvilke kontroverser Homeland nu kan give anledning til i Guds eget land.

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post129

Total Re- ...make!

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, July 11, 2012 12:42:18

'Philip K. Dick er død!' skrev mit 13-årige jeg dramatisk i sin dagbog i 1982 med udråbstegn, linjeskift og al den patos jeg mente hørte med til genren dagbog. Ikke at jeg nogen sinde har været den store dagbogsskriver - min erfaring er at i de perioder hvor man måtte have tid til at skrive dagbog, oplever man ikke noget der er interessant nok til at bevare for eftertiden, mens man i de perioder hvor der virkelig sker noget i ens liv, hverken har tid eller overskud til at nedkradse sine meritter. Jeg prøvede, som det fremgår, i de tidlige teenageår med noget der dybest set var en stiløvelse hvor jeg imiterede dagbogslitteraturens konventioner. Så var der mere oprigtighed over de spredte optegnelser jeg et lille årti senere gjorde under overskriften 'Anti-dagbogen', hvor hvert notat blev indledt med ordene 'Hvis jeg havde en dagbog, ville jeg i dag have skrevet i den: ...' Den postmoderne ironi var svær at undslippe i min generation.

Ikke alene var det følelsesladede udbrud i 1982-dagbogen noget påtaget, man kan også diskutere om udsagnet i enhver forstand er sandt. Det er med PKD som det er blevet sagt om Elvis: For a dead man, he is awfully noisy. En afhandling der snart må blive skrevet (hvis den ikke allerede er det et sted), er gennemgangen og analysen af Philip K. Dicks Nachleben, en undersøgelse der går let hen over Dicks liv og virke og alene koncentrerer sig om hans efterliv som kulturelt ikon og inspirationskilde. Dick er blevet a name to conjure with, en betegnelse man kan slynge ud i flæng. Han fik sin pligtskyldige reference på linje med alt det andet moderne americana i Donna Tartts Den hemmelige historie fra 1992. 'Let's talk Philip K. Dick!' udbryder den søde Sabrina idet hun modvilligt forvandler sig selv til nørd i 'Geek Like Me', et afsnit af Sabrina, the Teenage Witch fra 1996. Philip K. Dick selv optræder som person i snart et utal af noveller og romaner fra og med Richard Lupoffs The Digital Wristwatch of Philip K. Dick fra 1985. Michael Bishop gjorde Dick til hovedperson (og til en tomat på størrelse med Mars) allerede i Dicks egen levetid i Kafka-pastichen 'Rogue Tomato', 1975 (de to tyske oversættelser fra henholdsvis 1983 og 1990 hedder, begge lige passende, 'Als Tomate im Weltraum' og 'Die Verwandlung'), og Bishop skrev senere den litterært vigtigste roman om PKD, Philip K. Dick is Dead, Alas, 1987. For tiden kan man i boghandlerne finde David F. Duftys How to Build an Android: The True Story of Philip K. Dick's Robotic Resurrection.


Man kan bære andet end formler på kroppen. Den herre der her lægger hud til PKD's klassiker Ubik, er ingen ringere end Jonathan Lethem, forfatteren til bl.a. Ensomhedens fæstning. Han har naturligvis også skrevet sin egen Dick-historie, 'Phil in the Marketplace'.


Dertil kommer den besynderlige dobbeltrolle PKD posthumt har fået som henholdsvis litterær/filosofisk kultskikkelse med stadig stigende status i intellektuelle kredse og Hollywood-blockbuster-inspirationskilde. På den ene side udkommer der readers og annoterede udgaver af hans værker, uudgivne bøger og notater bliver udsendt på tryk, og der skrives om Dicks filosofi og oversete litterære betydning. 'Our own homegrown Borges,' som Ursula Le Guin i sin tid kaldte ham. På den anden side er der Blade Runner, Total Recall og Minority Report, PKD som hovedinspiration for stort eller mindre stort anlagte science fiction-film, der i mange tilfælde ville have været bedre tjent med et originalt manuskript eller med at have brugt et stykke nyere science fiction som forlæg. (Der er dog også en understrøm af mere art cinema-agtige projekter, som ofte interesserer sig mere for den dickske tone, hvoraf A Scanner Darkly forbliver det mest interessante).

Og som alle betydningsfulde skikkelser der for alvor glider ind i kulturen, efterlader Dick sig en arv hvor der ikke længere er tale om referencer eller bevidst inspiration, men at dickske elementer er blevet optaget og indarbejdet i genrer og tradition. The Matrix (1999), der ikke var en Dick-filmatisering, fremstod med sine virkelighedsspil på mange måder som lige så meget en Dick-film som Total Recall (1990). (De opfølgende film i Matrix-trilogien gav dog indtryk at filmskaberne ikke selv fattede hvad det var for en guldåre de havde ramt). The Truman Show (1998) greb tilbage til noget der minder om den tidlige samfundssatiriske Dick i Time Out of Joint (1959), hvor blændværket er socialt/medieskabt i stedet for metafysisk. Inception (2010) videreførte traditionen fra The Matrix og tilføjede endnu flere virkelighedsniveauer og spidsfindigheder, og selv om filmen var en gennemført fornøjelse, lignede den også et slutpunkt. Denne type fortælling synes nu at være nået til samme blindgyde som tidsparadokshistorierne i science fiction-litteraturen: Der er intet vundet ved yderligere paradokser/niveauer/komplikationer. Det føjer ikke nyt til den grundlæggende usikkerhed og uvirkelighedsfølelse der udgør den egentlige fascination.

Her til august er der så premiere på en genindspilning af Total Recall. ('En genindspilning af Total Recall!' ville jeg have skrevet i min dagbog, hvis jeg stadig var 13 år. I dag ville jeg nok causere over det lidet udforskede psykologiske fænomen en 'hvoffor nu det!?'-oplevelse). Den oprindelige Total Recall havde fat i virkelighedslegen og niveauerne fra Dicks 60'er-novelle 'Vi husker det for dem engros' og bragte også Dicks go'e gamle Mars (ikonisk på linje med Burroughs og Bradburys) til det hvide lærred. Så var der selvfølgelig nogle logiske brist og en hollywoodsk prioritering af effekter over handling - filmen tilhørte jo ikke mindst en anden særlig genre med sine egne forventninger og konventioner, nemlig Schwarzenegger-filmen. Det er derfor ikke helt uinteressant at prøve at trække Arnold ud af ligningen og se hvad resultatet så bliver. Total Recall-2012 dropper også Mars og lader handlingen forblive på Jorden. Velsagtens er der tale om et remake af filmen fra 1990 snarere end om en ny filmatisering af Dicks novelle, men det må vi jo vente og se til filmen har premiere. Trailerne tyder på et mørkere billedsprog (selv om vægten stadig ligger på action, hvad der ikke er synderligt dicksk), og her er det man ser hvordan Dick-traditionen har fået sit eget liv eller er blevet til en tradition hvori Dick indgår som én ingrediens: Stemningen med det asiatiske element i såvel handling som filmsprog peger tilbage på både Blade Runner og The Matrix. Inspirationskilden er ikke længere Philip K. Dick, men værker inspireret og præget af Dick. Det dickske er med andre ord blevet løsrevet fra Dick, som det nødvendigvis må ske, hvis det skal forblive en kulturel faktor på længere sigt.

Hvis jeg havde en dagbog, ville jeg i dag have skrevet i den: Philip K. Dick lever!

  • Comments(0)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post127

Sagaen om den store datamaskine

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Sun, March 18, 2012 21:53:51

Den svenske ingeniør og fysiker Hannes Alfvén (nobelpristager i fysik 1970) skrev i 1966 under pseudonymet Oluf Johannesson fremtidsvisionen Sagan om den stora Datamaskinen. I 1970 udsendte ØK-Data bogen på dansk under titlen Sagaen om den store datamaskine med et forord af datalogifagets danske pioner, professor Peter Naur, og illustreret med 'datamatisk fotografik' af William Cauchi (Politiken-journalist og bl.a. medforfatter til Bogen om EDB, 1969). Jeg læste Sagaen om den store datamaskine som barn i 70'erne, men er først nu blevet opmærksom på at Dansk Datahistorisk Forening i 2010 har udgivet et fotografisk genoptryk af den danske udgave, et glimrende initiativ da der ikke alene er tale om et datahistorisk, men også science fiction-historisk interessant værk.

Sagaen om den store datamaskine er et på mange måder ganske subtilt værk. Genfortalt i ultrakort form er indholdet ellers prototypisk, for nu at sige det pænt. Datamaterne (for nu at blive i tidens terminologi) overtager verden og overflødiggør - måske - menneskene. Et samfund der er fuldstændig afhængigt af højteknologien, bryder sammen, og en masse viden går tabt, men alligevel fører katastrofen videre til et nyt, endnu mere højteknologisk samfund.

Bogen fører således traditionen videre fra tekster som Isaac Asimovs 'The Evitable Conflict' (1950, da. 'Den uundgåelige konflikt' i Robot, 1973) og er også i slægt med D.F. Jones' Colossus, der ligesom Sagaen udkom i 1966 (da. 1974), tekster der i sidste ende er produkter af Frankenstein-myten om skabningen der vender sig mod sin skaber - også i de tilfælde hvor myten vendes værdimæssigt på hovedet, så skabningen bliver en almægtig gudeskikkelse der vil menneskeheden det bedste. Men i modsætning til disse tekster der i dag fremstår noget naive, er Sagaen om den store datamaskine præget af en næsten profetisk indsigt i computerrevolutionen. Selv om terminologien naturligvis er uaktuel, og problemerne ved datamatisk oversættelse og datamatisering af beslutningsprocesser bagatelliseres med moderne øjne (om end man skal være opmærksom på tekstens talrige lag af ironi), er det faktisk kun nogle referencer til hulkort der stikker ud som for alvor bedagede. Det hører til bogen indsigter at computerrevolution for alvor tager fart på det tidspunkt hvor datamaterne kobles op i netværk. I bogens terminologi er de afgørende fremskridt konstruktionen af 'teletotalen', 'en kombination af automattelefon, radio og TV', svarende til en moderne pc med netopkobling, adgang til elektroniske medier og mulighed for at afholde virtuelle møder, fulgt af armbåndsurets afløser, 'minitotalen', svarende til en moderne smartphone. Beskrivelsen af disse tiltag er så indlevet at det nogle gange er svært at fatte at teksten ikke er skrevet i dag som satire i retrostil, f.eks. når det hedder sig at 'minitotalen var forsynet med en praktisk anordning: den kunne lukkes af, så man ikke blev forstyrret af telefonopkald'!

- 'datamatisk fotografik' af William Cauchi -

Der ekstrapoleres endda videre til en 'neurototal', en direkte opkobling mellem datanet og hjerne. Der postuleres (trods alt) ikke noget virtual reality-interface i cyberpunkstil, men alligevel peger Sagaen om den store datamaskine ikke kun tilbage til mere primitiv science fictions almægtige gudecomputere, men med sin skildring af datamaskinerne som næste skridt i evolution til senere tiders trans- eller især posthumanisme. Datamaterne forklares teleologisk som evolutionens endemål, hvortil mennesket blot er et skridt på vejen, ligesom 'symbiosetiden' hvor datamaterne er afhængige af menneskene til vedligeholdelse og 'formering', blot er et skridt på vejen til de selvvedligeholdende og selvkonstruerende datamaters æra. En central og ikke uinteressant grundtanke i bogen er 'det sociologiske komplikationsteorem' der siger at mennesket ikke selv er intelligent nok til at etablere og opretholde det ideelle menneskesamfund. Da datamaterne overtager styringen, betyder det afslutningen på forurening, undertrykkelse, ulighed og krig, men i praksis også afslutningen på frihed (selv om man formelt lever i Det Fuldstændige Frihedsdemokrati), og spørgsmålet er om datamaterne, når de ikke længere er afhængige er menneskene, vil vælge at bortrationalisere disse væsener helt.

Historien er fortalt i en pseudofaglitterær, essayistisk form der er særegen for science fiction (det Niels Dalgaard bl.a. kalder non-fact artikler), som man efter temperament kan fortolke som alitterær, fordi den er blottet for personer, sansninger og miljø, eller som genrens mest rendyrkede form. Fortællepositionen er dybt og ukritisk forankret i fremtidsverdenen, og det subtile er at det er en dystopi fortalt som utopi. Men den er ikke entydig, for samtidig med at tabet af menneskelig frihed og værdighed beskrives med den mest hårrejsende entusiasme, skildres 'den førdatamatiske tid', det 20. århundredes hverdag med storbyer, livsstilssygdomme, forurening og krige, også med en spiddende satire, der næsten får én til at længes mod datamaternes magtovertagelse. Grundlæggende er Sagaen om den store datamaskine dog bemærkelsesværdig for at være en teknologikritisk dystopi der ikke rummer et gran af fromt uvidende teknologiforskrækkelse, men tværtimod imponerer med et helt usædvanlig fremsynethed og teknologisk indsigt.

Romanens svenske originaltekst kan læses i sin helhed på nettet: Sagan om den stora Datamaskinen.

- fra Lunds squidproject -

Bonusinformation
Komponisten Karl-Birger Blomdahl, der med Aniara (1956) skabte historiens nok mest helstøbte science fiction-opera, besluttede i 1967 at skrive en opera, Sagan om den stora Datan, over Oluf Johannessons roman. Den musikalske grundidé skulle være en gradvis overgang fra traditionel til elektronisk lyd. Blomdahl døde i 1969, og projektet forblev urealiseret og i mange år glemt. Siden 2009 har Anna Lundh haft et forskningsprojekt kørende, hvor hun i videst mulig omfang søger at rekonstruere Blomdahls idéer. Se Lunds artikler på squidproject.

  • Comments(3)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post121

Niels Klim-prisen

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Tue, March 06, 2012 10:09:14

Det er længe siden der er blevet uddelt priser for årets bedste danske science fiction-udgivelser. Science Fiction Cirklen uddelte fra 1976 frem til begyndelsen af 1990'erne den årlige SFC-pris efter afstemning blandt medlemmerne, typisk i kategorierne Bedste roman, Bedste novelle, Bedste illustrator og Bedste faglitterære skribent. Science Fiction Cirklen indstillede i 1992 uddelingen med ret til at genoptage den på bestyrelsens initiativ, hvilket er sket en enkelt gang, i 2002.

Knud Larn, der redigerede fanzinet Science Fiction, uddelte fra 2004 Den Danske Science Fiction Pris for årets bedste novelle i henholdsvis en voksen- og en ungdomskategori. Men her var der tale om en novellekonkurrence ud fra ønsket om at stimulere produktionen af dansk kortprosa.

Når Science Fiction Cirklen indstillede uddelingen af SFC-prisen, skyldtes det ikke mindst at der i begyndelsen af 90'erne blev skrevet uhyre få danske science fiction-noveller. Det billede har ændret sig. Det er ingen overdrivelse at påstå at guldalderen for den danske science fiction-novellistik er nu - kvantitativt såvel som kvalitativt. Der udkommer science fiction-noveller i alle mulige medier, ikke mindst har vi i dag flere serier af originalantologier med bidrag fra såvel etablerede som up-and-coming forfattere, ofte skrevet ud fra en fortrolighed med genren som var et særsyn blandt danske forfattere for år tilbage. Det er derfor ironisk at der ikke i dag uddeles en pris for årets bedste noveller - også i lyset af hvor meget nemmere det er at arrangere læserafstemninger i dag end dengang stemmesedlerne skulle indhentes ved hjælp af frimærker og postkasse.

Det har Lise Andreasen nu heldigvis rådet bod på med indstiftelsen af Niels Klim-prisen for årets science fiction i kortformer udgivet på dansk. Nominering og afstemning foregår efter regler inspireret af de amerikanske science fiction-forfatteres pris, Nebulaen. Hvis du vil følge med eller deltage i afstemningen, så se her:

Niels Klim-pris 2011

  • Comments(1)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post119

Sprogtegn og tvetunget tale i det ydre rum

Science FictionPosted by Stig W. Jørgensen Wed, December 28, 2011 13:06:33

China Miéville forbindes mest med The New Weird, en moderne undergenre af fantasy der som betegnelsen antyder, dyrker det bizarre, bryder med elementer og atmosfære fra klassisk fantasy og foregår i komplekse, i nogle henseender realistiske verdener med inspiration fra både horror og science fiction. Miévilles nyeste bog, Embassytown, er hans første egentlige science fiction-roman.

Romanen er først og fremmest bemærkelsesværdig på grund af sit sprogfilosofiske tema. Som science fiction betragtet peger den tilbage på 1960'erne og 70'erne, især på Samuel R. Delany der i Babel-17 (1966) diskuterede sprog og virkelighedsopfattelse og i Nevèrÿon-bøgerne (fra og med Tales of Nevèrÿon, 1979) gennemgik forskellige tegnteorier inden for rammerne af en rationaliseret sword & sorcery-verden. I lighed med Babel-17 og andre af Delanys værker udfolder Embassytown sin teoretiske diskussion på baggrund af et traditionelt space opera-univers.

Sprogligt og i opbygningen af et science fiction-univers fungerer romanen fornemt. Titlens 'ambassadeby' er en enklave med menneskelig beboelse på planeten Arieka, hvis væsener ærbødigt omtales som værterne, the Hosts. Rejser mellem universets planeter foregår ikke gennem det normale verdensrum, men via det hypotetiske 'immer' (som i traditionel space opera ville hedde hyperrummet eller lignende) som kun særligt udvalgte kan navigere i, og hvor den 'nærmeste' planet måske befinder sig i en fjern galakse i normalrummet. Det er ret traditionelle science fiction-ideer, som her ikke udfoldes med sindrige naturvidenskabelige efterrationaliseringer, men gennem indforstået sprogbrug, som nogle gange knytter associationer og forklaringer, andre gange forbliver dunkle med poetisk effekt. Dette gælder også den bioteknologisk dominerede verden Arieka og værterne hvis udseende man aldrig får reelt beskrevet, men må forestille sig ud fra indforståede gloser som 'fanwing' og 'giftwing'. Der er - ikke overraskende i betragtning af bogens tematik - en skriftbevisthed i denne sprogbrug. Jeg lo det sted hvor fortælleren, Avice, sammenligner forholdet mellem immer og normalrummet med langue og parole (dvs. sproget som idealiseret studieobjekt vs. de faktiske sproglige ytringer i Saussures lingvistik). Det er ikke kun sjovt fordi det er herligt nørdet og går imod den pseudonaturvidenskabelige terminologi der normalt tages i brug for at udlægge 'hyperrummet' (eller hvad det nu hedder i den givne fortælling), men fordi det samtidig peger på at immer/hyperrummet er et fortælleteknisk greb og dermed et sprogligt snarere end et fysisk konstrukt.

Psykologien i bogen er underligt flad og meget kønsløs, forstået på den måde at man med søg & erstat ville kunne gøre den kvindelige hovedperson, Avice, til en mand og de mandlige hovedpersoner til kvinder uden at der ville være ret meget man undrede sig over. Der er stort set ingen referencer til personernes udseende, og selv om folk bliver gift og har seksuelle forhold, omtales det alt sammen meget neutralt og henkastet. Dette er uden tvivl et bevidst valg da Miéville i andre værker gør brug af nuancerede portrætter og sanselige beskrivelser (af og til grotesk sanselige, som sexscenerne med mennesker og insektvæsener i gennembrudsromanen Perdido Street Station, 2000). Sociologien er ligesom de fysiske detaljer om universet indforstået/underspillet - 'ægteskab' betyder tydeligvis noget andet i Avices verden end i vores, eftersom ægtefællerne ikke deler bolig eller nødvendigvis har et seksualliv sammen - og sanseløsheden bidrager til at hæve personerne over kønsstereotyper, men der ryger noget karakter ved det træk, og hvorfor det hele skal virke så psykologisk uengageret er lidt vanskeligere at forstå.

Bogens egentlige hovedperson er i en vis forstand værterne og deres sprog, der slet og ret kaldes Sproget, Language. Sproget afviger fra alle andre kendte sprog i universet på adskillige måder. Værterne er udstyret med to munde (eller taleorganer), så Sproget artikuleres samtidig med to stemmer. Det har mennesker naturligvis svært ved at gøre spontant, men det interessante er at hvis det gøres indstuderet eller Sproget genereres ved hjælp af maskiner, opfatter værterne det ikke som sproglige ytringer, bare som støj, selv om ytringerne er lydligt identiske med sætninger på Sproget. Værterne forstår tilsyneladende ikke at de lyde mennesker og andre væsener end dem selv kommunikerer med, også er sprog - tilsyneladende opfatter de ikke engang menneskene som bevidste skabninger. For at sætningerne skal opfattes som Sprog, skal de artikuleres med to munde af ét bevidst væsen, et problem menneskene løser ved frembringelsen af særlige dobbeltpersoner gennem kloning og teknologi. Disse dobbeltpersoner er menneskeenklavens aristokrati, Ambassadørerne, der varetager al kommunikation med værterne.

Den anden afgørende særhed ved Sproget er at det er konkret, ikke symbolsk. Sproget kan ikke henvise til tænkte genstande og hypotetiske situationer eller beskrive reelle genstande i modstrid med fakta. (Værterne kan altså ikke lyve, og måske ligger der et ironisk ordspil i at de artikulerer med to munde, men netop ikke er tvetungede i overført betydning). I den forstand er Sproget slet ikke hvad vi på virkelighedens Jord eller i resten af Miévilles fiktive univers forstår ved et sprog, idet sprog som vi kender dem, netop muliggør abstrakt tænkning og i vid udstrækning udvikler sig ved en billedlig brug af ordene, noget som ikke er forbeholdt poesien, men ved nærmere eftersyn gennemsyrer almindelig sprogbrug. Det er lidt besynderligt at værterne på denne baggrund overhovedet kan have en civilisation, og de har da heller ikke traditionel teknologi, men en avanceret bioteknologi der er fremvokset på organisk vis. For at kompensere for de manglende symbolske udtryksmåder på Sproget, iscenesætter værterne talefigurer ved at tvinge mennesker til at indgå i (ofte hensynsløse) situationer, som værterne herefter kan referere til som eksempler, lignelser etc. Avice er således 'pigen der blev gjort fortræd og tvunget til at spise det hun fik udleveret'. I overensstemmelse med Sprogets konkrete karakter er Avice (og de andre lignelser) en del af Sproget, idet der ikke skelnes mellem udtrykket og det det refererer til ('pigen der blev gjort fortræd og tvunget til at spise det hun fik udleveret' ville aldrig kunne henvise til andre end Avice). Et metafysisk problem som ikke forklares helt tilfredsstillende i bogen, er hvordan værterne nogen sinde får stablet disse situationer på benene for at kunne sprogliggøre dem, når de ikke har hypotetisk sprog til rådighed til at udtænke og planlægge dem (og det understreges at de ikke har nogen tænkning uafhængig af Sproget).

Romanen sprudler af idérigdom, dens univers er fascinerende og valget af tematik en fornøjelse, men bogens sprogfilosofi er rodet, og ideerne er heller ikke altid overbevisende på science fiction-niveau. Værterne er, mange gennemtænkte detaljer til trods, ikke biologisk troværdige væsener: Det uforanderlige Sprog er medfødt hos dem, og de kan spontant tale det når de indtræder i den livsfase hvor de opnår bevidsthed. Dette er muligvis udtænkt med henvisning til Noam Chomskys indflydelsesrige innateness-hypotese om menneskesprogets medførte karakter (ifølge hvilken vi fødes med en universel grammatik, så barnets indlæring af det konkrete modersmål ikke er en indlæring af grammatikken på bar bund, men et parametersetting hvor barnehjernen registrerer den aktuelle udmøntning af de universelle principper), men det er svært at forestille sig de evolutionære mekanismer der skulle have frembragt værternes Sprog.

Til at begynde med er det fascinerende at få beskrevet værternes reaktioner på menneskenes muligheder for at fremsætte forkerte påstande (værterne mødes i store forsamlinger og bliver euforiske over at høre Ambassadører sige 'Den er blå og firkantet' om en gul kugle etc.). Men disse effekter bliver absurd overdrevet - et hemmeligt våben bestående af en udefrakommende Ambassadør der kan tale Sprog uden at de to bevidstheder er perfekt synkroniserede, virker for eksempel så berusende og lammende på værterne at det sætter hele Ariekas samfund i stå. Det er ikke særligt overraskende at plottet i sidste ende kommer til at dreje sig om værternes mulighed for at lære at tale hypotetisk med de øgede evner det giver, og heller ikke så overraskende at en menneskelig fraktion modsætter sig det fordi de ønsker at fastholde værterne i en idealiseret løgnefri før-syndefaldet-tilstand. For den i andre værker politisk bevidste og bevidst politiske Miéville er dette sikkert en subtil tematisering af sprogets bevidst- og frigørende effekt i den stil man forbinder med diskursteoriens mest rablende postmarxistiske poststrukturalistiske yderfløj, men på fortællingens niveau fremstår det som en tilbagevenden til nogle meget traditionelle handlingselementer, så man i praksis snarere føler sig hensat til Jack Vances The Languages of Pao tilbage fra 1958.

Når værternes tænkning er fuldstændig afhængig af og identisk med deres Sprog, burde en døvstum vært vel være tanke- og bevidstløs, og dette er faktisk lige præcis handlingens vendepunkt, om end det for mig at se snarere er en reductio ad absurdum af hele setuppet. Det er også her at romanens sprogfilosofi kommer til at fremstå som en sammenblanding af indbyrdes modstridende teorier. En hær af døvstumme værter har nu kun ét sprogligt greb til rådighed: De kan pege på genstande - hvad man i fagsproget ville betegne som deiktisk reference. Denne udpegning svarer til ordene 'dét' eller 'den der' som værternes Sprog ikke rummer, idet det altid og udelukkende betjener sig af unikke beskrivelser. Ved at få udpegningen 'dét' ind i verden, får værterne indirekte også et begreb om 'ikke-dét', alt det andet, og det udgør så kimen til abstrakt tænkning. Forestillingen om at negationen er første skridt på vej til bevidsthed og sprog i vores forstand, er en klassisk tanke i semiotikken, tegnteorien. Men det er svært foreneligt med forestillingen om Sproget som på en gang konkret og bestående af beskrivelser. Materialistisk orienterede referenceteorier (i f.eks. moderne analytisk filosofi) opfatter den deiktiske reference som primær og verbale beskrivelser som en videreudvikling af dette greb, således at beskrivelser er udpegning ved hjælp af ord. Set ud fra denne synsvinkel burde det konkrete Sprog om noget rumme den originale deiksis. Alternativt (og mere foreneligt med den semiotiske indfaldsvinkel og diskursteori) kan beskrivelser opfattes som primært rummende et abstrakt betydningsindhold hvorved udpegningsfunktionen bliver sekundær (eller i radikale versioner helt fraværende), men hvis man vælger denne fortolkning, ville Sproget kun vanskeligt kunne udlægges som ikke-symbolsk, konkret. Idéerne i Embassytown hviler altså efter min mening på et usikkert eller ambivalent teoretisk grundlag. Men det må ikke overskygge min begejstring over at nogen gider skrive en science fiction-roman med en sådan tematik og med en detaljerigdom der gør det muligt for mig at fremføre denne kritik, på samme måde som man i 'hårde' science fiction-romaner kan diskutere om beskrivelsen af Lagrange-punkterne er videnskabeligt korrekt.

Embassytown er fængslende og sine steder ganske poetisk læsning igennem første halvdel af romanen hvor universet og idéerne etablereres, men ironisk nok taber den højde i anden halvdel hvor handlingen tager fart og derfor burde være mere spændende i traditionel forstand. Det er hvad man ville kalde en vigtig bog - én man bør læse hvis man vil følge med i hvad der rører sig i science fiction-genren. Der er ingen tvivl om at den vil indtage sin faste plads i den etablerede kanon over science fiction-romaner om sprog på linje med The Languages of Pao, Babel-17, Ian Watsons debutroman The Embedding/Sprogmestrene (1973, da. 1991) og Suzette Haden Elgins Native Tongue (1984). Ligesom disse er Embassytown velinformeret og tager sin sprogdiskussion meget alvorligt. Og ligesom disse overdriver romanen efter min mening sprogets evner til noget nærmest magisk og falder i sidste ende tilbage på ret traditionelle science fiction-elementer.


  • Comments(2)//ekkorummet.sciencefiction.dk/#post117
Next »